Mere sorthalset lappedykker

Nedenfor et lille udvalg af de billeder jeg fik i hus forleden af de sorthalset lappedykkere ved Bundsø – en art jeg personligt har svært ved at få nok af. Klik endelig billederne op stor størrelse – så kommer de mere til deres ret trods heftig kompression.

I morgen kan jeg muligvis nå en tur til Birkepøl, hvor målet er gode billeder af stedets ynglende rødrygget tornskade. Jeg fik et enkelt billede i forgårs af en voksen fugl og så også et par ret store udfløjne unger, der dog ikke var større end at de stadig så ud til at blive fodret i ny og næ. Jeg havde desværre ikke tid blive der ret længe, så billedet nedenfor var faktisk det eneste brugbare:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Og hvem ved, måske falder der en sortstrubet bynkefugl af som bonus – de yngler nemlig også derude.

Sjælden sommergæst ved Bundsø

Tirsdag stod jeg (meget) tidligt op, fik pakket mit skjul og kørte mod Bundsø på midt-vest-Als. Ved ankomst var vejret ikke specielt lovende – ret skyet og med en vind, der resulterede i al for megen uro i vandet. Fugle var der heller ikke mange i sigte af, så jeg besluttede mig for at søge længere op i søens nordvestlige ende, hvor en lille tunge af land kaldet “Knuden” rækker ud i søen:

Bundsø, Als

Turen var længere end antaget og tog en rum tid at tilbagelægge i mit langsommelige tempo, men til gengæld var vandet meget mere roligt i læ af “knuden” og solen brød ovenikøbet frem – og lyste på masser af fugle, der sikkert også foretrak denne mere rolige del af søen:

Diverse rastende fugle, Bundsø.

Læg mærke til fuglen på stubben – en lille skallesluger, der for længst burde være trukket nordpå og derfor ses ganske sjældent herhjemme på denne årstid. Måske har den været syg eller skadet i træktiden og “oversomrer” nu i Danmark. Syg virkede den bestemt ikke:

Lille skallesluger, Bundsø.

Sorthalsede lappedykkere havde jeg tidligere fotograferet ved netop Bundsø og håbede de fortsat var at finde. Jeg blev ikke skuffet:

Sorthalset lappedykker, Bundsø.

De røde intense øjne er på kanten til skræmmende:

Sorthalset lappedykker, Bundsø.

Grundet mit brug af skjul kom fuglene ganske nær, hvilket tillader nogle “portræt-beskæringer”:

Sorthalset lappedykker, Bundsø.

Man kan faktisk ane skjulet og en refleksion fra kameraet, hvis man kigger godt efter – i vanddråben!

En hvinand fløj ind og satte sig på en stub få meter væk:

Hvinand, Bundsø.

Og tog sig godt ud i morgenlyset på en efterfølgende svømmetur:

Hvinand, Bundsø.

Et par oversomrende pibeænder rastede også i søens lave vand (der dog veksler meget – bevæger man sig få meter længere ud kan det pludseligt være svært at bunde!). Her et foto af en enkelt af dem:

Pibeand, Bundsø.

En gråand vaskede sig energisk få meter væk:

Gråand, Bundsø.

Og selvfølgelig var der indtil flere par af toppede lappedykkere. Unger så jeg dog ingen af.

Toppet lappedykkere, Bundsø.

Heller ikke blandt de sorthalsede lappedykkere så jeg nogle unger, men det udelukker vel ikke nødvendigvis ynglesucces. En enkelt af fuglene bevægede sig om bag mig, resulterende i et billede med et meget anderledes lys:

Sorthalset lappedykker, Bundsø.

Vi slutter med et gab – fra skalleslugeren, den sjældne sommergæst, lige før den vågnede op til dåd og begyndte at søge føde i søen. Mon ikke den får selskab af nogle artsfæller til efteråret:

Lille skallesluger, Bundsø.

Blandet fra Birkepøl og Ballum

En aftentur til Birkepøl i forgårs i gyldent lys. En tårnfalk ledte efter kravl i græsset og viste sin flotte hale frem:

Tårnfalk, Birkepøl.

Tårnfalke stiller typisk op til fotos ret højt til vejrs musende over en mark, ofte resulterende i kedelige blå baggrunde – her var jeg heldig med en fugl, der gentagne gange afsøgte terrænet i lav højde:

Tårnfalk, Birkepøl.

Fuglen er i øvrigt en (ung?) han – ses blandet andet på det grå hoved, rødbrune overside og næsten uplettede halefjer. Kameraet låste problemfrit fokus på fuglen – trods en flot og potentielt distraherende sommermark som baggrund:

Tårnfalk, Birkepøl.

Sanglærker var der også masser af. Her et tavst eksemplar på vej ned fra en sang-flyvetur:

Sanglærke, Birkepøl.

Og en mere, syngende i for en gangs skyld lav højde:

Sanglærke, Birkepøl.

Mens jeg sad og forsøgte at fange lærkerne i søgeren, kom denne lille fugl flyvende i høj fart på meget lang afstand i vestlig retning:

UFO, Birkepøl.

Så er det jo godt man kan zoome helt ekstremt ind:

Lærkefalk, Birkepøl.

Forstørrelsen afslører lærkefalk. Skægstriben anes og der ses tydeligt den flot stribede bug og ditto flanker. Lærkefalke søger føde i en meget stor radius fra reden, så det kunne måske dreje sig om en af fuglene fra det faste ynglepar på østsiden af Als – hvem ved?

Ballum besøgte jeg i går morges – selvfølgelig med tanken om billeder af stedets signaturfugl: Hedehøgen. Vejret var noget aparte. Ekstremt varmt fra morgenstunden og samtidig med en tyk dis. Konturerne af en rørhøg viste sig på afstand:

Diset rørhøg, Ballum.

Jeg kørte rundt i bil parallelt med diget og lidt på må og få langs stikvejene ind i landet – uden at se det mindste spor af hedehøge. Tilbage nær slusen fik jeg endelig et kort glimt af en han:

Hedehøg, Ballum.

Den fløj om bag diget ud mod Ballum “forland” i retning mod slusehuset. Jeg fik vendt bilen og parkede ved slusen, men fandt ingen høg efter lidt spejden med kikkerten stående på diget. En del bysvaler havde bygget rede ved tagudhænget på slusehuset. Jeg fik et enkelt flugtskud, inden jeg igen satte mig i bilen for at fortsætte høgejagten:

Bysvale, Ballum Sluse

En musvåge gloede på mig fra en pæl foran slusekroen – billedet er taget delvist gennem en busk, der givet det uldne udtryk:

Musvåge med Ballum Slusekro i baggrunden.

Langs en af stikvejene gjorde jeg holdt og tog et par billeder og en lille film af en syngende sivsanger:

Sivsanger, Ballum.

Lyset var fortsat ret ringe, så jeg sad selvfølgelig og rodede med lukkertider, blænde og jeg ved ikke hvad. Så da en hedehøg pludselig lettede ganske nær og ovenikøbet fløj i min retning, var jeg desværre ikke opmærksom på, at kameraet stadig var indstillet med en noget langsommelig lukkertid. Det gav et desværre let sløret foto af en ellers flot høg ganske tæt på:

Hedehøg, Ballum.

Fokus ligger korrekt på øjet, men grundet den korte afstand og dermed høje relative hastighed hvormed fuglen passerer, er der ikke nok fart på lukkertiden (taget med 1/640s ved F4). Øv. Til de nørdede kan det i øvrigt oplyses at fuglen formentlig er en 3K (3. kalenderår, altså omkring 2 år gammel), som afsløres af resterne af brunligt ved hals og armsvingfjer. Se øvrigt dette link, hvor eksperterne byder ind baseret på ovenstående billede,

Høgen fortsatte med at fouragere på en nærliggende mark og jeg fik en serie skud – desværre mest af høgen med ryggen til:

Hedehøg, Ballum.

Herefter kørte jeg videre mod Mjolden, hvor jeg tidligere på året var ret sikker på at have fundet en redelokalitet, som jeg sendte videre til folkene bag Projekt Hedehøg. I meget god afstand satte jeg mig til rette og ventede. Der skete absolut intet i 1½ time og det blev kun varmere! Jeg præsterede rent faktisk at falde i søvn og blev vækket af et bid fra en myre i mine nedre regioner! Efter yderligere at have ventet en halv times tid var der pludselig 3 fugle at se, 2 hanner og en hun. Grundet den lange afstand og varmedisen, var billederne dog ikke brugbare. Nedenfor ses en serie af kraftigt forstørrede og ret dårlige billeder af en fødeudveksling (husk at klikke på billedet for se at se sekvensen):

Hedehøge udveksler bytte, klik for animation!

Lidt bekymrende var det dog, at hunnen efterfølgende satte sig i toppen af et træ og så ud til at fortære byttet selv. Efterfølgende fløj hunnen og den ene han meget rundt i området, og spørgsmålet er, om der overhovedet er en rede eller om den måske er forladt? Eller måske er fuglene bare kloge nok til at vide, at den høje varme muliggør længere pauser fra rugningen? Vi må se.

Flere flugtskud ved Trillen

Gårsdagens smukke aftenlys og et relativt nyt kamerahus, gjorde det svært at modstå endnu en aftenspadseretur ved Trillen, hvor ideen var igen at øve flugtskud af stedets mangle dige- og landsvaler. Det hele startede dog med en stationær engpiber, der fint poserede i en hybenbusk. Parret er konstant at finde inden for 25 meter af busken, så reden må være ganske nær – måske endda gemt i netop dén busk:

Engpiber, Trillen.

Det tågede grønne indtryk nederst i billedet er såmænd bare lidt krat i forgrunden – en effekt mange faktisk tilstræber for at give det hele et mere drømmende udtryk.

Præstekraverne var også på plads. Jeg fik et modlys-foto af en “stampende” fugl – en teknik der vist nok skulle lokke spiseligt kryb op af sandet:

Stampende stor præstekrave, Trillen.

Et flugtskud lykkedes det også med. Baggrunden er ret kedelig, men til gengæld kom fuglen ret nær, hvorfor billedet ikke straks blev slettet:

Stor præstekrave, Trillen.

Og så var det ellers svaletid. Der var mestendels digesvaler at se, men et par enkelte landsvaler viste sig af og til. Her et flot eksemplar, hvor konturerne af Høruphav anes i baggrunden:

Landsvale, Trillen.

Digesvaler sås i pæne antal. Efterhånden som solen stod lavere på himlen, var modlysfotos en mulighed:

Digesvaler i slaraffenland, Trillen.

Som det ses, var der masser af svirrende fødeemner at jagte:

Jagende digesvaler, Trillen.

Af og til landende en enkelt fugl i sandet ved “Lille Trille”, men altid kun for en meget kort stund. Jeg fandt aldrig ud af, hvad ideen var – måske et meget kortvarigt hvil?

Digesvale, Trillen.
Digesvale betragter fotograf, Trillen.

Modlysbilleder er ofte “for meget” og er generelt noget jeg undgår. Her fungerer det dog ok synes jeg:

Digesvale, Trillen.

Jeg satte mig ned i sandet og forsøgte dermed at komme mere på øjenhøjde med fuglene, der ofte fløj over banken i meget lav højde. Ulempen var selvfølgelig en mere “ufri” håndtering af kameraet. Det lykkedes dog alligevel (efter mange mislykkede forsøg!):

Digesvale, Trillen

Og her milisekundet efter, i en lidt anderledes beskæring:

Digesvale, Trillen.

Det er, som skrevet før, en ret sjov disciplin – netop fordi den er udfordrende og svær at mestre.

Digesvale, Trillen.

På vej hjem fløj en fasan forskræmt op i skumringen. Se bare, hvordan en fasan ser ud bagfra med udslåede vinger:

Fasan, Trillen.

Gråstrubet lappedykker ved Fredsmaj samt flere flugtskud

Det nye kamerahus har jeg efterhånden vænnet mig til – det er egentlig ret meget som det gamle i udseende og layout af diverse knapper – men med en autofokus, der er lysår bedre:

Digesvale, Trillen.

Nu er vi ved at være derhenne, hvor et kikset billede stort set altid skyldes ens egen manglende formåen og ikke fordi autofokus’en driller:

Digesvale, Trillen.

Førhen var man således typisk dobbelt udfordret: dels i forhold til at få fuglen i søgeren og dels efterfølgende at erhverve fokus – men nu er det faktisk mest det første, idet kameraet straks klistrer sig fast til fuglen, så snart den ses i søgeren. Der er stadig undtagelser, men de kan typisk imødekommes med præfokusering og øvelse.

Digesvale misser myg, Trillen.

Det hele skal dog ikke gå op i flugtskud: En tidlig morgen i ugens løb besøgte jeg igen Fredsmaj, der også i år huser flere par af ynglende gråstrubet lappedykker. Trods min ankomst ganske tidligt, var der allerede varmeflimmer i luften, som desværre gav alle billederne et lidt uldent udtryk:

Gråstrubet lappedykker, Fredsmaj.

Nogle ikke helt nyudklækkede ællinger af gråand var også på morgentur:

Gråand-ællinger, Fredsmaj.

Der var en 4-5 par lappedykkere, men jeg så ingen unger til at begynde med. Men så efter lidt tid opdagede jeg en unge godt skjult på ryggen af en af forældrefuglene:

Gråstrubet lappedykker med unge, Fredsmaj.

Den fik også kortvarigt lov at tage et par korte svømmeture:

Gråstrubet lappedykker og unge, Fredsmaj.

Men ville hurtigt op til den vanlige trygge plads igen:

Gråstrubet lappedykker med unge, Fredsmaj.

Deres meget karakteristiske skrig skulle jeg heller ikke snydes for. Det minder lidt om vandriksens hyl, men mere skingert og samtidig hæst:

Gråstrubet lappedykker, Fredsmaj.

Her i weekenden øvede jeg mig lidt mere i flugtskud ved Trillen. Vi starter dog med et par stationære fugle. Først en tornirisk, der blev ved med at vende tilbage til det samme nåletræ for at synge i naboens have. Så fandt jeg til sidst kameraet frem:

Tornirisk, Høruphav.

Og ved Trillen, var der udover mine “øve-svaler” også nogle ikke særligt gamle hvide vipstjerter, der rendte lidt forvirrede rundt i sandet og fortsat i ny og næ blev fordret af en af forældrefuglene:

Juvenil hvid vipstjert, Trillen

Ungfuglene kan næsten se helt gule ud på brystet (ikke så udtalt her), men det bliver det nu ikke en gul vipstjert af. Læg også mærke til den gule mundvig, der klart indikerer helt ung fugl.

Herefter øvede jeg lidt mere med flugtskud. Der var dog ikke så meget lys af gøre godt med – noget der ellers er et krav med de påkrævede lynhurtige lukkertider:

Landsvale, Trillen.

Og et mere forneden af en af mange de flotte landsvaler ved Trillen i disse dage, fouragerende i aftenens sidste lys på jagt efter insekter. Jeg drømmer fortsat om et nærbillede af en svale lige før et insekt fanges. Der arbejdes videre på sagen!

Landvale, Trillen.

Vi slutter med en gravand med konturerne af Høruphav i baggrunden. En noget mere langsommelig fugl, der i forhold til de hurtige svaler, tilsyneladende flyver i slowmotion og er dejlig nem af følge med kameraet:

Gravand, Høruphav.

Måske kan jeg nå en tur til Bundsø søndag. Jeg har en fornemmelse af, at de sorthalsede lappedykkere muligvis fortsat er at finde i søen – og hvem ved, måske også med afkom?

Mestendels flugtskud – og en (siddende) karmindompap

Tog springet forleden og opgraderede mit hus til en nyere model, hvis autofokussystem indtil videre har vist sig suverænt:

Stor præstekrave, Trillen.

Flugtskud er nu væsentligt nemmere, omend det selvfølgelig fortsat kræver øvelse og ikke mindst tålmodighed. Ovenstående billede er taget ved Trillen forleden, hvor det sædvanlige præstekravepar søgte føde ved “Lille Trille”. Der er rigtigt mange gående derude (inklusiv en del løse hunde), men fuglene virker relativt upåvirkede af den megen trængsel. Kommer fotografer, hundeluftere eller andet godtfolk for nær, flyttes såmænd bare 50-100 meter i en vilkårlig retning, hvorefter fødesøgningen straks genoptages.

Stor præstekrave, Trillen.

Svaler er der også masser af lige nu. Her et langskud af en digesvale:

Digesvale, Trillen.

Et landsvalepar må have rede ganske nær stien ud mod “Store Trille”, hvor der regelmæssigt blev hentet redemateriale:

Landsvale, Trillen.

Fuglene kom ofte tilbage til vandpytten for oven (hvor jeg så stod klar) med redemateriale, der blev dyppet i mudderet og efterfølgende ført til reden – klar til at blive “klistret” fast til konstruktionen ved hjælp fra det friske mudder. Her et flugtskud af en af fuglene:

Landsvale, Trillen.

Næsten nede ved vandet ved “Lille Trille” er der igen i år også ynglende engpiber. Her en af forældrefuglene med friskfanget mad til ungerne:

Engpiber, Trillen.

Og endnu et skud – nu med en flot hybenblomst som bonus:

Engpiber, Trillen.

Og et flugtskud, der (næsten) går som en leg med det opgraderede hus:

Engpiber, Trillen.

Weekenden tilbragte vi på Djursland, hvor det kunne blive til en enkelt tur søndag morgen. Øer, en lokalitet lige op af den spøgelsesagtige Ebeltoft Færgehavn, har de seneste dage haft besøg af en farverig karmindompap. Der gik ikke længe efter ankomst, før fuglen blev lokaliseret ved hjælp af dens karakteristiske sang:

Syngende karmindompap, Øer.

Den sad typisk og sang nogle minutter ad gangen, for så at flyve få hundrede meter til en anden sangpost. Tæt på kom jeg aldrig, men dog lidt nærmere end ovenfor. Nedenfor morgenens bedste skud af skønheden, betydeligt beskåret:

Karmindompap, Øer.

Længere ude mod vandet sad en sanglærke og solede sig:

Sanglærke, Øer.

En rødrygget tornskade viste sig også:

Rødrygget tornskade, Øer.

Jeg fik et en serie af flugtskud af den ret fjerne fugl. Trods dette formåede kameraet alligevel af låse sig fast på fuglen, der ikke fyldte ret meget i søgeren:

Rødrygget tornskade, Øer.

Flugtskud plejer at være udfordret af på den ene side at få fastlåst fokus på fuglen, der bliver sværere for kameraet jo større afstanden er (med mindre baggrunden er “ren” himmel) og på den anden side af fastholde fuglen i søgeren – som omvendt kan være meget vanskeligt når fuglen er tæt på. Det nye hus lover dog godt for fremtiden.

Vi slutter tilbage ved Trillen, hvor en rørsanger for en gang skyld havde fundet en sangpost fri af rør og krat:

Rørsanger, Trillen.

Hvis dog bare drosselrørsangeren forleden havde været ligeså ugenert.