Hjemmestrikket fotoskjul

Som tidligere skrevet er et fotoskjul ofte et nødvendigt onde for at nærme sig fuglene – eller rettere: for at fuglene nærmer sig. Og som også tidligere nævnt herinde, er netop det at komme tæt på fuglene det allersværeste ved fuglefotografering – i hvert fald såfremt man spørger mig. Kort afstand til motivet løfter til gengæld ofte fuglebilleder fra nogenlunde til gode eller ligefrem fremragende.

Man kan købe diverse udgaver af fotoskjul på nettet og de fås faktisk også i letvægtsudgaver på lige under 2kg. De fylder dog for meget til jeg kan have dem med rundt. I forvejen medbringer jeg en meget tung tele og ofte også et (rimelig tungt) stativ. Kamera og objektiv har jeg i en rygsæk, mens stativet bæres. En yderligere rygsæk eller taske er derfor ikke praktisk ladsiggørligt – med mindre der kun skal gås ganske kort efter en parkeringsplads er fundet i det grønne.

Jeg har derfor prøvet at konstruere et eller andet nogenlunde brugbart selv. Kravene var lethed, kompakthed, ikke for bøvlet at sætte op, og det skulle kunne bæres på ryggen og dermed kunne sættes fast på min rygsæk på en eller anden facon.

Brainstorm-skitse

Efter diverse overvejelser, blandt andet i form af ovenstående skitse, faldt valget på en ring-baseret konstruktion. Man kan som bekendt finde alt på ebay – også nedenstående “samlbare” hulahopring, der her ses med et par rørholdere fra Davidsen.

Hulahopring, farvevalget ikke specielt diskret!

Ringen fik lidt grå maling for et lidt(!) mere naturligt look. Et par bambuspinde forstærket med tape blev brugt til at holde ringen:

Det begynder at ligne noget..

Et letvægts-camouflagenet blev herefter placeret over hele konstruktionen:

Pindene kunne godt være kortere – men ofte vil jorden nok være noget mere blød og måske ligefrem mudret – og så er det nok godt at kunne stikke lidt dybere for bedre stabilitet.

De enkelte dele.

Det hele kan rulles sammen i liggeunderlaget og burde kunne fæstnes til min rygsæk. Og vægten? Deprimerende 1,8 kg – dog inklusiv liggeunderlaget. Camouflagenettet vejer alene næsten et kg – og det er efter en kraftig beskæring i forhold til det viste på forrige billede.

Alt i alt ender vi med: objektiv+kamera: 6,4 kg, stativ: 2 kg, gimbal-hoved: 1,2 kg, skjul: 1,8 kg. Med rygsæk ender vi på godt 12 kg! Jeg kunne naturligvis bare medbringe min noget lettere zoom og en beanbag – så er vi faktisk nede på næsten det halve i vægt. Oldsagen på billederne lukker dog næsten 2½ gang mere lys ind og er ovenikøbet skarpere. Er det så 6 kg værd? Ja – så længe man ikke skal gå alt for langt!

Lappedykker med støj

En toppet lappedykker dukkede pludselig op på vej hjem langs vandet ved Trillen – efter vi havde nydt solnedgangen bag pynten i retning mod Sønderborg. Der var stadig et svagt flot rødt skær over vandet mod Kegnæs:

Klik for lidt større version

Billedet er taget ved 600mm, vidtåben blænde (som er 6.3 for den her benyttede Tamron zoom) og 1/800s – meget længere kan det ikke lade sig gøre at komme ned i lukkertid håndholdt og ovenikøbet i en meget akavet foroverbøjet stilling med kameraet svævende lige over strandbredden. Fokuspunktet lå i midten af billedet og det nåede jeg ikke at justere, hvilket her giver en lidt uhensigtsmæssig komposition – udover det åbenlyse, nemlig at fuglen er for langt væk. Fuglen bør fylde mere og placeres længere til højre i billedet, med mere plads foran sig i bevægelsesretningen – sjovt nok helt i overensstemmelse med det gyldne snits æstetiske princip. Nå, men ovenstående var den skarpeste udgave jeg fik i hus inden fuglen var væk. Med de indstillinger og samtidig mangel på lys, forstærker kameraet signalet en hel del for at opnå en nogenlunde eksponering – i det her tilfælde ender vi i iso 4000. Jo højere iso jo mere støj i billedet – støj bliver nemlig desværre også forstærket af kameraets forsøg på at eksponere korrekt. Billedet foroven er dog akkurat spiseligt – og støjen kan med et godt billedbehandlingsprogram fjernes uden de store tab i kvaliteten. Endnu værre bliver det imidlertid, når billedet beskæres til en mere kompositorisk spiselig version:

Klik for lidt større version

Og skæres helt ind til et 100 procents crop af fuglen ser det efterhånden rædsomt ud:

Klik for lidt større version

Eksemplet her er grelt, men pointen gælder mere eller mindre ved alle lysforhold: Jo hårdere der beskæres, jo mere støj og mindre (opfattet) skarphed i billedet. Og det fører så til næste erkendelse/erfaring: Udfordringen ved fuglefotografering er efter min mening ikke at mestre autofokus, eksponering, iso mm. Moderne kamerasensorer er meget tilgivende overfor suboptimale eksponeringer, og med de høje framerates de fleste nyere modeller tilbyder i dag, skal man være mere end uheldig, for ikke at få i det mindste et par skud i perfekt fokus. Den virkelige udfordring består i at komme tæt nok på.