Mursejlere ved Sønderborg Slot

Er man ude efter en fotografisk udfordring er mursejlere et godt sted at starte. De lynhurtige fugle er svære at få i søgeren og ikke mindst holde fast i, når de med stor fart kommer susende gennem aftenhimlen i jagt på insekter eller på vej til redepladserne, i dette tilfælde oppe under tagkanten på slottet.

Mursejlere, Sønderborg

Man kan selvfølgelig gøre det let for sig selv – fotograferes fuglene på lang afstand og mod en blå himmel er det såmænd ikke så svært at få fokuseret og fyret en serie af – omend der skal panoreres meget hurtigt når fuglene kommer tættere på og den relative hastighed dermed øges:

Mursejlere, Sønderborg.

Med vand som baggrund er det også til at have med at gøre. Her ses en lille flok ved Sønderborg havn, den åbne Christian d. Xs bro anes i baggrunden:

Mursejlere, Sønderborg Havn.

Kameraet vil (nogle gange) klistre til fuglen og dermed fastholde fokus selvom fuglen bevæger sig fra himmel som baggrund til noget helt andet:

Mursejler med Hotel Alsik i baggrunden

Nedenfor ses fuglene flyve ind over et hustag og kameraet valgte her straks at fokusere på taget bagved. Da fuglene var relativt tæt på bygningen ser det dog ikke så grelt ud:

Mursejlere, Sønderborg.

Kommer fuglene tættere på, bliver det hele endnu mere vanskeligt. Det går utroligt stærkt og fokus skal erhverves med det samme, ellers er det ikke muligt at følge fuglen. Her et eksempel, hvor det lykkes at fange fokus, men straks efter var fuglen fløjet bag et træ i forgrunden:

Mursejler, Sønderborg Slot.

Og et mere, hvor det lykkedes at følge fuglen flyvende foran samme træ. Det røde mellem bladene er slottets røde mursten:

Mursejler, Sønderborg Slot.

Det var i øvrigt et fascinerende skue. Et par timer før solnedgang kom et stigende antal mursejlere nærmere slottet og valgte regelmæssigt under højlydte skrig at flyve i små flokke i meget høj hastighed, men ret lav højde, rundt om slottet. Her ses et par fugle – læg mærke til den skrigende fugl øverst:

Mursejlere, Sønderborg.

Her et eksemplar i lynhurtig flugt over slottes tag med en af skorstenene i baggrunden:

Mursejler, Sønderborg Slot.

Der må være reder oppe under tagkanten, for en del fugle søgte regelmæssigt derop:

Mursejler på vej op under taget på Sønderborg Slot

Alle billederne er i øvrigt taget med vidtåben blænde og en lukkertid på enten 1/4000s eller 1/5000s. Alt i alt en meget sjov, men også særdeles anstrengende disciplin. Telen føltes tungere og tungere som tiden skred frem og efter knap 2 timer kunne mine arme ikke mere! Vi slutter med et skud af et flot eksemplar i aftenlyset med Mariekirken i Sønderborg som baggrund:

Mursejler, Sønderborg.

Glimt af drosselrørsanger ved Nørresø

En spadseretur rundt om Nørresø kunne det blive til i dag:

Nørresø, Tønder

Turen i dag var noget mindre anstrengende end min seneste tur til søen (der foregik i flydeskjul) – min kone og jeg spadserede såmænd bare i ro og mag på diget hele vejen rundt om søen. En drosselrørsanger var meldt ud seneste dage på DOF-basen, mere eller mindre samme sted og praktisk nok tæt på en af søens nordlige parkeringsmuligheder. Vi var da nærmest også kun trådt ud af bilen, da drosselrørsangerens lidt hæse besynderlige sang tydeligt hørtes fra rørskoven lige op ad søbredden. At få øje på den var til gengæld ikke nemt! Den valgte jævnligt at skifte sangpost, men altid de samme to, der lå omkring 40 meter forskudt langs bredden. Hvis vi var heldige fik vi et glimt af fuglen i lav flugt over vandet, men ofte opdagede vi først den havde skiftet sangpost (og dermed “sneget” sig uset forbi os) når den begyndte at synge igen. Efter en halv times tid, hvor vi efterhånden følte fuglen bevidst snød os med sin position, opgav jeg fotos og vi tog i stedet fat på gåturen rundt om søen.

En sivsanger snurrede fra nordvestbredden og jeg fik et skud gennem rørene, der giver det lidt mælkede udtryk:

Sivsanger, Nørresø

Rørsangere var der også masser af, men de forblev, akkurat som drosselrørsangeren, aldeles skjulte lavt i rørskoven. Jeg forsøgte mig i stedet med lidt flugtskud af de mange mursejlere, der fangede insekter over søen og diget.

Mursejler, Nørresø.

Det er faktisk ikke nemt. Ovenfor ses fuglen ude af fokus, da kameraet ofte vil vælge at fokusere på et eller andet i for- eller baggrunden i stedet for fuglen. Og får man endelig fuglen i fokus, kan man ikke regne med at fokus fastholdes perfekt:

Misfokuseret mursejler, Nørresø.

Nemmest er det hvis det lykkes at fokusere på fuglen et stykke ude og så håbe den flyver tættere på i en ikke alt for uforudsigelig kurs. Her et perfekt fokuseret skud – men til gengæld alt for langt væk:

Mursejler, Nørresø.

Fugl mod himmel er meget lettere for kameraet – men billederne er bare ikke nær så interessante:

Mursejler, Nørresø.

Her et skud, hvor det lykkedes mig kortvarigt at fastholde fokus, men fortsat alt for hårdt croppet – og trods dette, fylder fuglen for lidt i billedet:

Mursejler, Nørresø.

Et mere, hvor den sorte fjerdragt ser helt fløjsagtig ud på den grønne baggrund:

Mursejler, Nørresø.

Nedenfor det bedste resultat af de i alt 70 skud jeg fik fyret af. Havde jeg været alene og haft mere tid, ville det nok snarere have været 1000 billeder!

Mursejler, Nørresø.

Efter at have nået hele vejen rundt om søen, forsøgte jeg mig igen med den drilagtige drosselrørsanger, der fortsatte sin rutine med regelmæssige skift mellem sangposter. Sådan ser det ud når man febrilsk forsøger at opnå fokus fra en eleveret position, sigtende mod vandet, gennem rørskov:

Drosselrørsanger(?!), Nørresø.

Hele tiden håbede jeg på, den ville vælge en synlig sangpost, men den valgte konsekvent at sætte sig dybt i rørskoven, ude af syne. Ret frustrerende at stå så tæt på den meget højlydt syngende fugl, uden at kunne se den! Og dog: Den sad på et tidspunkt frit fremme i en busk – i cirka 2 sekunder, men jeg formåede ikke engang at få rettet kameraet i den rigtige retning før det var for sent. Til sidst, faktisk efter vi mere eller mindre havde opgivet, lykkedes det utroligt nok med et flugtskud – kameraet låste næsten mirakuløst fokus på fuglen, da jeg forsøgte at fastholde den i søgeren i de få sekunder det tog den at tilbagelægge strækningen mellem de to sangposter:

Drosselrørsanger, Nørresø.

Stædighed betaler sig. Og måske et kamera med et hurtigere autofokussystem? Jeg overvejer en opgradering.

Lidt blandede bolsjer fra Trillen

Et par ture efter arbejde ned til Trillen er det blevet til i ugens løb – min meget lokale fuglelokalitet, kun få hundrede meter fra hjemadressen. En enlig rødben rastede på “Lille Trille” og fløj straks op – som rødben har for vane, selv når man nærmer sig med museskridt:

Rødben, Trillen.

Flugtbilleder er nemme når baggrunden er himmel, men noget sværere med en mere kompleks baggrund som her, hvor autofokusen ofte driller. Det bliver dog nemmere og nemmere med moderne kameraer at fastholde fokus, omend det fortsat ofte er “hit’n’miss”.

Længere ude, ved “Store Trille”, sad et par rørsangere og skrattede i rørskoven. Jeg stod længe og ventede på én af dem ville vælge en højt beliggende sangpost, men de sang stædigt videre lavt i rørskoven ude af syne. Til gengæld hørtes pludselig nogle andre og også meget karakteristiske lyde og minsandten om lydkilderne ikke også dukkede frem af rørskoven:

Skægmejser, Trillen.

Det er utroligt nok første gang det er lykkedes mig at se skægmejser ved Trillen, på trods af en hel del spadsereture på lokaliteten gennem de seneste små 10 år. Ovenstående billede er i øvrigt manuelt fokuseret, da kameraet ikke er smart nok til at skelne mellem en fugl og et rør og derfor ofte vælger det sidste at fokusere på – især som her, hvor der ikke er frit udsyn til fuglene. Heldigvis kom fuglene mere fri af vegetationen – i cirka 5 sekunder! Så var de væk igen. Jeg fyrede en serie af og fik et enkelt af en hun i fokus:

Skægmejse, Trillen.

En han var der også, men desværre nåede jeg kun ganske få skud inden de var væk. Nedenfor det bedste, en smule frontfokuseret (fokus bør ligge på øjet, men ligger her på røret):

Et forsøg mere i dag på bedre fotos af skægmejser var forgæves – jeg hverken så eller hørte spor af dem. En landsvale lykkedes det mig at fange i flugten, en ret udfordrende disciplin:

Landsvale, Trillen.

Billedet er taget med 1/5000s og der er brugt “tracking, flexible spot”, til de fotonørdede. Det går stærkt og udover at opnå fokus på fuglen, skal man altså indledningsvist lige finde den i søgeren og ikke mindst sørge for den bliver der! Jeg tog vel godt 100 billeder, hvoraf kun ovenstående kunne bruges!

Småt med skud

Ingen fototure er det blevet til den seneste uge (godt og vel endda) grundet mangel på tid. Der er ellers masser af interessante arter i området lige nu: Savisanger i Tønder, kærløber i Højer, silkehejre på Nordals og meget mere. De sjove stylteløberne ved Torup Made ser til gengæld ud til at være forduftet igen. Her et skud mere af parret, pudset og plejet i capture 1:

Stylteløbere, Torup Made.

En bomlærke fra Ballum-egnen, fotograferet engang i forrige uge fandt jeg også på kortet:

Bomlærke, Ballum.

Et “bonusskud”, der blev taget mens jeg egentlig lå og ventede på en lille gruppe af pomeransfugle – der dog desværre valgte at flyve bort, da bondemanden kom lidt for nær i sin ATV. Inden da kom bomlærken heldigvis forbi og poserede fint.

Vi slutter med en mere eksotisk art – for når der ikke er tid til at komme ud, må man nøjes med familiens undulat. Her et makroskud taget med en oldsag fra Minolta, der trods sin alder tegner superskarpt – hvis man da ellers kan ramme fokus (her forsøgt ramt på øjnene) og få dybdeskarphed nok. I dette tilfælde er den vel omkring 2-3mm(!) og trods blænde 2.8 ender vi på iso 10000:

Sofus, familiens undulat.

Weekenden tilbringes i sommerhuset. Måske isfuglen er tilbage. Jeg drømmer stadig om et flugtskud af det blå lyn, lige over vandniveau og direkte mod kameraet. Det bliver formentlig ved drømmen, men jeg vil nu nok alligevel forsøge i ny og næ.

Stylteløber ved Torup Made med mere

Torup Made er vel nok en af de mest spændende fuglelokaliteter på Als, så det var vel egentlig ikke så mærkeligt, at der forleden blev spottet (af en lokal fugleentusiast) et par af den ret sjældent forekommende stylteløber!

Udsigt over Torup Made – med stylteløber!

Læg mærke til den lille prik nogenlunde i midten af vandet. Nedenfor et ekstremt crop:

Stylteløber, Torup Made.

Søndag aften tog jeg tilbage vel vidende at bedre billeder ville kræve en tur dybt i mudderet – så jeg skiftede fra søndagstøjet til noget mere mudder-egnet. Jeg havde forinden udset mig en rute til den nordøstlige del af vådområdet, hvor det var muligt at nærme sig uset i ly af et levende hegn. Ved hegnets afslutning var det ned på maven i mudderet og herefter stille og roligt mave sig frem i pløret, skjult i de mange græstotter. Vejret var uforudsigeligt med vekslende skydække inkluderende både sol og byger. Da jeg langt om længe havde fået bevæget mig frem til området (total gennemblødt!), var det begyndt at småregne. En af fuglene kom lidt nærmere og næsten fri af vegetationen mellem mig og vandet:

Stylteløber, Torup Made.

Billedet er beskåret kraftigt – jeg gætter på afstanden var omkring 50 meter. Jeg valgte at blive liggende og fuglene bevægede sig heldigvis “den rigtige vej” langs bredden og kom derved næsten fri af den megen krat imellem os:

Stylteløber, Torup Made.

Kigges der godt efter på ovenstående billede, ses faktisk et friskfanget bløddyr af en slags i næbbet.

Hannen kan kendes på den næsten sortfarvede ryg:

Stylteløber, Torup Made.

Hunnens ryg er mere mørkebrun i nuancen:

Stylteløber, Torup Made.

De ekstremt lange og derfor meget karakteristiske ben var yderst praktiske:

Stylteløber, Torup Made.

Nedenfor anes stylteløberens flotte ribsrøde øje – ses bedst ved at klikke billedet op i stor størrelse:

Stylteløber, Torup Made.

Jeg lå og nød synet i en god time. Fuglene valgte gradvist at søge længere bort langs bredden og var efterhånden igen godt skjult af krat. Jeg luskede kort efter hjem i halvmørket i godt nedkølet tilstand, men en stor oplevelse rigere.

Ugens løb bød også på et gensyn med Ballum-egnen, der igen i år selvfølgelig huser de flotte hedehøge. Jeg sludrede ved Torup Made med en af kræfterne i “Projekt Hedehøg”, som var noget bekymret i forhold til ynglemulighederne i år. Det kolde forår har betydet meget begrænset vækst i vintersæden, der derfor mange steder står for lavt til at friste som redelokalitet for høgene – som netop foretrækker sådanne marker.

Ved Mjolden tæt på Ballum, var der hele 5 høge at se inden for kort tid. Her en flot han:

Hedehøg, Mjolden

Og her en hun mod en noget truende himmel, der kort tid efter gav en ordentlig byge:

Hedehøg, Mjolden.

Lidt sol slap igennem skydækket og en af hunnerne tog sig et hvil:

Hedehøg, Mjolden.

Trods den mulige mangel på egnede redelokaliteter, var de indledende takter til ynglesæsonen allerede godt i gang:

Hedehøg-parring, Mjolden.

Smukke fugle, som forhåbentlig finder en løsning på rede-udfordringerne.

Hedehøg, Mjolden.

Temmincksryle ved Nørresø i Tønder

I weekenden blev det til en enkelt morgentur – denne gang til Nørresø i Tønder, som jeg ikke tidligere havde forsøgt mig med i mit flydeskjul – det skulle nu vise sig at blive en ret besværlig affære. Vejret var noget trist med en lind strøm af småbyger. Hundredevis af land- og digesvaler fouragerede over søens vand, hvor luften var tæt af insekter. Lyset var for svagt til flugtbilleder, så jeg nøjedes med at fotografere de nok mere mætte artsfæller:

Landsvaler i den blå time, Nørresø.
Digesvale, Nørresø.

Nørresø viste sig som allerede nævnt at være ret bøvlet med et flydeskjul. Søen er mestendels meget lavvandet, hvilket gør det besværligt at bevæge sig rundt i skjulet – man er grundet skjulets ringe højde nødt til at gå i ret anstrengende foroverbøjet stilling. Med derfor en del sved på panden fik jeg langsomt bevæget mig et godt stykke ud i søen. Flere gange undervejs havde jeg mest lyst til at lægge mig ned i vandet og møve mig frem på maven – det er bare ikke en god ide iført vaders! Midt i anstrengelserne fløj et par mudderklirer ind og satte sig til rette i et af de mange døde træer stikkende op af søvandet:

Mudderklirer, Nørresø.

Søen er reetableret i 2009, hvilket sikkert forklarer, hvorfor jeg pludselig kunne komme ud i meget dybt vand, hvor der så måtte bakkes hurtigt tilbage til de (for) lavvandede dele – det har utvivlsomt været tidligere drænrender jeg var kommet ud i. En del fjordterner kom ofte tæt på i deres dyk efter fisk, men det var desværre umuligt at fotografere fra flydeskjulet. Her et skud fra lang afstand:

Fjordterne “muser” efter fisk, Nørresø.

Jeg forsøgte flere gange at nærme mig en større flok brushaner, hvor jeg på afstand kunne se flere optræk til slagsmål hannerne i mellem – og da de stort set er ved at være i yngledragt foregik kampene i fuldt ornat med både udslåede fjerkraver og ditto toppe. Jeg bevægede mig dog så langsomt frem, at fuglene flere gange desværre lettede og fløj til en anden del af (den store) sø, inden jeg nåede frem. Jeg gjorde to forsøg – første gang lettede hele flokken, da en rørhøg afsøgte området og anden gang da en ældre havørn tog en morgenrunde. Jeg fandt som trøstpræmie et par enkelte fugle på lang afstand, fouragerende i mudderet:

Brushøne, Nørresø.

Og her hannen:

Brushane, Nørresø.

Så desværre ingen billeder af kæmpende brushaner i denne omgang – det står ellers højt på foto-ønskelisten!

Jeg blev siddende samme sted en times tid – mest fordi jeg faktisk trængte til det, efter den ret udmattende brushane-jagt! En tinksmed viste sig pludseligt, godt gemt i den lave vegetation. Så snart fuglen var lidt mere fri af diverse gevækster var det med at trykke på knappen:

Tinksmed, Nørresø.

Og så dukkede denne her lille ryle op – en art jeg ikke tidligere har haft fornøjelsen af:

Temmincksryle, Nørresø.

Vel nok den mest anonymt udseende ryle af dem alle. Ses ofte alene – akkurat som her:

Temmincksryle. Nørresø.

Rylen er fotograferet i trist gråvejr og småregn. Kort tid efter klarede det pludselig op – og to fugle fløj ind på hver side af skjulet. En tinksmed i kraftigt modlys:

Tinksmed, Nørresø.

Og en mudderklire – taget 20 sekunder efter ovenstående (jeg skulle jo lige have bugseret skjulet 180 grader rundt!):

Mudderklire, Nørresø.

Ret vildt så meget lysretningen betyder for et fotografi! Mudderkliren foroven sad/gik i øvrigt skjulet mens jeg fotograferede tinksmeden. Nærkontakt af første grad!

Radbrækket fik jeg møvet mig ind til bredden og begav mig tilbage mod bilen. Omkring 50 meter fra bilen, hørte jeg pludselig en karakteristisk sang fra et buskads. Efter at have afført mig mine vaders, skiftet batteri på kameraet og fået en tår kaffe ved bilen, gik jeg tilbage og fik hurtigt lokaliseret kilden til den finurlige snurren:

Græshoppesanger, Nørresø.

Nedenfor en lille video af sangen (beklager rysteriet – det er ikke nemt at filme håndholdt med en tele!):

Syngende græshoppesanger, Nørresø.

Vi slutter med et enkelt billede taget i går aftes ved Høruphav, hvor jeg gik en kort aftentur og bemærkede denne flotte fugl:

Rørhøg, Trillen, Høruphav.

Også i år er der ynglende rørhøg i rørskoven nær Vældammen ved Trillen. Der burde være gode muligheder for anstændige fotos fra skjul – selvfølgelig uden at forstyrre fuglene. Måske en morgentur i nær fremtid?