To sjældenheder på én dag

Torsdag morgen kørte jeg til Broager Vig på udkig efter en thorshane, der var set i området de foregående dage. Jeg havde regnet med at skulle lede lidt (meget) og måske også køre til Iller Strand lidt syd for vigen, hvor fuglen også var blevet set. Men efter at have parkeret bilen ved rideskolen, gået den korte distance ned til vandet og kigget ned i vigen, så jeg blot en enkelt fugl – og det var minsandten thorshanen!

Thorshane, Broager Vig.

Jeg forsøgte indledningsvist at nærme mig fuglen via land, men som man aner på billedet var bredden dækket af et tykt lag af opskyllet tang. Det kostede mig en våd sok og en våd bagdel – efter at være sunket knap en meter ned i dyndet. Herefter forsøgte jeg at nærme mig via vandet, hvor der heldigvis var lavvandet og en fin sandbund. Fuglen var meget tillidsfuld og ivrigt fouragerende. Her en kraftig beskæring:

Thorshane, Broager Vig.

En krebs af en slags måtte lade livet.

Som det ses blev baggrundene i billederne ikke for kønne. Lidt kortere afstand hjalp lidt:

Thorshane, Broager Vig.

Tilfreds er man jo aldrig – så for at få mere afstand mellem baggrund og fugl og dermed forhåbentlig flottere billeder, forsøgte jeg mig med at komme til at skyde mere på langs af bredden:

Thorshane, Broager Vig.

Måske lidt bedre, men fortsat ikke for kønt. Fuglen skiftede heldigivis ofte retning og var tilsyneladende meget uforstyrret af min tilstedeværelse. Lyset tog også lidt til og efterhånden så det lidt bedre ud:

Thorshane, Broager Vig.

Normalt ville jeg nok prøve at få lagt mig ned for at komme mere i niveau med fuglen – det lod sig bare ikke gøre her! De næste par skud er således taget med kameraet dinglende over vandet, mens jeg forsøgte at fokusere via den udslåede lcd-skærm. Ikke specielt nemt!

Thorshane, Broager Vig.

Læg mærke til “tertiærerne”, der ses grå på fuglen her og ikke sorte som på ungfugle. Det plejer ellers at være fugle fra i år der gæster Danmark, men der er hér altså tale om en atypisk voksen sjælden fugl!

Thorshane, Broager Vig.

Efter at have sludret lidt med et par andre fremmødte fugleinteresserede, kørte jeg mod Kiskelund Plantage, for igen at forsøge mig med billeder af stedets i øjeblikket vinterferierende hvidøjede and. Jeg havde forgæves eftersøgt den i forrige uge, men en af de fugleinteresserede herrer i Broager kunne bekræfte andens tilstedeværelse. Og vedkommende havde ret. Efter en del søgning med kikkert blandt den lille søs mange gråænder, fandt jeg frem til sjældenheden:

Hvidøjet and, Kiskelund Plantage.

Her i selskab med en troldland til venstre, som egentlig mere ligner en bjergand – men den sorte ryg burde betyde troldand og mon ikke den manglende nakketop skyldes at den bare ligger ned.

Billedet er croppet en hel del og anden kom desværre aldrig rigtig tæt på. Ærgerligt, for lyset var smukt og vandet spejlblankt:

Hvidøjet and, Kiskelund Plantage.

Billedet for oven er ubeskåret og siger lidt om den store afstand. Det er trukket godt ned i eksponeringen af hensyn til fuglens lyse partier, der blev lyst godt op af det kraftige sidelys. Det er nemt at komme til at overeksponere andens signatur – dens hvide øje!

Nedenfor et lille galleri med enkelte meget hårdt beskårede billeder fra turen, hvor jeg har leget lidt med eksponeringerne – mest i forhold til at eksponere øjet korret. Man burde lave en gradueret eksponering, men det har jeg ikke lige haft tid til i denne omgang. Måske senere!

Havørne ved Vidåslusen

To besøg er det blevet til i ugens løb ved Vidåslusen, der har lokket grundet de mange havørne der ifølge DOF-basen i øjeblikket huserer i området. Første besøg var i onsdags, hvor jeg startede med forgæves at lede efter den hvidøjede and ved Kiskelund Plantage. Anden er dog efterfølgende blevet set, så jeg har nok bare ikke kigget ordenligt efter. Ved ankomst til slusen var den lovede opklaring i vejret totalt fraværende, tværtimod var det særdeles blæsende og med byger ind i mellem. En hættemåge dykkede stædigt efter føde i det lave vand, men så vidt jeg kunne se uden resultat:

Hættemåge i stormvejr, Vidåslusen.

Billedet ser næsten ud som om det er taget i sort/hvid, men det er ikke tilfældet. Grå dag!

Et par strandhjejler fangede jeg i flugten – fra vejret måske:

Strandhjejler, Vidåslusen.

Og en lille gruppe pibeænder susede også forbi mod syd:

Spidsænder, Vidåslusen.

En enlig klire rastede nær diget, her hårdt beskåret:

Troede først det var en rødben, men bemærk det noget længere tofarvede næb med det karakteristiske lille knæk nedad for enden: Sortklire, her i vinterdragt.

De sædvanlige stamgæster var også på færde, trods vejret:

Storspove, Vidåslusen.
Vibe, Vidåslusen.
Fiskehejre, Vidåslusen.
Strandskader, Vidåslusen.

Jovist, billederne bliver grå og lidt mørke i udtrykket, men gråvejrsbilleder kan faktisk ofte være mere interessante end de sædvanlige “solbelyst fugl på blå baggrund” – hvis man spørger mig.

Et par havørne var der også, men langt ude over vandet, så de billeder blev kasseret. I morges prøvede jeg så igen, hvor målet fra start var havørnebilleder og jeg formåede at sidde “på plads” omkring solopgang. Alligevel nåede ikke mindre end 3 havørne at passere slusen i sydlig retning, mens jeg var på vej fra bilen og ud til slusen. Så var der stille en stund, men efter et par ordenlige byger viste endnu en ørn sig mod nord:

Havørn, Vidåslusen.

Og så kom de ellers i en jævn strøm, altid en enkelt fugl af gangen og ofte i små serier med en lang pause i mellem. 12 blev det til alt i alt – inklusiv de 3 jeg “missede”. En enkelt ungfugl blev hængende lidt i området:

Havørn, forfulgt at et par krager, Vidåslusen.

Den valgte efter ovenstående billede er taget, at tage et par runder ret tæt på min position:

Havørn, Vidåslusen.

Her ses samme fugl med det fremskudte dige i baggrunden:

Havørn, Vidåslusen.

Og som alle de andre ørne før den (og efter) gik turen til sidst mod syd:

Havørn, Vidåslusen.

Af de 12 ørne jeg talte, var kun en enkelt sikker adult – med tydelig hvid hale og uden den sorte næbspids. Et par af ungfuglene var ringmærkede, men det var desværre ikke muligt med en ringaflæsning ved efterfølgende gennemgang af billederne.

På vej tilbage mod bilen lettede en lille flok dobbeltbekkasiner fra en mark og fløj forbi i kraftigt modlys:

Dobbeltbekkasiner, Vidåslusen.

Den profil er (stort set) ikke til at tage fejl af!

Spredte skud fra SD-kortet

Et lidt magert fotoudbytte den seneste uges tid. For det første var mit forsøg med vandstæren ved Kruså Møllesø en fuser. Jeg havde ellers fundet en god placering:

Kruså Møllesø.

Vejret var noget gråt og trist, men havde fuglen dog bare dukket op, kunne det såmænd være blevet nogle fine billeder:

Vandstær-sten ved Kruså Møllesø.

Det giver lige det ekstra til billederne at være nærmest i niveau med vandet, som dette skjul muliggør – udover selvfølgelig at komme tættere på. Det kræver dog en fugl af en slags – trods alt! Jeg må prøve senere på året.

Anden “fuser” var ved Sandbjerg Møllesø. Morgenen bød på tæt tåge, som desværre nægtede at lette ret meget, mens jeg var der. En toppet skallesluger nærmede sig i den grå dis:

Toppet skallesluger, Sandbjerg Møllesø.

Og kunne åbenbart godt se et eller andet ikke var som det plejede – det skulle i hvert fald lige undersøges nærmere:

Nysgerrig toppet skallesluger, Sandbjerg Møllesø.

En fiskehejre rastede i søens nordlige ende:

Fiskehejre, Sandbjerg Møllesø

Kort før jeg måtte vende næsen hjemad, kom en blishøne forbi – og nu var tågen ikke helt så tæt længere:

Blishøne, Sandbjerg Møllesø.

I dag forsøgte jeg mig med at få billeder af en vandrikse, som jeg havde hørt flere af ved Avnø Vig, hvor vi tilbragte weekenden. De gad dog ikke komme frem fra rørskoven, selvom jeg efter egen overbevisning havde fundet et rigtigt godt sted at lægge mig på lur. Jeg fik dog en anden overraskelse, for mens jeg lå der og småfrøs, hørte jeg pludselig en underlig prustende lyd bag mig. Jeg fik hurtigt vendt skjulet (noget der let lader sig gøre i et flydeskjul!) og så til min store fornøjelse dén her:

Marsvin, Avnø Vig.

Vandet er ikke mere end 1 meter dybt, så den vendte hurtigt om og søgte tilbage mod Lillebælt. Den kan ikke have været meget mere end 30 meter væk fra mig. Vildt!

Dagen i dag sluttede med en spadseretur fra Tørning Mølle mod Christiansdal. Og så fik jeg minsandten som en trøstpræmie et billede af en vandstær – taget lige omkring solnedgang:

Vandstær, Christiansdal Vandkraftværk.

Jeg er rimelig sikker på, der var 2 af slagsen, men lyset svandt hurtigt og det var svært at se fuglene i skumringen.

I næste uge måske Nørresø ved Tønder – jeg drømmer om nogle gode sølvhejrebilleder, som burde være muligt fra skjul. Synes dog arten virker meget sky, så intet er givet på forhånd – som vanligt!

Saltvandssøen ved Højer

Planen var egentlig en tur mere til Vidåslusen, men det var, fandt jeg ud af efter at have kørt lidt rundt i området, umuligt at komme dertil på grund af igangværende vejarbejde. I stedet kørte jeg til Saltvandssøen, der ligger lige nord for den dansk-tyske grænse, på indsiden af det fremskudte dige. Søen blev “skabt” i forlængelse af anlægget af det nye fremskudte dige i 79-81 – efter at et par alvorlige efterårsstorme havde tydeliggjort behovet for en bedre kystsikring.

Udsigt over Saltvandssøen med diget i baggrunden, Højer

Ovenfor ses udsigten mod diget – og en blå kærhøg, formentlig hun. Jeg fandt et passende sted at sætte mig og der gik ikke så længe før endnu en flot blå kærhøg kom forbi:

Blå kærhøg, Saltvandssøen, Højer.

Fuglen er en voksen han. Her ét mere med undervingerne synlige:

Blå kærhøg, Saltvandssøen, Højer.

Der ses 5 fingre og en flot sort vingebagkant – gode kendetegn for blå kærhøg.

Bramgæs var der en hel del af, der kan faktisk i nogle år ses helt op til 10.000 fugle på egnen.

Bramgæs, Saltvandssøen, Højer

En enkelt rastede ikke så langt fra min position:

Bramgås, Saltvandssøen, Højer.

Fuglen så rask ud, så at den var alene var nok en tilfældighed. Der er jo i øjeblikket udbrud af fugleinfluenza, også blandt vilde fugle, og der lå faktisk en del døde fugle spredt i området – nogle af dem delvist fortærede, formentlig af havørne. Såfremt det drejede sig om syge, selvdøde dyr, må vi håbe rovfuglemaverne effektivt neutraliserer virus!

Efter at have siddet lidt (på mit medbragte underlag), fløj en lille gruppe bjerglærker ind og begyndte at fouragere i en smattet blanding af jord, sand og sparsom vegetation. Synderlig nær kom de desværre ikke, men så må der jo croppes til “smertegrænsen”:

Bjerglærke, Saltvandssøen, Højer.

Fuglelivet på lokaliteten er rigt, men langt de fleste eksemplarer holdt til i retning mod diget, hvor der ikke er adgang for andre end fjerkræ. En lille gruppe dobbeltbekkasiner fløj forbi min position:

Dobbeltbekkasiner, Saltvandssøen, Højer.

Og en sølvhejre skulle jeg heller ikke snydes for:

Sølvhejre, Saltvandssøen, Højer.

Det ser måske sådan ud, men de hvide partier er faktisk ikke overbelyste. Eksponeringen trak jeg på stedet trekvart stop ned for netop at undgå at brænde fuglens hvide partier af – dels ved hjælp af min viewfinders live histogram samt “zebraview”, som jeg har tildelt en knap på kameraet, så det let slås til og fra. “Zebraview” viser ved hjælp af striber (deraf navnet) live i viewfinderen, hvilke partier i billedet, der er overeksponeret og gør det dermed relativt enkelt at eksponere korrekt. Endnu en fordel ved at benytte elektronisk viewfinder!

Tilbage på vejen med udsigt over søen, igennem det enorme vildsvinehegn, sludrede jeg med en venlig herre om fuglelivet på stedet. Han stod og ventede på “hvid sol” – nemlig store flokke af ryler, der, når de pludselig synkront vender i luften og viser deres lyse bug og vinger, får flokken til at “blinke”. Flokkene samles typisk i løbet af eftermiddagen over søen, for så når det nærmer sig solnedgang, igen at søge ud på vaden vest for diget. Jeg havde desværre ikke tid til at blive hængende, men kort før jeg vendte næsen hjemad, kom en lille flok forbi:

Almindelig ryler, Saltvandssøen, Højer.

Og her i lidt bedre lys:

Almindelig ryler, Saltvandssøen, Højer.

Et udsnit af ovenstående:

Almindelig ryler, Saltvandssøen, Højer.

Læg mærke til de lyse brystpartier og undervinger, der kan give sådanne flokke en “blinkende” karakter, når de pludselig alle skifter retning. Et flot syn!