Udsigt over Mjangmark

Fik indleveret de 3 prints til Kunsthjørnet i Sønderborg. Efter en god snak med indehaveren faldt valget på hvid ramme, 8 cm bred passe partout samt refleksfrit glas. Hvis alt går vel afhentning onsdag.

Herefter en lille tur til Mjangmark, hvor jeg igen tillod mig at låne bondemandens hochsitz, der ligger ned mod dammen langs et levende hegn. Lyset var mildt sagt ikke fotoegnet. En musvåge poserede og en kærhøg kom forbi. Som man kan se af det sidste billede, er det faktisk uhensigtmæssigt at sidde eleveret i hochsitz’et, da horisonten forsvinder på billedet – resulterende i mindre dybde og et mindre interessant billede.

Projekt Print

I dag modtog jeg prints af en serie på 3 billeder af isfuglen fra Torup Made. Billederne er manipuleret i Capture1 i forhold til farver og har alle fået lysnet baggrunden en smule. De 3 billeder:

Billederne blev printet hos Fine Photo Prints, som fra start leverede en rigtig god service. De sendte således først et prøveprint, hvorefter jeg dels valgte at lysne baggrunden en smule for at give det hele et lettere udtryk og dels valgte en mere mat papirtype. 

Ovenfor ses de færdige prints som nu mangler at blive indrammet. Jeg har allerede drøftet projektet med Kunsthjørnet i Sønderborg og det bliver nok noget med 3 50×50 rammer med et mat passepartout på ca 7-8 cm i kantbredde. 

Ulkebøl tur retur

Først et kort smut i Bilka, hvor et billigt liggeunderlag blev indkøbt. Herefter til Ulkebøldam i håbet om et par gode billeder af dammens rastende fugle. Der var rigeligt med troldænder, gråænder, et par skalleslugere samt de sædvanlige fiskehejrer. Billeder blev det bare ikke til, enten var de for langt væk eller der var buskads i vejen. Kørte derefter til Mjangmark, hvor der var meget stille. På vej hjem gennem Lambjergsned var en musvåge så venlig at posere lidt på en pæl.

Torup Made #2

Meget kold morgen. Sad vanligt sted med underben i vand, blev hurtigt meget koldt trods forede gummistøvler og 2 lag sokker. En del gæs og krikænder. Rørdrum fløj tværs over dammen i tusmørket før solen rigtig fik fat. Et par skægmejser fouragerede i rørene 1 meter fra hvor jeg sad – det varmede lidt, men ikke nok. Må nok droppe at sidde delvist i vandet fremover – simpelthen for koldt.