Lang hale ved Lambjerg

Med dette fortsat flotte februarvejr, er det svært ikke at begive sig ud på diverse små omveje på vej hjem fra arbejde – i håbet om et lille fuglebillede eller to. Ved Mjangmark var der meget stille og fredfyldt. En fasan slentrede over vejen og ind i noget krat – og dukkede kort efter op i kraftigt modlys:

Fasan, Mjangmark plus modlys.

Herefter kørte jeg hjemad via Lambjerg, hvor en lille lys fugl i et levende hegn fangede min opmærksomhed:

Halemejse betragter fotografen i smug.

Baggrunden, her i form af et levende hegn, er ikke ligefrem foto-optimalt af flere årsager: For det første er småfugle generelt særdeles urolige og hopper konstant rundt fra kvist til kvist. Det i sig selv kan være udfordring nok i forhold til fokusering, men er der ovenikøbet små kviste og grene overalt omkring fuglen, vælger kameraet ofte at fokusere på disse i stedet – specielt når de ligger foran fuglen i fokusplanet. Derudover er udtrykket i billedet “rodet” og giver et æstestisk utilfredsstillende resultat. De fleste vil foretrække en rolig, gerne homogen baggrund, der ikke forstyrrer, men tværtimod fremhæver fuglen i billedet:

Vipstjert, på udkig efter insekter, Avnø Vig, sommer 2018

Men – man må jo tage hvad man kan få, fuglene virker i hvert fald ret ligeglade med æstestiske principper! Den rodede baggrund kan delvist gøres mere spiselig ved at bruge maksimal blændeåbning, idet dybdeskarpheden da minimeres mest muligt. Objekter foran og bag fokusplanet vil da hurtigere fremstå udviskede og dermed forstyrre mindre:

Halemejse, med kviste både foran og bagved fokusplanet.

Kønt er det nu alligevel ikke – buskadset her er simpelt hen for tæt pakket til en ordentlig “isolering” af fuglen i billedet. En anden metode til at gøre billedet mere spiseligt er bortskæring af “støjen”:

Hård beskæring, fortsat noget rod!

Det bliver det da lidt pænere af, men der kan jo af gode grunde kun beskæres omkring fuglen – ikke foran og bagved!

Ekstrem beskæring, halemejse, sydlig race.

Ovenfor er billedet beskåret endnu hårdere resulterende i tab af detaljer og opfattet skarphed – til gengæld fås et nu næsten roligt udtryk i baggrunden. Læg i øvrigt mærke til halemejsens mørke pandebånd – det afslører, der her er tale om den sydlige variant. Den nordlige race er helt hvidhovedet.

Skumringstur til Birkepøl

Sidste år var jeg så heldig at se et par mosehornugler boltre sig på en mark ved Birkepøl. Selvom det dengang var lidt senere på året end nu, håbede jeg uglerne måske var ankommet lidt tidligere i år – måske var de blevet lidt småforvirrede over det milde klima i februar og taget turen nordpå lidt før end vanligt? Dagen i dag med masser af sol og meget lidt vind gjorde håbet endnu grønnere.

Birkepøl tog sig godt ud i aftenlyset. En musvåge holdt vagt ved grusvejen ind fra Skovmose:

Aftenvagt, Birkepøl.

Lidt længere oppe ad vejen var en flok stære i gang med aftensmåltidet i græsset. Hele flokken lettede og landede i et væk, tilsyneladende tilfældigt men alligevel altid samlet:

Lille stæreflok i flugt.

Et par sanglærker stak næbbene i muldvarpeskud på den anden side ad vejen:

Sanglærke, diget mod syd anes i baggrunden.

Og så sad jeg ellers bare og håbede på en ugle (eller to!) – men der skete ikke rigtigt noget. Solen var desværre ligeglad og fortsatte sin nedstigning med lyset i favnen. I øjenkrogen så jeg pludselig en lys, lidt større fugl forsvinde bag det lille trekantede stykke med skov lige i begyndelsen af grusvejen – og så var der pludselig masser af tålmodighed at tære på igen. Cirka ti minutter senere dukkede den op et par hundrede meter væk, fløj nærmest stik øst og krydsede vejen alt for langt væk fra min position. Nogen mosehornugle var det dog ikke:

Blå Kærhøg.

Til min ærgrelse fløj den herefter længere sydpå i retning mod diget og viste sig ikke igen. Ingen mosehornugler i denne omgang – de var nok alligevel ikke så forvirrede som jeg havde håbet!

Opgraderet galleri

Jeg har hele tiden gået og troet mit webhotel til futo.dk havde en ret skrap data-begrænsning på grund af den lave pris (for de nysgerrige: 17 kr/mdr). Det viser sig ikke at være tilfældet – der er faktisk fri trafik, men til gengæld ikke så meget plads at gøre godt med – dog mere end nok indtil videre. Jeg har derfor “opgraderet” billederne i galleriet med lidt mindre kompression og lidt højere opløsning:

Isfugl, Mjang Dam

Ovenstående eksempel er taget ved Mjang Dam – uden skjul! Jeg sad og kiggede efter/ventede på skægmejser, da den på vanlig lydløs maner fløj ind og satte sig på en gren ca 6 m foran mig – efter kort tid forinden at have givet et lille højfrekvent pip fra sig. Sådan synes jeg tit det er med isfuglen – den høres ofte først og dukker så lydløst op kort tid efter.

Seks meter er i øvrigt lige præcis den korteste fokus-distance for min gamle Minolta 600 mm tele – og er man heldig nok til at komme så tæt på, kan billedet beskæres ganske kraftigt og fortsat være fyldt med detaljer:

Samme fugl, hårdt crop

Havde fotografen været lidt hurtigere på fingrene, var eksponeringen trukket 1/3 stop ned – så havde de hvide partier ikke været akkurat overeksponeret og dermed “brændt af”. Da jeg tænkte på det og sikkert lidt febrilsk fumlede med knapperne fløj fuglen!

For flere “opgraderede” billeder klik på galleri i menuen.

Tårnfalke i støvregn

I dag startede vejret egentlig nogenlunde og der var næsten forårsstemning ved Birkepøl, med både viber, små flokke af stære samt ikke så få lærker, der flere steder pludselig steg op fra græsset på deres pudsige, lidt langsommelige facon og – efter en passende højde var nået – gav sig til at synge deres sang med mindst tusinde vers. Herefter huskede vejret vist på, det stadig er februar. Vinden tog til, det hele mørknedes og det begyndte kort tid efter at støvregne. Et par tårnfalke var åbenbart ligeglade og begyndte at muse – en på hver side af vejen, hvor jeg befandt mig:

Musende tårnfalk, Birkepøl.

Af og til dykkede de pludseligt ned i det høje græs, dog tilsyneladende uden fangst. En af dem kom kortvarigt lidt nærmere min position:

Tårnfalk, hårdt beskåret, himlen “forblået” en smule.

Samme fugl fra en lidt anden vinkel:

Falkeblik!

Efter at have muset forskellige steder kom et nyt hurtigt dyk:

Der dykkes igen.

Heller ikke denne gang lykkedes det. Herefter kiggede jeg kortvarigt over på formentlig magen, der var i gang på den anden side af vejen. Da jeg kiggede tilbage var der endelig gevinst:

Og hvad er så mon det, den har fanget?

Ekstremt crop:

Det er ikke lige til at se, men måske en mus? (udover græsstrået).

Skumring ved Trillen

Igen i dag blev det til en kort spadseretur ved Trillen lige omkring solnedgang. Ikke værst at bo så tæt på denne (fugle)perle:

Trillen, kig mod vest, Sønderborg ligger bag pynten til højre i billedet.

Solen var vigende og det lidt disede vejr spiste af lyset – så var det ikke fordi den fløj op da vi passerede, havde vi aldrig set denne lille mørke fugl fouragere i den endnu mørkere tang:

Skærpiber i skumringen.

Pibere er i udseende lidt anonyme fugle og slet ikke nemme at skelne fra hinanden. Her passer flere ting dog godt på en skærpiber. De ses ofte alene og (ikke underligt!) ved skær – og så er de ikke så sky som feks. den herhjemme langt mere sjældne bjergpiber. Er man tæt nok på til et billede uden diverse skjul og andre luskede tricks – så er det formentlig en skærpiber!

På Trillens sandbanke sad et par tilsyneladende hjemmevante knopsvaner og pudsede fjerene inden sengetid. Billedet er taget lige efter solen forsvandt bag træerne i Sønderskoven:

Der gurgles efter aftentandbørstning?
Fotografen i færd med ovenstående motiv – foreviget af sin kones mobilkamera.

Morgenstund ved Mjangdam

Pulverbækken kan følges helt ind til Mjangdam og det plejer være lidt af en udfordrende tur gennem tæt krat inklusiv meterhøje brændenælder. Sådan var det dog slet ikke her til morgen – der var fuldstændig ryddet helt op til østsiden af dammen. Bondemanden har været særdeles flittig. Vandstanden viste sig at være noget højere end vanligt, så det var ikke muligt at sidde mit vanlige sted, i hvert fald ikke uden waders på. Dette, i kombination med mangel på krat, gjorde det nærmest umuligt at skjule sig ordentligt for fuglene – så det blev kun til “stemningsbilleder” i denne omgang:

Et par krikkænder i tidligt morgenlys.

Krikænder er ovenikøbet særdeles sky, så de svømmede selvfølgelig straks endnu længere væk ved den mindste bevægelse. Nedenfor en hårdt beskåret andrik:

Krikandrik. Flot er den, selv på afstand!

En fiskehejre fløj forbi og sendte mig et vagtsomt blik:

Hvem i alverden er du og hvad laver du ved min dam!?

På vej hjem fløj havørnen, højt oppe, i nordvestlig retning, alt i mens jeg sad og betragtede en flok stære hygge sig på elledningerne, der forsyner det lille brummende pumpehus på maden:

Forår i luften?

Lappedykker med støj

En toppet lappedykker dukkede pludselig op på vej hjem langs vandet ved Trillen – efter vi havde nydt solnedgangen bag pynten i retning mod Sønderborg. Der var stadig et svagt flot rødt skær over vandet mod Kegnæs:

Klik for lidt større version

Billedet er taget ved 600mm, vidtåben blænde (som er 6.3 for den her benyttede Tamron zoom) og 1/800s – meget længere kan det ikke lade sig gøre at komme ned i lukkertid håndholdt og ovenikøbet i en meget akavet foroverbøjet stilling med kameraet svævende lige over strandbredden. Fokuspunktet lå i midten af billedet og det nåede jeg ikke at justere, hvilket her giver en lidt uhensigtsmæssig komposition – udover det åbenlyse, nemlig at fuglen er for langt væk. Fuglen bør fylde mere og placeres længere til højre i billedet, med mere plads foran sig i bevægelsesretningen – sjovt nok helt i overensstemmelse med det gyldne snits æstetiske princip. Nå, men ovenstående var den skarpeste udgave jeg fik i hus inden fuglen var væk. Med de indstillinger og samtidig mangel på lys, forstærker kameraet signalet en hel del for at opnå en nogenlunde eksponering – i det her tilfælde ender vi i iso 4000. Jo højere iso jo mere støj i billedet – støj bliver nemlig desværre også forstærket af kameraets forsøg på at eksponere korrekt. Billedet foroven er dog akkurat spiseligt – og støjen kan med et godt billedbehandlingsprogram fjernes uden de store tab i kvaliteten. Endnu værre bliver det imidlertid, når billedet beskæres til en mere kompositorisk spiselig version:

Klik for lidt større version

Og skæres helt ind til et 100 procents crop af fuglen ser det efterhånden rædsomt ud:

Klik for lidt større version

Eksemplet her er grelt, men pointen gælder mere eller mindre ved alle lysforhold: Jo hårdere der beskæres, jo mere støj og mindre (opfattet) skarphed i billedet. Og det fører så til næste erkendelse/erfaring: Udfordringen ved fuglefotografering er efter min mening ikke at mestre autofokus, eksponering, iso mm. Moderne kamerasensorer er meget tilgivende overfor suboptimale eksponeringer, og med de høje framerates de fleste nyere modeller tilbyder i dag, skal man være mere end uheldig, for ikke at få i det mindste et par skud i perfekt fokus. Den virkelige udfordring består i at komme tæt nok på.

Lavvande ved Trillen

Vi passer en hund i vinterferien for nogle venner, hvilket børnene finder vældig spændende. De er derfor helt med på lange gåture, selv i gråvejr og blæst som i dag. Afsted gik vi, ud langs vandet rundt om Trillens sandtange, hvor der var usædvanligt lavvandet. En ung sølvmåge (tror jeg nok, jeg er måge-novice!) rystede en krabbe fra hinanden, mens en ældre artsfælle så misundeligt til:

Lidt længere ude, lige syd for det yderste af tangen, sås en lille flok ryler ivrigt fouragerende:

Almindelige ryler, Kegnæs anes i baggrunden.

Og så er det man skal være rolig, meget tålmodig, nærme sig langsomt og absolut uden pludselige bevægelser. Fuglene kiggede af og til op, hvorefter det var om at stå helt stille – indtil de igen stak næbbet i dyndet og spiste videre.

Der stikkes dybt efter føde.

Det lykkedes mig at komme så tæt på det var muligt uden gummistøvler – jeg gætter på omkring 25 meter:

Ualmindelig mæt ryle.

Det er da en smuk lille fugl, selv i gråvejr!

Hættemåger ved Høruphav

I dag, vinterferiens første, viste februar sig fra en usædvanlig mild og solrig side. Vi tog derfor på en gåtur til Trillens fugletårn og hjem igen. Jeg havde min sædvanlige “gå-nogenlunde-afslappet-rundt-uden at-tabe-armene-efter-få meter”-linse med, hvilket (udover spadsereture) giver mulighed for håndholdte skud. Nedenfor en hættemåge bevidst taget i kraftigt modlys som giver en, synes jeg, flot effekt:

Hættemåge, Høruphav, Tamron 150-600mm

Med linse og kamera ryger vi op på omkring 3 kg. Til sammenligning vejer min vanligt benyttede antikvitet fra Minolta 5,5 kg – uden kamera! Ikke så sært at mange fuglekiggere/fotografer benytter sig af kompakte powerzoom-kameraer med brændvidder op til 1200mm. “Prisen” er en forholdsvis lille sensor med lidt mindre dynamik og tendens til mere støj – men kløften er ikke så stor som den har været.

En anden hættemåge, Høruphav

Turen bød på de sædvanlige gråænder ved lystbådehavnen, men også en usædvanlig tillidsfuld toppet lappedykker – årsagen viste sig ved nærmere inspektion desværre at være et brækket ben. Den valgte jeg ikke at fotografere.

Vælddammen ved fugletårnet var stort set fuglefri. Et par knopsvaner helt bagtil mod skoven og flere hættemåger var, hvad det kunne blive til. Jeg er dog næsten overbevist om jeg hørte en skægmejse – en fugl, der står meget højt på listen over arter jeg gerne vil have nogle gode billeder af. På vej hjemad sås stor skallesluger, skarv samt fiskehejre i flugt over vandet, langt ude, med Kegnæs i baggrunden.

Hættemåge med lystbådehavns-lygtepæl. Det er mågen til højre.

Tilbage ved lystbådehavnen kom en fræk hættemåge helt tæt på. Her burde zoom’en være udnyttet og billedet taget ved måske 500mm i stedet for – men det nåede jeg altså ikke!

Hartsø med havørne

Hartsø på Kegnæs var en oprindelig pæn stor sø med tilhørende rørskov, der dog i dag er væsentlig mindre grundet aktiv bortpumpning af vand. Om sommeren bliver den angiveligt reduceret til en forvokset vandpyt – men selv på denne årstid er det ikke imponerende mængder vand den huser:

Hartsø set fra vejen mod Østerby

Der var til gengæld masser af fugle, der ikke lod sig synderlig påvirke af min tilstedeværelse. Der blev naturligvis som altid holdt behørig afstand – skjul havde jeg nemlig intet af. En fremmed gæst fra de varme lande viste sig frem:

Sortsvane betragter mere nordlig artsfælle.
Sortsvane i flugt, bemærk de hvide svingfjer.

Sortsvanen regnes for invasiv og kommer oprindeligt fra Australien. De har så til gengæld problemer dernede med indførte knopsvaner. Noget for noget! Mest var det dog gæs der skræppede om kap. Tre sangsvaner fløj ind fra nord i flot formation og sluttede sig til den voksende flok:

Sangsvaner og gæs lige før panik!

Solen tittede frem af og til og en spurvehøg fløj tværs over søen i jagt på et eller andet – som den dog ikke fik, så vidt jeg kunne se. Det gik så stærkt at jeg ikke fik fumlet arme, hænder og kamera på plads i tide. Kort tid efter fløj det meste af gæssene forskræmte op – efter en havørn fløj ind fra nord:

Havørn inspicerer spisekammeret på Hartsø

Den satte sig til rette på en lille “ø” næsten helt ovre på vestbredden af søen, desværre et godt stykke væk fra min position:

Kig mod vest fra østsiden af Hartsø, ikke-croppet version

Så er det godt man kan croppe – selvom kvaliteten selvfølgelig lider meget:

Crop af ovenstående.

Kort tid efter ankom endnu en havørn, en lidt større “model” så jeg gætter på en hun:

Den blev kun få minutter og fløj så væk i nordøstlig retning, hvorefter den tilbageværende ørn gik i gang med, hvad der lignede en særdeles grundig “vingevask” – som tog cirka tre kvarter – før den også drog bort i samme retning som magen(?). Sådan er det med fugleture – man ved aldrig hvad der kan ske og ofte sker der faktisk ikke noget som helst. Ikke i dag! Nedenfor et udvalg af dagens mange billeder – det er nemlig svært ikke at trykke på udløseren med havørne i sigte – også selvom de er (alt for) langt væk!

“Vingevask” med Kegnæs Kirke i baggrunden