Crop versus teleconverter

Forleden kørte jeg en tur i området mellem Højer og Rudbøl, efter at have set 12 havørne flyve ind over Vidåslusen i de tidlige morgentimer. En musvåge sad på en pæl og fortærede et bytte:

Musvåge, 600mm, F4, +1/3Ev, 1/1000s, iso1000.

Billedet er ucroppet og taget fra vejen med mit 600mm objektiv. Blænden stod vidåben svarende til F4 og eksponeringen blev på stedet trukket op 1/3 stop og burde måske nok være trukket yderligere op – da det store parti af grå himmel medvirkede til en undereksponeret fugl. Lukkertiden kunne også være langsommere (for dermed at opnå en lidt lavere iso), men blev valgt, da jeg regnede med fuglen ville lette og dermed give behov for den moderat hurtige lukkertid. Fuglen lettede dog for en gangs skyld ikke – formentlig fordi den var travlt optaget af at spise! Nedenfor et crop til præcis 1920 pixels på den brede ende (fra billedets oprindelige 9504 pixels:

Musvåge, 600mm, F4, +1/3Ev, 1/1000s, iso1000.

Jeg kørte en smule frem og da fuglen fortsat blev siddende besluttede jeg at prøve at sætte min 1.4 teleconverter på, der “forvandler” objektivet til en udgave på 840mm F5.6 – altså 40 procent mere brændvidde på bekostning af et fuldt stop lys – svarende til den halve mængde i forhold til uden konverter.

I mellemtiden brød solen delvist igennem det ellers ret tætte skylag og vinklen havde naturligvis også ændret sig en smule, da jeg jo var kørt lidt frem:

Musvåge, 840mm, F5.6, +1/3Ev, 1/500s, iso1600.

Lukkertiden blev denne gang justeret ned til 1/500s, da fuglen fortsat virkede travlt optaget med måltidet. Nedenfor endnu et crop til præcis 1920 pixels i bredden:

Musvåge, 840mm, F5.6, +1/3Ev, 1/500s, iso1600.

Og endelig to helt ekstreme crops af et par andre skud, hvor jeg har forsøgt at gøre størrelsen på fuglen nogenlunde ens:

Uden teleconverter.
Med teleconverter.

Alle billederne er i øvrigt, fraset beskæringerne, uredigerede og eksporteret med default settings i Capture One 21.

Testen her er naturligvis uheldig på mange måder: motivet er skudt fra forskellige vinkler, lyset er tydeligt forskelligt og endelig er lukkertid og dermed iso justeret mellem de to seancer. Resultaterne er derfor ikke fuldstændigt sammenlignelige – men et eksempel fra det “virkelige liv” i stedet for et kedeligt studiesetup, siger ofte meget mere – synes jeg!

Og hvad er så bedst? Tja, forskellen er i eksemplet her i hvert fald (måske overraskende?) svær at få øje på, når skarphed er den eneste parameter der vurderes på.

Fordele ved teleconverter:

  • Øget rækkevide
  • Forstørrer motivet uden tab af pixels (som jo skæres bort ved et tilsvarende crop)
  • Dybdeskarpheden en smule mindre ved samme afstand til motiv og dermed potentielt bedre isolation af subjektet
  • Måske nemmere at “se” en god komposition når billedet i viewfinderen er tættere på det ønskede resultat

Ulemper ved teleconverter:

  • Tab af lys (halvt så meget lukkes ind ved brug af en 1.4, kun en fjerdedel ved brug af en 2.0)
  • Forstørrelsen af det sete “forstørrer” desværre også objektivets begrænsninger – såsom kromatisk aberation. Skarpheden mindskes til gengæld.
  • Sløvere autofokus end uden, ved brug af en 2.0 converter en hel del sløvere.
  • En smule tungere (øger vægten med cirka 5%, der vel nok betyder noget efter timevis i felten med håndholdt kamera!)
  • En hel del sværere hurtigt at få en fugl i søgeren ved 840mm end 600mm.

Ideen med sammenligningen fik jeg først efter jeg kom hjem og gik billederne igennem, så man burde jo lave et par flere tests i felten. Min konklusion er dog nogenlunde klar, også baseret på tidligere erfaringer: Teleconvertere er typisk ikke besværet værd – hele ideen med den ekstra rækkevidde går lidt tabt, når et tilsvarende crop er kvalitetsmæssigt nær det samme – men til gengæld uden en væsentligt langsommere autofokus, den halve mængde lys og frustrationer med hurtigt at få fuglen i søgeren!

Til sidst lidt flere skud af musvågen der snart fik selskab af misundelige krager og en ditto artsfælle:

Musvåger, tæt på Højer.

Efter måske at have siddet og samlet lidt mod forsøgte den bageste fugl at få del i måltidet:

Musvåger, tæt på Højer.

Den gik dog ikke:

Musvåger, tæt på Højer.

En enkelt krage forsøgte også med et bagholdsangreb men blev hurtig luret og afvist med et par udslåede vinger – mens den anden musvåge så til:

Musvåger, tæt på Højer.

Afvisningen blev efterfulgt af den totale ydmygelse:

Musvåge klatter på krage, tæt på Højer.

Efter at have siddet lidt og spist videre, lettede fuglen endelig – og som man kan se var en af kragerne sekundet efter i luften efter resterne:

Musvåge, tæt på Højer.

Der var i det hele taget ganske mange musvåger siddende på diverse pæle i landskabet. En ungfugl valgte at blive siddende da jeg standsede bilen – faktisk ret usædvanligt og formentlig netop fordi det var en ungfugl, der endnu ikke var blevet helt så forsigtig som de voksne fugle:

Musvåge, tæt på Højer.

Og et crop af et crop:

Musvåge, tæt på Højer.

De lyse, næsten gule øjne samt den frisk udseende fjerdragt, afslører ungfugl:

Musvåge, tæt på Højer.

Et klassisk syn i det danske vinterlandskab, her i kraftigt modlys:

Musvåge, tæt på Højer.

Status på havørnen i Sønderjylland – med billeder!

Tv-syd har skrevet en lille artikel om havørnenes (gode) trivsel i det sønderjyske, efter blandt andet at have interviewet havørnerede-koordinatoren for Sønderjylland, Preben Jensen.

Fra tvsyds hjemmeside.

Det var netop Preben Jensen som undertegnede forrige år havde med som guide i forsøget på at fastslå identiteten på en af forældre-fuglene ved reden i nærheden af Mjang – efter det var lykkedes at aflæse ringmærkningen på en ældre havørn jeg havde fotograferet i området:

Havørn, Mjang, Bemærk ringen.

Det lykkedes desværre ikke at bekræfte mistanken – men formodningen er så vidt jeg ved fortsat, at fuglen foroven (en oprindelig tysk fugl) udgør den ene halvdel af parret ved Mjang. Artiklen/indlægget kan ses her.

Læg i øvrigt mærke til den ret tydelige lilla kant på ørnen for oven – jeg havde vist glemt at korrigere for såkaldt kromatisk abberation inden jeg uploadede billedet, et fænomen som er ret udtalt hos den gamle minoltatele jeg benyttede dengang. Det er dog nemt at korrigere – for eksempel i lightroom.

På lørdag tager jeg muligvis en tur vestpå igen, hvor havørnefotos altid er højt på ønskelisten:

Havørn, Rudbøl.

Den hvidøjede and ved Kiskelund Plantage skulle fortsat være på plads – og den ville jeg også gerne have flere og (meget) bedre billeder af. Vi må se, hvad det kan blive til.

Rovfugle ved Rudbøl

I morges kørte hele familien til Vidåslusen ved Højer. Meningen var egentlig at være på plads omkring solopgang for at opleve de mange havørne, der passerer slusen i sydgående retning i de tidlige morgentimer. De fleste kommer formentlig flyvende fra en fælles overnatningsplads i Tingdal Plantage lidt nord for Højer og fordeler sig sig herefter i det syd-sønderjyske og Nordtyskland. Det gik ikke helt som planlagt – min kone mente jeg var vækkeursanvarlig og vice versa – så vi ankom først klokken 10! Ørne var der som forventet ingen af, men vejret var heldigvis flot og landskabet på den kant som altid fascinerende.

Vejen fra Vidåslusen med musvåge-skild(t?)vagt!

Flere flokke af bramgæs overfløj med jævne mellemrum slusen:

Bramgæs, Vidåslusen.

Vadefugle var der masser af, men meget langt ude – det var som det ses på billedet nedenfor nemlig lavvande. En enlig storspove søgte føde mellem de mange faskiner – nedenfor ses mit forsøg på et billede af den fjerne fugl:

Fotografen på knæ for en fjern storspove, Vidåslusen.

Og resultatet, beskåret til “benet”:

Storspove, Vidåslusen.

Kameraet skulle bare små 40 meter tættere på fuglen og 40 centimeter tættere på jorden – så kunne billedet da sikkert blive ok!

Morgenmaden blev indtaget ved slusen – iført hue og handsker! Herefter kørte vi lidt rundt i området og kiggede på landskabet og dets beboere. Havørne skulle vi ikke snydes for, trods syvsoveriet, for på en mark i nærheden af Rudbøl sad et ældre par og slikkede vintersol:

Havørne, Rudbøl.

Og i en beskåret udgave:

Havørnepar, Rudbøl.

Selvom fuglen til venstre ser ud til at sidde lidt lavere i terrænnet, virker fuglen til højre alligevel klart størst af de to – så mon ikke det drejer sig om et ældre par med hunnen til højre. Efter kort tid lettede begge fugle og fløj i lav højde over marken i nordlig retning. Heldigvis ikke ret langt – en pæl i marken var åbenbart fristende som rasteplads – og toilet!

Havørn, Rudbøl. Bemærk fugleklatten!

Fugle skider fornuftigt nok ofte lige inden der lettes – på den måde spares energi! Der gik da heller ikke mange øjeblikke efter ovenstående billede er taget, før fuglen lettede:

Havørn, Rudbøl.
Havørn, Rudbøl.

Den hvide hale afslører, at der er tale om en ældre fugl:

Havørn, Rudbøl.

På vej hjem mod Als sad en enlig musvåge på en hegnspæl og spejdede – og valgte for en gangs skyld at blive siddende længe nok til at få et par fotos i hus:

Musvåge, Rudbøl.

Musvåger bliver med 99 procents sikkerhed siddende når de passeres i bil – og letter med 99 procents sikkerhed, når man standser bilen for at tage fotos! Her havde jeg dog min kone som chauffør – og vi kunne derfor trille langsomt forbi! Den sad dog ikke stille i mere end 10 sekunder:

Musvåge, Rudbøl.

Billederne er taget omkring middagstid og det ses på de hårde kontraster, som delvist er spiselige grundet den bevidste undereksponering på stedet med efterfølgende justering på computeren. Nedenfor et lidt mystisk crop, der dog fint viser den flotte fjerdragt og ikke mindst meget mørke iris, der med stor sandsynlighed indikerer en voksen fugl på 3-4 år eller mere.

Musvåge, Rudbøl.

Alle billederne er i øvrigt taget med 1.4 teleconverter, som jeg er blevet lidt gladere for på det seneste – hvis ellers der er lys nok!

Mellemflagspætten i Gråsten #3

Dagen i dag bød langt om længe på lidt sol og det blev derfor til endnu en tur til Gråsten i håbet om bedre belyste billeder af den, efter alt at dømme stationære, mellemflagspætte i skoven op ad Gråsten Slot. Jeg ankom omkring 14.15 og havde således cirka 1½ time inden solnedgang til at finde spætten og forhåbentlig få nogle fotos i hus. Min kone ville heldigvis også gerne med (nok mest for gåturens skyld og knap så meget sjældne spætter) for efter en times forgæves eftersøgning lykkedes det hende at lokalisere nogle svage bankelyde, der efter yderligere intens stirren på diverse trætoppe, viste sig at komme fra det sjældne kræ. Lyset var desværre på det tidspunkt aftaget meget og billerne blev derefter:

Mellemflagspætte, Gråsten.

Billedet for oven og det næste er taget lige inden solen forduftede fuldstændigt fra skoven:

Mellemflagspætte stirrer på fotografen, Gråsten.

En stor flagspætte viste sig i nabotræet – så 2 ud af 3 gange jeg har observeret mellemflagspætten, har den været i selskab med en stor flagspætte. Næppe tilfældigt. Efter ovenstående billede er taget, fløj spætten over på modsatte side af stien og fortsatte sin fouragering:

Mellemflagspætte, Gråsten.

Et par andre fugleinteresserede kom forbi og deltog i “festen” – med tiltagende dæmpet belysning:

Mellemflagspætte, Gråsten.

Alle billederne er croppet til smertegrænsen og et par stykker mere end det – samt efterbehandlet en hel del. På stedet trak jeg eksponeringen op med 2/3 stop – kameraet undereksponerede nemlig konsekvent på grund af den lysegrå himmel, der på de ucroppede billeder fylder nok til at “snyde” lysmålesystemet.

Mellemflagspætte, Gråsten.

Læg mærke til den flotte røde isse der når (stort set) helt ned til den hvide kind. På stor flagspætte har ungfuglene også rød isse – men altid med tydelig sort kant mellem issen og kinden (her havde det været passende med et illustrativt billede – men jeg har desværre intet billede af yngre store flagspætter – endnu!)

Mellemflagspætte, Gråsten, iso 4000.

Tre ture er det blevet til. En enkelt ( i dag) med godt fotolys, men uden fugl før lyset igen var for ringe. En tur mere måske?

Mellemflagspætte, Gråsten.

Mellemflagspætten i Gråsten #2

En kort tur i dag til Gråsten blev det til. Optimismen fejlede åbenbart ikke noget, for trods søndagens vanskeligheder med at finde den sjældne spætte og dagens gråvåde vejr, håbede jeg alligevel på lidt bedre fotos end søndagens ret så elendige nogle af slagsen.

Efter en lille halv times søgen havde jeg intet fundet fraset en stor flagspætte, der kortvarigt fik pulsen lidt op. Heldigvis kunne en venlig fugleinteresseret herre lede mig på rette spor – han havde få minutter forinden set fuglen, der dog nu igen var forsvundet. Efter at have stået og kigget intenst på en hel del nøgne træer (utroligt hvad man kan bruge sin tid på!) var heldet med os:

Mellemflagspætte, Gråsten.

Fuglen var desværre et godt stykke væk og udsynet forstyrret af smågrene og kviste. Et par store flagspætter var også på færde og jagede flere gange lillebroderen fra træ til træ – indtil den åbenbart til sidst fik nok og fortrak. Vi forsøgte at genfinde fuglen en halv times tid – uden held.

Mellemflagspætte, Gråsten.

Begge billeder er hårdt beskårede og som det ses taget i elendigt lys. Ikke ligefrem en markant forbedring fra sidste besøg hvad fotos angår, men fuglen var såmænd hele turen værd.

Mellemflagspætten i Gråsten

I dag fik jeg trods det elendige vejr overtalt familien til en lille spadseretur i Gråsten Slotspark – selvfølgelig med en lille afstikker planlagt til den omkringliggende skov, der i øjeblikket har besøg af en meget sjælden mellemflagsspætte. Tidligere på året (februar) forsøgte jeg at få set én ved Kruså Møllesø, men kom desværre for sent af sted. Fuglen var ellers set i samme træ flere dage i træk, men da jeg endelig kom af sted var fuglen fløjet.

I dag gik vi, efter at have beundret slottet og parken, rundt i slottets tilstødende skov, men desværre uden at hverken møde eller høre spætter af nogen slags. Undervejs mødte vi en hel del andre fugleinteresserede, der heller ikke havde truffet fuglen – og da min kone og børns tålmodighed ikke er helt så stor som min egen, hvad fugle angår, var vi på vej tilbage mod bilen, da jeg pludselig hørte lidt hakkelyde fra et nærtstående træ. Og der sad den så bare, i trist, gråt, vådt vejr og delvist dækket af en gren:

Mellemflagspætte, Gråsten Slotsskov.

Så skulle man da egentlig mene den godt kunne have siddet lidt og poseret efter at have været så vanskelig af finde! Men nej, efter mindre en 30 sekunder fløj den desværre videre ind i skoven. Vi var til at begynde med ret overbevist om dens omtrentlige position, men trods tålmodig venten og masser af øjne lykkedes det ikke at genfinde den. Jeg fik således kun få, ret elendige billeder:

Mellemflagspætte, Gråsten Slotsskov.

Ovenfor ses den i susende fart på tværs af en gren, vist nok ret typisk for mellemflagspættens fourageringsteknik, der veksler mellem “klassisk” hakken efter insekter i bark og som her hoppende/løbende efter insekter.

I en mere beskåret udgave:

Mellemflagspætte, Gråsten Slotssskov.

Og lige før takeoff, endnu mere misfokuseret og med for langsom lukkertid:

Mellemflagspætte, Gråsten Slotsskov.

Og så var den væk!

Nedenfor et sammenligningsfoto med storebroderen stor flagspætte:

Mellemflagspætte og stor flagspætte.

Mellemflagspættens næb er noget mindre og gumpen er mere diffust rødfarvet i en lidt lysere nuance. Den flotte røde isse på mellemflagspætten ses kun på ungfugle af stor flagspætte, der allerede mister den røde farve i løbet af efteråret. Kun en rød nakkeplet resterer hos hannen, resten bliver sort. Den store flagspætte på billedet her er således en hun.

Stor oplevelse og ret heldigt overhovedet at finde fuglen efter egentlig at have givet op – og samtidig uheldigt den doserede sin synlighed så nærigt. Man kunne overveje at tage tilbage – i bedre lys!

To sjældenheder på én dag

Torsdag morgen kørte jeg til Broager Vig på udkig efter en thorshane, der var set i området de foregående dage. Jeg havde regnet med at skulle lede lidt (meget) og måske også køre til Iller Strand lidt syd for vigen, hvor fuglen også var blevet set. Men efter at have parkeret bilen ved rideskolen, gået den korte distance ned til vandet og kigget ned i vigen, så jeg blot en enkelt fugl – og det var minsandten thorshanen!

Thorshane, Broager Vig.

Jeg forsøgte indledningsvist at nærme mig fuglen via land, men som man aner på billedet var bredden dækket af et tykt lag af opskyllet tang. Det kostede mig en våd sok og en våd bagdel – efter at være sunket knap en meter ned i dyndet. Herefter forsøgte jeg at nærme mig via vandet, hvor der heldigvis var lavvandet og en fin sandbund. Fuglen var meget tillidsfuld og ivrigt fouragerende. Her en kraftig beskæring:

Thorshane, Broager Vig.

En krebs af en slags måtte lade livet.

Som det ses blev baggrundene i billederne ikke for kønne. Lidt kortere afstand hjalp lidt:

Thorshane, Broager Vig.

Tilfreds er man jo aldrig – så for at få mere afstand mellem baggrund og fugl og dermed forhåbentlig flottere billeder, forsøgte jeg mig med at komme til at skyde mere på langs af bredden:

Thorshane, Broager Vig.

Måske lidt bedre, men fortsat ikke for kønt. Fuglen skiftede heldigivis ofte retning og var tilsyneladende meget uforstyrret af min tilstedeværelse. Lyset tog også lidt til og efterhånden så det lidt bedre ud:

Thorshane, Broager Vig.

Normalt ville jeg nok prøve at få lagt mig ned for at komme mere i niveau med fuglen – det lod sig bare ikke gøre her! De næste par skud er således taget med kameraet dinglende over vandet, mens jeg forsøgte at fokusere via den udslåede lcd-skærm. Ikke specielt nemt!

Thorshane, Broager Vig.

Læg mærke til “tertiærerne”, der ses grå på fuglen her og ikke sorte som på ungfugle. Det plejer ellers at være fugle fra i år der gæster Danmark, men der er hér altså tale om en atypisk voksen sjælden fugl!

Thorshane, Broager Vig.

Efter at have sludret lidt med et par andre fremmødte fugleinteresserede, kørte jeg mod Kiskelund Plantage, for igen at forsøge mig med billeder af stedets i øjeblikket vinterferierende hvidøjede and. Jeg havde forgæves eftersøgt den i forrige uge, men en af de fugleinteresserede herrer i Broager kunne bekræfte andens tilstedeværelse. Og vedkommende havde ret. Efter en del søgning med kikkert blandt den lille søs mange gråænder, fandt jeg frem til sjældenheden:

Hvidøjet and, Kiskelund Plantage.

Her i selskab med en troldland til venstre, som egentlig mere ligner en bjergand – men den sorte ryg burde betyde troldand og mon ikke den manglende nakketop skyldes at den bare ligger ned.

Billedet er croppet en hel del og anden kom desværre aldrig rigtig tæt på. Ærgerligt, for lyset var smukt og vandet spejlblankt:

Hvidøjet and, Kiskelund Plantage.

Billedet for oven er ubeskåret og siger lidt om den store afstand. Det er trukket godt ned i eksponeringen af hensyn til fuglens lyse partier, der blev lyst godt op af det kraftige sidelys. Det er nemt at komme til at overeksponere andens signatur – dens hvide øje!

Nedenfor et lille galleri med enkelte meget hårdt beskårede billeder fra turen, hvor jeg har leget lidt med eksponeringerne – mest i forhold til at eksponere øjet korret. Man burde lave en gradueret eksponering, men det har jeg ikke lige haft tid til i denne omgang. Måske senere!

Havørne ved Vidåslusen

To besøg er det blevet til i ugens løb ved Vidåslusen, der har lokket grundet de mange havørne der ifølge DOF-basen i øjeblikket huserer i området. Første besøg var i onsdags, hvor jeg startede med forgæves at lede efter den hvidøjede and ved Kiskelund Plantage. Anden er dog efterfølgende blevet set, så jeg har nok bare ikke kigget ordenligt efter. Ved ankomst til slusen var den lovede opklaring i vejret totalt fraværende, tværtimod var det særdeles blæsende og med byger ind i mellem. En hættemåge dykkede stædigt efter føde i det lave vand, men så vidt jeg kunne se uden resultat:

Hættemåge i stormvejr, Vidåslusen.

Billedet ser næsten ud som om det er taget i sort/hvid, men det er ikke tilfældet. Grå dag!

Et par strandhjejler fangede jeg i flugten – fra vejret måske:

Strandhjejler, Vidåslusen.

Og en lille gruppe pibeænder susede også forbi mod syd:

Spidsænder, Vidåslusen.

En enlig klire rastede nær diget, her hårdt beskåret:

Troede først det var en rødben, men bemærk det noget længere tofarvede næb med det karakteristiske lille knæk nedad for enden: Sortklire, her i vinterdragt.

De sædvanlige stamgæster var også på færde, trods vejret:

Storspove, Vidåslusen.
Vibe, Vidåslusen.
Fiskehejre, Vidåslusen.
Strandskader, Vidåslusen.

Jovist, billederne bliver grå og lidt mørke i udtrykket, men gråvejrsbilleder kan faktisk ofte være mere interessante end de sædvanlige “solbelyst fugl på blå baggrund” – hvis man spørger mig.

Et par havørne var der også, men langt ude over vandet, så de billeder blev kasseret. I morges prøvede jeg så igen, hvor målet fra start var havørnebilleder og jeg formåede at sidde “på plads” omkring solopgang. Alligevel nåede ikke mindre end 3 havørne at passere slusen i sydlig retning, mens jeg var på vej fra bilen og ud til slusen. Så var der stille en stund, men efter et par ordenlige byer viste endnu en ørn sig mod nord:

Havørn, Vidåslusen.

Og så kom de ellers i en jævn strøm, altid en enkelt fugl af gangen og ofte i små serier med en lang pause i mellem. 12 blev det til alt i alt – inklusiv de 3 jeg “missede”. En enkelt ungfugl blev hængende lidt i området:

Havørn, forfulgt at et par krager, Vidåslusen.

Den valgte efter ovenstående billede er taget, at tage et par runder ret tæt på min position:

Havørn, Vidåslusen.

Her ses samme fugl med det fremskudte dige i baggrunden:

Havørn, Vidåslusen.

Og som alle de andre ørne før den (og efter) gik turen til sidst mod syd:

Havørn, Vidåslusen.

Af de 12 ørne jeg talte, var kun en enkelt sikker adult – med tydelig hvid hale og uden den sorte næbspids. Et par af ungfuglene var ringmærkede, men det var desværre ikke muligt med en ringaflæsning ved efterfølgende gennemgang af billederne.

På vej tilbage mod bilen lettede en lille flok dobbeltbekkasiner fra en mark og fløj forbi i kraftigt modlys:

Dobbeltbekkasiner, Vidåslusen.

Den profil er (stort set) ikke til at tage fejl af!