Fisketyv i Ree Park

De næste knap 2 uger tilbringes i et lejet sommerhus ved Følle Strand på Djursland – et område jeg slet ikke kender, så vi må se, hvad det kan blive til af fuglefotos. I går besøgte vi Ree Park i nærheden af Ebeltoft, en safaripark med både løver, tigre og geparder. En hel del påfugle vandrede frit rundt blandt gæsterne:

Nysgerrig påfugl, Ree Park.

Tæt ved parkens udgang befinder sig et anlæg med både pelikaner og flamingoer. Pludselig viste en rød glente sig, kredsende flere gange i ret lav højde over en flok pelikaner, for så at forsvinde bag en gruppe høje birketræer. Jeg stod vel et minuts tid og spejdede efter den, indtil den igen steg op bag birketræerne og fløj mod os:

Rød glente – med fisk, Ree Park.

Så vidt jeg ved, kan røde glenter ikke fange fisk, så mon ikke den har stjålet byttet fra anlægget et sted? Den fortsatte i øvrigt sin flugt lige hen over hovedet på os i ret lav højde. Det krævede en ekstrem hurtig panorering med kameraet, hvilket resulterede i en hel del kassable billeder. Jeg fik et enkelt næsten skarpt skud i kassen – med en noget besynderlig beskæring på grund af den korte afstand:

Rød glente, Ree Park.

Her til aften gik jeg en tur ved Følle Bund, som er en kombineret eng og strandeng – med masser af fugleliv. Jeg fandt dog ingen gode muligheder for at komme tæt nok på fuglene, et elektrisk hegn spærrer adgangen for fotografer og udgangen for græssende kvæg! Der ligger ganske vist et fint fugletårn mod syd, hvorfra man har et flot kig ud over området – men i forhold til fotos er afstanden alt for stor til fuglene. De følgende dage vil jeg prøve at finde alternative metoder – området virker i hvert fald spændende.

Hvidbrystet Præstekrave på Rømø

Fredag efter arbejde kørte jeg alene mod Rømø – begge børn og min kone var nemlig udenbys og det skulle naturligvis udnyttes! Jeg nåede først frem omkring halv otte og resten af aftenen gik med at sondere terrænet på og omkring Sønderstrand. Målet var hvidbrystet præstekrave, som jeg havde læst mig frem til ynglede et eller andet sted på stranden.

Sønderstrand, Rømø.

Sporene på billedet er efter “kites” – slæder på hjul med store sejl, der i høj fart suser rundt på sandet. Bagest ses klitdiget, som jeg gik ud til i solnedgangen – men desværre uden at lokalisere nogle præstekraver. Til gengæld mødte jeg en del dværgterner – lyset var dog for sparsomt til fotos. Hjemme igen på mit lille udmærkede værelse “hos Else og Keld”, et hyggeligt b&b, fandt jeg mestendels ved hjælp af DOF-basen frem til lokaliteten af yngleområdet, som viste sig at ligge et godt stykke længere vestpå end først antaget. Og så var det ellers afsted lige før solopgang den følgende morgen. Der er faktisk LANGT derud – det ser egentlig ikke så slemt ud, når man står på parkeringspladsen ved Sønderstrand og kigger ud mod klitdiget, men når man så spadserer derudad bemærker man hurtigt, hvor langsommeligt diget nærmer sig. Jeg nåede således ikke ud til det indhegnede område (som heldigvis lå, hvor jeg forventede det!) før en halv times tid efter solopgang. Jeg fandt et passende sted at lægge mig i sandet lige uden for indhegningen – og så ellers vente og håbe. En præstekrave viste sig ret hurtigt, men det var en mere almindelig af slagsen:

Stor Præstekrave, Sønderstrand, Rømø.

Men så var der pludselig aktivitet bag totterne af marehalm:

Hvidbrystet Præstekraver, 4 styks i alt, Sønderstrand, Rømø.

Flere af individerne gik heldigvis i min retning og fri af krattet:

Hvidbrystet Præstekrave, Sønderstrand, Rømø.

Bemærk den flotte knivmusling ved siden af fuglen foroven.

Hvidbrystet Præstekrave, Sønderstrand, Rømø.

Indhegningen rummer også i år ynglende dværgterner:

Rastende Dværgterne, Sønderstrand, Rømø.

Der findes få pletter med uforstyrret strand i Danmark, så indhegningen har været nødvendig for at skærme fuglene mod løse hunde, løbske badebolde, sandslotte med tilhørende børn, etc!

Hvidbrystet Præstekrave, Sønderstrand, Rømø.

Hannen er let at kende med en tydelig sort plet i panden. De lidt ældre får efterhånden rødbrun kalot.

Hvidbrystet Præstekrave, Sønderstrand, Rømø.
Hunnen til venstre, hannen til højre.
To juvenile (?), bemærk den forreste fugls let deforme næb.

En dværgterne kom pludselig flyvende ind over min position, skarpt forfulgt af et par artsfæller:

Dværgterner jager dværgterne.

Som det ses havde den et eller andet i næbbet, som åbenbart vakte misundelse. Et andet billede afslørede fangsten:

Dværgterne, Sønderstrand, Rømø.

Det ligner umiddelbart yngel af en eller anden fladfisk.

Jeg blev liggende en times tid vil jeg tro. Skjul havde jeg intet af, men præstekraverne var ikke synderlig generet af min tilstedeværelse.

Hvidbrystet Præstekrave, Sønderstrand, Rømø.

På vej tilbage mod parkeringspladsen sad et enkelt individ og poserede flot foran klitdiget:

Hvidbrystet Præstekrave med klitdiget i baggrunden, Sønderstrand, Rømø.

En dejlig tur med en del kilometer i benene og anstændige fotos. Helt tæt på kom de aldrig – det kræver nok et skjul, som jeg altså denne gang ikke havde taget med. Måske en tur mere næste år – med skjul!

Lynopslag

Det var egentlig meningen jeg ville skrive et indlæg om min tur til Rømø i weekenden, hvor jeg var så heldig at opleve og fotografere hvidbrystet præstekrave, der yngler på øen. Jeg er dog slet ikke blevet færdig med at få luget ud i alle billederne fra turen, så det må vente lidt. I stedet en mini-opdatering med 4 billeder taget for få timer siden i Ottersbøl, hvor jeg igen besøgte hedehøgene. Det skulle vise sig at blive en stille aften med meget sparsom aktivitet – og med store krav til tålmodigheden. Et enkelt bytteskifte var jeg vidne til:

Hedehøgepar bytter bytte!

Og både en hun og han tog sig godt ud i aftenlyset:

Hedehøg, hun, Ottersbøl.
Hedehøg, han, Ottersbøl.
Hedehøg, han, Ottersbøl.

Det var såmænd hele turen værd! Jeg drømmer stadig om et bedre bytteudvekslingsbillede – så det er ikke sidste gang jeg har været derude.

Hedehøge ved Ottersbøl

Jeg har de seneste par år ved flere lejligheder taget turen til Ballum for at fotografere de ynglende hedehøge, der hvert år trofast vender tilbage til området og får unger på vingerne – ikke mindst takket være ildsjælene bag “Projekt Hedehøg”. Ikke ret mange kilometer fra Ballum ligger Ottersbøl, der igen i år også huser flere ynglende par. Jeg havde ikke tidligere besøgt stedet, men det skulle vise sig bestemt også at være et besøg værd.

Hedehøg, han, Ottersbøl.

2 par har rede ikke særlig langt fra landevejen og de virkede ligesom parret ved Ballum fuldstændig ligeglade med min tilstedeværelse – så længe man selvfølgelig holder sig inde i bilen, hvor jeg i øvrigt som vanligt sad bag et sløringsnet. De høje temperaturer i øjeblikket medførte en del varmedis, så på trods af mine besøg omkring solopgang og -nedgang, led skarpheden lidt under dette. Som tidligere skrevet i flere indlæg er man jo tilsyneladende aldrig helt tilfreds!

Hedehøg, hun, Ottersbøl.

Markvejen ind midt gennem de i øvrigt enorme marker i området kunne godt bruges som rasteplads:

Hedehøg tager sig et hvil, Ottersbøl.

Også hunnen (eller hunnerne?) benyttede ofte markvejen som hvileplads. Ungerne i rederne kan åbenbart godt tåle at være alene hjemme i ny og næ:

Hedehøg, hun, Ottersbøl.

Det går erfaringsmæssigt lidt i bølger når man sidder i der i bilen: I lang tid (op til 1 time) sker der ikke en pind, men så pludselig kommer en eller måske to af hannerne tilbage fra jagt med et bytte, skriger et par gange, hvorefter hunnen straks letter fra redeområdet til bytteudveksling. Herefter raster hannen typisk lidt, eksempelvis på vejen som vist, eller i en nærliggende busk. Hunnen vender naturligvis straks tilbage til redeområdet med byttet. Efter lidt tid drager hannen igen på byttetogt og så kan man ellers sidde spændt og vente igen. Nedenfor et lille serie billeder, på lang afstand og i kraftigt modlys, af en bytteudveksling – et imponerende syn, der går lynhurtigt:

Det var dog ikke altid hunnen lettede – jeg var også vidne til, at hannen simpelt hen kredsede et par gange over redeområdet for så til sidst at “dumpe” byttet – formentlig lige ned til ungerne!

Fouragerende hedehøg, han, Ottersbøl.

Af og til kom de to hanner lidt op og toppes – det så dog ikke ud som om, det var over et stykke bytte. Måske en slags leg? Det virker i hvert fald underligt, såfremt det skulle være territorieadfærd – hvorfor så acceptere reder så relativt tæt på hinanden?

Hedehøge, Ottersbøl.

Og lidt mere “aggressivt” – på lang afstand:

Hedehøge, Ottersbøl.
Hedehøge, Ottersbøl.

Solen tabte efterhånden pusten og en af hunnerne tog sig en runde i skumringslyset:

Hedehøg, Ottersbøl.

Og så skete der noget uventet (for mig i hvert fald): Lige før solen forsvandt bag diget mod vest forlod i hvert fald en af hunnerne og de to hanner redeområdet og fløj mod vest:

Hedehøg, Ottersbøl.

Jeg tabte dem af syne og skulle egentlig til at køre hjemad da jeg pludselig bemærkede en lille gruppe fugle, formentlig et par kilometer længere mod vest:

Syv(!) hedehøge, Ottersbøl/Ballum.

Gruppen fløj rundt på må og få, men forblev hele tiden samlet. Der blev også “leget” i form af hurtige dyk og en form for “tag-fat” fuglene i mellem. Lyset svandt hurtigt til et niveau der umuliggjorde flere fotos og jeg havde desværre ikke tid til at blive længere. Jeg antager hannerne måske har fundet sig en fælles overnatningsplads og de tilstedeværende hunner (mindst en, som jeg så flyve i den retning, billederne muliggør ikke at skelne køn) vendte tilbage til rederne. Fascinerende skue.

Natravnesang og et par tornsangere

Lige en kort opdatering efter weekendens oplevelser. Lørdag aften kørte min kone, far og jeg til Frederikshåb Plantage, der ligger tæt på Billund – det tager “kun” tre kvarter fra sommerhuset ved Haderslev, hvor vi tilbragte weekenden. Målet var at høre og om muligt se (og fotografere!) natravne, der også i år yngler i området. Vi var ikke nået ret langt ind plantagen, før vi bemærkede en lille fugl siddende i et udgået træ:

Et crop afslører rødrygget tornskade, der yngler med flere par i plantagen:

Rødrygget Tornskade, Frederikshåb Plantage.

Jeg havde ikke tid til at snige mig nærmere – målet var natravn, som jeg hverken tidligere havde hørt eller set. I midten af plantagen ligger en klit med lyngbevoksning, der stortrives i den sandede jord. Fascinerende og besynderligt landskab, der også uden fugle bestemt er et besøg værd! Og så var det ellers bare at vente – og håbe. Solen gik ned lidt i ti og der skete faktisk absolut intet – bortset fra, at vi alle 3 efterhånden begyndte at småfryse. Håbet om fotos svandt hurtigt ind. Her ses et uredigeret foto taget klokken 22.30, godt en halv time efter solnedgang:

Frederikshåb Plantage – uden natravn!

Iso 64000, 1/400, f4. Værsgo’ og rens for støj! (det lader sig ikke gøre skulle jeg hilse og sige). Vores tålmodighed gav heldigvis resultat – for cirka kvart i elleve begyndte mindst to fugle at brumme i mørket og lige inden havde vi hørt bekkasinernes vingefløjt over syvårssøerne, der ligger lige op ad klitten i plantagen. Meget stemningsfuldt og næsten magisk at opleve. Men altså – ingen fotos af natravne denne gang. Det kræver de kommer frem tidligere på aftenen/natten – eller måske er det bedre at komme lidt senere på året, hvor nætterne er endnu lysere?

Den følgende dag luskede jeg lidt rundt i en lysning i en nærliggende skov ved sommerhuset. Et tornsangerpar havde rede i et buskads og forældrene bragte utrætteligt insekter til ungerne:

Tornsanger, Avnø Vig.

Forleden læste jeg i avisen, om et projekt, der i øjeblikket holder øje med flåter på sangfugle. Mange sangfuglearter trækker hertil helt fra Afrika, hvor der findes en del mere ubehagelige flåttyper, som fuglene potentielt kan transportere med til vores himmelstrøg og dermed også de sygdomme flåterne kan bære på. Tornsangerparret her var også angrebet – men mon ikke blot med hjemlige, mere fredelige flåter:

Tornsanger, bemærk de 3 flåter ved øjet.
Tornsanger, Avnø Vig.
Tornsanger, Avnø Vig.

Lappedykkere ved Fredsmaj

Pinsedag stod jeg tidligt op, kørte mod Sønderborg, parkede bilen ved Hjort Lorenzens Vej (der i øvrigt er et godt sted at se rovfugletræk om efteråret) og gik i sydlig retning ind i Sønderskoven. Efter cirka en kilometer kommer Fredsmaj, en tidligere eng, der nu er omdannet til vådområde med et rigt dyre- og planteliv. Mindst 4 par af Gråstrubet Lappedykker havde bygget reder i vandet. Parret tættest på mig havde to unger i reden:

Gråstrubet Lappedykkere, Fredsmaj

Den ene af forældrene var nærmest konstant dykkende efter småfisk som blev bragt til reden. Det var tydeligt, at hver unge blev fodret på skift:

Gråstrubet Lappedykkere, Fredsmaj

Efterhånden tog lyset lidt mere til. En svanefamilie rastede også på søen:

Svaner med afkom, Fredsmaj.

Noget længere væk, var et andet par lappedykkere i en mere indledende fase til yngel:

Gråstrubet Lappedykkere, Fredsmaj

Jeg havde åbenbart ikke helt tænkt min placering igennem, idet jeg havde forventet sidelys mere end modlys – men solen kom op nærmest lige foran mig og gav hurtigt billederne et noget mælket indtryk:

Gråstrubet Lappedykker med unge, Fredsmaj

Som det ses, tog forældrenefuglene regelmæssigt nogle små svømmeture med ungerne, men aldrig mere end få meter væk fra reden. Af og til udsendte forældrefuglene nogle vældige skrig, der godt kunne minde lidt om vandriksens grisehyl:

Gråstrubet Lappedykkere med unge, Fredsmaj

Solen fik efterhånden mere saft og kraft. En grønbenet rørhøne fouragerede langs den modsatte bred, bag en lille gruppe træer:

Grønbenet Rørhøne, Fredsmaj.

Den fortsatte langs bredden og fløj på et tidspunkt næsten tilbage hvor den kom fra:

Grønbenet Rørhøne, Fredsmaj.

Navnet på fuglen giver god mening når man ser de næsten grotesk store grønne ben! Den valgte heldigvis herefter at svømme i min retning (jeg sad dog også godt skjult under et net og delvist nedsænket i vandet):

Grønbenet rørhøne, Fredsmaj.

Herefter forsvandt den ud af syne og jeg sad og ærgrede mig lidt over den ikke havde fortsat sin kurs mod mig – men minsandten om den ikke pludselig dukkede op igen – og nu noget tættere på:

Grønbenet Rørhøne, Fredsmaj.

Læg mærke til det barske sidelys – forskellen i eksponeringsstop er helt ekstrem og umuliggør stort set en tilfredsstillende eksponering. Fuglen var dog ret ligeglad og fortsatte indtil få meters afstand:

Grønbenet Rørhøne. Fredsmaj.

Ovenstående billede er trods alt croppet noget, men kan sagtens tåle det. Fuglen ser jo næsten eksotisk ud, men er altså pæredansk!

Lappedykkerne var fortsat på familiesvømmetur. Fjerene blev pudset, hvilket typisk blev afsluttet med en rystetur:

Gråstrubet Lappedykker med unge, Fredsmaj

Ovenfor ses kun en af ungerne og der var som nævnt to – den lå bare godt skjult på ryggen af en af forældrefuglene:

Gråstrubet Lappedykker med unger, Fredsmaj

Det var mestendels småfisk der blev fodret med – men ikke altid:

Gråstrubet Lappedykker fodrer unge, Fredsmaj

Søen bød også på blishøns med afkom:

Blishøne med unge, Fredsmaj.

Modlyset gav spil i vanddråberne – men mælkede farver:

Gråstrubet Lappedykker med unge, Fredsmaj

Solen var efterhånden kommet et pænt stykke op på himlen og en smule mere sydover.

Gråstrubet Lappedykkere med unge, Fredsmaj

Og lidt senere, efterhånden som modlyset ikke længere var helt så barskt, kom der mere liv i farverne:

Gråstrubet Lappedykker med unger, Fredsmaj

Kønt er det nu ikke – min position var lysmæssigt meget bedre egnet til aftenfotografering. På grund af min placering ganske få meter fra stien, ville det dog være alt for befærdet på det tidspunkt og derfor næppe særligt sandsynligt at få fuglene tæt på. Måske er det muligt at komme tæt ned til den modsatte bred på en eller anden måde – men jeg tvivler.

Gråstrubet Lappedykker med unge, Fredsmaj

Sangere ved Egå Engsø

To dage i Aarhus som oppasser for min søn (der optager serie i DR-byen!) gav mulighed for en spadseretur ved Egå Engsø, der bød på en del forskellige sangfugle. Da jeg bare slentrede rundt på må og få med kameraet, og ovenikøbet i høj sol, blev billederne selvfølgelig derefter, men fugle var i hvert fald masser af. Jeg startede med at lede efter en relativt sjælden drosselrørsanger, der et par dage forinden var blevet set (og hørt!) ved søens sydøstlige bred. Den var desværre tilsyneladende forduftet, men til gengæld var der masser af ikke spor sjældne rørsangere. Ingen af dem gad dog stille op til ordentlige fotos:

Rørsanger, Egå Engsø.

På vestsiden af søen løb jeg ind i en kærsanger:

Kærsanger, Egå Engsø.

Den er nærmest umulig at skelne fra rørsanger, så det var sangen der afslørede den. På modsatte side af stien viste en tornsanger sig frem:

Tornsanger, Egå Engsø.

Dem var der særdeles mange af, inklusiv helt nyudklækkede unger, der lidt forpjuskede, fumlede rundt i buskadset. Kort efter lød smukke toner fra en også noget mere let bestemmelig sanger:

Munk, Egå Engsø.

Næsten helt fremme ved fugletårnet, der ligger cirka midt på søens vestlige bred, sad en sivsanger – på et siv:

Sivsanger, Egå Engsø.

Den er også til at have med at gøre, hvad bestemmelse angår, på grund af øjenbrynstriben og kalotten. Vi slutter med det bedste, nemlig en lille sanger, jeg ikke tidligere har fået billeder af. Ved de sidste par ture til Hejlsminde Nor, har jeg hørt dem flere gange, men altid kommende fra et aldeles utilgængeligt sted, der umuliggjorde fotos. På vej tilbage mod parkeringspladsen, hørte jeg pludselig den karakteristiske sang fra et lille buskads ganske tæt på stien rundt om søen – og gav mig til at lede. Det var faktisk ret svært – selvom fuglen måtte være ganske nær, bedømt ud fra styrken på sangen, var den meget svær at finde. Først da den fløj et par meter fra en sangpost til en anden, lykkedes det:

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Ovenstående er taget delvist gennem krat – derfor det lidt tågede udtryk. Jeg luskede herefter rundt, i håbet om en bedre vinkel, fri af strå og blade – men fuglen foretrak tilsyneladende at synge fra lave positioner:

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Bemærk den plettede ryg – et godt kendetegn, udover sangen! Fuglen fløj kort efter over i et lille træ og fortsatte der sin mærkelige insektsang. Jeg formåede endelig at få frit udsyn til fuglen:

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Stor oplevelse, som det ofte er, når man første gang kommer på nært hold af en ny art til samlingen. Og dejligt at tænke på, man stadig er grøn og har masser af arter til gode!

Græshoppesanger, Egå Engsø.

Spredte skud fra SD-kortet

Weekendens vejr var ikke det mest foto-inspirerende og jeg havde ovenikøbet heller ikke held med at opspore egnede motiver i og omkring Avnø Vig, hvor vi tilbragte weekenden. En periodisk pibekoncert på terrassen, viste sig at komme fra en gærdesmutterede, hvor ungerne peb på mere mad efter moderen havde fodret dem og forladt reden. Men kun i få sekunder – så var der helt stille igen:

Gærdesmutterede, Avnø Vig

Hannen markerede af og til territoriet fra en udmærket sangpost lige overfor reden:

Gærdesmutte, Avnø Vig

Typisk i lavt krat blev der ivrigt søgt føde. Ikke ligefrem nemt at tage billeder af. Nedenfor ses en af forældrene i et usædvanlig roligt øjeblik:

Gærdesmutte, Avnø Vig.

Sekundet efter ovenstående billede blev taget, startede en koncert af advarselskald fra småfuglene i krattet og den lille blandingsskov, der ligger lige op til vores sommerhus. Der blev spejdet:

Årvågen gærdesmutte, Avnø Vig.

Og kort efter kom en han af spurvehøg flyvende ind og satte sig på en gren cirka 4 meter over gærdesmutten, der i samme øjeblik lynhurtigt dykkede ned i krattet. Høgen så mig desværre, da jeg langsomt forsøgte at dreje kameraet op mod den, så billeder blev det ikke til. Øv.

Lidt længere oppe af vejen, ned mod Lillebælt, var en gruppe svaler i gang med at fange insekter over en mark. Jeg forsøgte mig med flugtskud, der hvad svaler angår, er en svær og anstrengende disciplin og som oftest resulterer i middelmådige resultater – for mig i hvert fald!

Landsvale, Avnø Vig

Billedet er faktisk ikke skarpt – dertil er lukkertiden for sløv og/eller fokus ikke ramt perfekt. Gråvejret og det sene tidspunkt var nok heller ikke velvalgt i forhold til den slags billeder – de kræver masser af lys og gerne en lukkertid på 1/3200s eller derover. Et par dage forinden havde jeg også en svale på kornet ved Trillen. Det kom der blandt andet dette, ved første øjekast, ret dårlige billede ud af:

Landsvale, Trillen.

Jeg opdagede først hvad jeg havde “fanget” på computeren derhjemme:

Landsvale, Trillen.

Måske derfor en svale hedder “swallow” på engelsk! Selvom billedet skriger på en langt mere hård beskæring, kan billedet ikke “tåle” mere – der er simpelt hen ikke nok pixels på fuglen (som var alt for langt væk og ovenikøbet heller ikke står helt skarpt). Bedre held næste gang.

Lidt flere høge fra Ballum

I weekenden forsøgte jeg mig igen med hedehøgene ved Ballum, men det gik ikke specielt godt. Der var sparsomt med aktivitet over markerne og specielt var der alt, alt for stille i den gyldne time, lige efter solopgang, hvor jeg ellers havde sat næsen op efter flotte fotos. En hun sig viste langt om længe over marken, for langt væk og med et lys, der nu allerede var for hårdt:

Hedehøg, Ballum

Som en venlig fugleinteresseret herre svarede, da jeg adspurgt måtte berette om en mager fotofangst: “Sådan er det vist med jer fotografer, I er aldrig helt tilfredse”. Han har en pointe!

En vipstjert satte sig til gengæld pænt og poserede på en knaldgul baggrund:

Gul Vipstjert, Ballum.

Mens jeg ventede på hedehøgene kom en artsfælle forbi:

Rørhøg, formentlig hun, Ballum

Den dykkede ned bag rapsmarken i sin søgen efter føde:

Rørhøg, Ballum.

Ved Husum-Ballum fandt jeg 3 hedehøge, også over en mark, men for langt væk og marken var let eleveret i forhold til vejen. Det begrænsede fotos til “fugl mod himmel” – en kategori af billeder jeg typisk finder ret kedelig, med mindre man er helt tæt på.

En vibe skreg på magen på en pløjemark på vej tilbage mod slusen:

Vibe, Ballum.

Og kort inden jeg kørte tilbage mod Als, kom en han af hedehøg tilbage til den vanlige rapsmark – tilsyneladende uden fangst af føde:

Hedehøg, han, Ballum.

I den kommende weekend tager vi igen til Avnø Vig, hvor jeg håber på gode fotos af småfuglene i området og hvad der ellers viser sig frem. Sidste gang fandt vi ud af, at man faktisk kan sejle et godt stykke op af Sillerup Bæk, inden den smalner for meget til – og der burde være gode muligheder for spændende sangfugle.

Hedehøge ved Ballum

Onsdag morgen kørte jeg tidligt afsted mod Ballum. Målet var først og fremmest ønsket om at se og (naturligvis) fotografere hedehøge, men da tidevandet for en gang skyld passede godt med lavvande et par timer før solopgang, valgte jeg at starte ved slusen i Ballum. Vejrudsigten så ovenikøbet lovende ud, med sol fra morgenstunden og lidt mere skyet op ad formiddagen – helt perfekt til fotografering, hvor stærk sol efter kl 9-10 stykker ikke er at foretrække. Vejrudsigten holdt faktisk stik – bare i omvendt rækkefølge. Ved slusen var der således mest skyet med spredte byer og strejf af solskin.

Fiskehejre, Ballum Sluse.

Fiskehejren for oven fløj ind nær min position lige nord for åen, hvor meningen var, det stigende vand langsomt skulle “presse” fuglene tættere på. De fleste fugle befandt sig fortsat et godt stykke ude grundet lavvandet:

Klyder, Ballum Sluse.

Endnu længere ude sås titusindvis af ryler – både islandske og almindelige af slagsen:

Ryler, Ballum Sluse.

En ensom mudderklire fløj ind og satte sig ved bredden af åen:

Mudderklire, Ballum Sluse.

Det var faktisk ret småt med fugle og i modsætning til mit seneste besøg ved slusen, hvor tidevandet steg faretruende hurtigt, skete der ikke rigtigt noget – muligvis pga østenvind. En skarv fløj ind, stadig et godt stykke væk fra mig, satte sig og tørrede vinger:

Skarv, Ballum Sluse

Skarve oser ikke ligefrem af charme – og ovenstående eksemplar var ikke nogen undtagelse!

En vipstjert nær minimumsgrænsen for fokus dukkede op:

Hvid Vipstjert, Ballum Sluse.

Billedet er taget med blænde 4 på godt 4,5 meters afstand. Dybdeskarpheden på den afstand er omtrent 1 cm! Det er faktisk også kun øjeplanet der er skarpt – resten er sløret. Jeg kan egentlig godt lide den dybdefornemmelse det giver i billederne – andre (ornitologer?) foretrækker hele fuglen i fokus! En enkelt strandskade lagde også vejen forbi:

Strandskade, Ballum Sluse.

Da vandet ikke rigtigt kom nærmere valgte jeg at bryde op og gå tilbage mod bilen. En hurtig kop kaffe blev nydt – i nu høj sol næsten uden skyer på himlen. På trods af de mildest talt suboptimale lysforhold kørte jeg naturligvis alligevel videre sydpå, langs kystvejen mod Ballum by. Mere eller mindre samme sted som sidst jeg fotograferede hedehøg fandt jeg et eksemplar fouragerende over en af de mange rapsmarker:

Fouragerende hedehøg, Ballum Kirke i baggrunden.

Læg mærke til det lidt slørede indtryk billedet giver (ses bedst, hvis det klikkes på, til fuld størrelse) som skyldes hårdt formiddagslys samt varmedis. En fouragerende hun poserede over rapsmarken:

Hedehøg, Ballum.

Det hjælper lidt på skarpheden i billedet at afstanden mindskes, men kønt er det ikke. En anden hun kom også forbi – og afslørede den var ringmærket:

Ringmærket hedehøg, Ballum

Jeg er ved at forsøge at stykke en komplet aflæsning sammen med vanlig hjælp fra ringmærkningscentralen. Det er i hvert fald en tysk fugl:

Ring på hedehøg, Ballum.

Alle tal kan ikke aflæses ovenfor, men “Helgoland” og “Germany” ses delvist. Opdatering følger. En enkelt han var også i området:

Hedehøg, Ballum.

Der var igen sat et par rød/hvide stænger ved udkanten af marken, som jeg antager igen er en redemarkering af en slags. Jamen, forstyrrer man da ikke ynglefuglene ved at fotografere dem?! Nej, det mener jeg bestemt ikke, for så ville jeg slet ikke gøre det. Billederne er taget fra bil, ud gennem et camouflagenet. Der er livlig trafik på vejen, både af cyklister og biler. På modsatte side af marken, mod diget, er der en hel del cyklister og spadserende, især i weekender. Så min tilstedeværelse mener jeg bestemt er ret ligegyldig for fuglene. Se blot her:

Hedehøg kigger på min bil…

Og sekundet efter:

….og fouragerer videre.

En vipstjert satte sig i kanten af marken og faldt næsten i et med rapsen:

Gul Vipstjert, Ballum.

Et par billeder mere af høgene:

Hedehøg, han, Ballum. Diget ses i baggrunden.
Hedehøg, Ballum.

Flotte fugle trods knapt så flotte fotoomstændigheder. Jeg må tilbage i bedre lys!