Lærker og falk ved Birkepøl

Men dog ingen lærkefalk – det ville vel også være lidt af en sensation så tidligt på året! Efter en kraftig sne/sludbyge om formiddagen klarede det pludselig op og jeg besluttede derfor at køre et smut til Birkepøl. Der var masser af lærkesang derude – som om fuglene skyndte sig at benytte lejligheden til få fyret en masse strofer af, nu hvor vejret langt om længe var mere egnet til den slags udfoldelser.

Sanglærke, Birkepøl.

Sanglærken har også en lille top – se bare her:

Sanglærke med top på!

Det bliver den dog ikke til en toplærke af – toppen er trods alt for kort til dette. Andre kendetegn er et lidt kortere næb hos sanglærken, der også er en smule mindre.

En konkurrent(?) blandede sig i solskinnet:

Lærker i duel, Birkepøl.
Lærker i duel, Birkepøl.

Begge billeder er beskåret særdeles hårdt – derfor det lidt uldne udtryk. En musvåge fløj forbi lidt efter – på vanlig doven maner:

Længere ude mod vindmøllerne kom en tårnfalk pludselig flyvende over grusvejen:

Tårnfalk med mus, Birkepøl.

Jeg havde kort forinden set netop en tårnfalk siddende og spejde fra toppen af et træ, så mon ikke det var selvsamme fugl der havde sikret sig endnu et måltid – som i øvrigt straks skulle fortæres på en praktisk placeret hegnspæl:

Tårnfalk med bytte, Birkepøl.
Tårnfalk med bytte, Birkepøl.

Min tilstedeværelse ødelagde åbenbart madroen, for efter forretten var det afsted med mus og det hele:

Spise her eller med hjem?
Takeaway!

Valget faldt på en passende pæl lidt længere borte, hvorefter måltidet kunne færdiggøres i fred:

Tårnfalk, Birkepøl. Sommerhusområdet Skovmose ses i baggrunden.

Storspover ved Ballum

Rigeligt regn på ruden i skumringslyset i morges, på vej mod Ballum Sluse. Jeg havde egentlig satset på at bruge skjul for en gangs skyld, men jeg ombestemte mig efter at have ligget ganske kort tid lidt vest for slusen – blæsten pressede tidevandet hurtigere ind end ventet og vandstanden steg bekymrende hurtigt i forhold til min position. Nådestødet kom i form af en kraftig haglbyge, der slutteligt jog mig bort. Jeg nåede dog lidt skud med kameraet inden flugten. Der var igen strandskade-forsamling på molen:

Strandskader, Ballum Sluse.

Og en yngre, nysgerrig havørn kom forbi – og så ud til at sende mig et “gå dog hjem”-blik:

Havørn, Ballum Sluse.

En flok spidsænder fløj forbi:

Og pibeænder var der såmænd også en lidt større lille flok af:

Pibeænder, Ballum Sluse.

Ikke langt fra Slusekroen gik en flok storspover rundt på en af de mange oversvømmede marker:

Storspover, Ballum Kirke ses i baggrunden.

Europas største vadefugl er godt bygget til den slags miljø – med det (faktisk grotesk!) lange næb findes orme og larver i mudderet og de lange ben holder let kroppen fri af pløret:

Storspove, Ballum.

Regnorme var der masser af:

Storspove med regnorm, Ballum.

Dybere vandpytter er heller ikke noget problem, når man har meget lange ben:

Storspove, Ballum.

Og var der ikke lige en regnorm at finde, kunne en larve af en slags vel også gå an:

Storspove, bemærk larven i næbbet.

Alle billederne er i øvrigt taget fra bilen. Jeg ville meget gerne have haft kameraet ned på niveau med fuglene og dermed undgå de grimme urolige baggrunde på alle billederne – men storspover er meget sky og de ville med garanti være forduftet, såfremt jeg var steget ud af bilen.

Skeptisk stirrende Storspove, Ballum.
Næbdyr?

På vej hjemover bemærkede jeg et par lærker slås i luften:

Lærke tæver lærke, tæt på Ballum.

Og ved Kruså kunne jeg ikke lade være med at gøre holdt ved Møllesøen, i håbet om et billede (eller nok snarere 50) af den i de seneste dage observerede meget sjældne mellemflagspætte. Jeg mødte 4 fortvivlede ornitter, der alle var kommet forgæves. Selv ventede jeg vel en time i alt – uden flagspætte, hverken mellem, stor eller lille. En træløber trøstede lidt:

Korttået(?) træløber, Kruså Møllesø.

En af de tilstedeværende kikkertbærende herrer mente det måtte dreje sig om den korttåede udgave – baseret på det lidt snavsede indtryk på bugen i kontrast til den hvide strube. Måske! De skelnes normalt på sangen, men jeg kunne ikke finde ud af det og herren var (i følge ham selv!) blevet for gammel til at høre den slags højfrekvente toner.

Vandrefalke ved Årtoft Plantage

I dag, sidst på eftermiddagen, kørte jeg igen til Årtoft Plantage. Målet var, som tidligere skrevet, at forsøge at få nogle fotos i hus af de jagende rovfugle, der hver eneste aften skaber panik før sengetid blandt de hundredetusindvis af kvækerfinker – som fortsat benytter plantagen som overnatningssted. Vejret viste sig fra sin vanligt elendige side med et tykt gråt skylag, der sammen med plantagens høje nåletræer ikke gav ret meget lys af arbejde med. Det var kvækerfinkerne naturligvis og heldigvis ligeglade med og viste sig i vanligt enormt antal:

Kvækerfinker, Årtoft Plantage.

En musvåge indfandt sig kort efter og tog plads i en trætop – måske for at overvære den snart følgende jagt:

Musvåge, Årtoft Plantage.

En skovskade var åbenbart også nysgerrig og fløj ind under vanlige territoriehævdende højlydte skrig:

Skovskade, Årtoft Plantage.

Ingen af os skulle vente ret længe før den første vandrefalk viste sig – og der var rigeligt med mål(tider) at vælge imellem:

Vandrefalk i slaraffenland, Årtoft Plantage

Jeg forsøgte, på grund af det sparsomme lys, at nedjustere lukkertiden, men alt under 1/2000s var for lidt til at fastfryse både kvækerfinkerne og falkenes bevægelser. Det er egentlig ikke så mærkeligt, for det går meget stærkt når vandrefalken pludselig lægger vingerne tæt ind til kroppen og accelererer i et ofte dødbringende styrtdyk:

Styrtdykkende vandrefalk , Årtoft Plantage.

Igen og igen blev der gjort udfald mod de svirrende finker. Lyset var efterhånden en fotografisk katastrofe:

Vandrefalk på togt, Årtoft Plantage.

På et tidspunkt mødtes to vandrefalke i luften under højlydte skrig – jeg nåede naturligvis ikke at pege kameraet derhen inden det hele var forbi, men det lignede faktisk fødeudveksling som hos kærhøg – med forbehold for lang afstand og skumringslys.

Flygt! Vandrefalk jager kvækerfinke, Årtoft Plantage.

Kvækerfinkernes store antal forvirrer formentligt falkene og finkerne føler sig vel af statistiske årsager også mere trygge i en flok på en halv million. En trak dog nitten i livets lotteri:

Vandrefalk med (halv)død kvækerfinke, Årtoft Plantage, 300% crop.

Solens ufortrødne nedstigning umuliggjorde flere fotos – med mindre man er kreativ. Så sådan ser tusindvis af kvækerfinker ud ved 1/25s:

Og alligevel ender vi på iso640. Ikke så mærkeligt 1/2000s så giver støj i billederne! Jeg bliver med andre ord nok nødt til en tur mere derud – i bedre lys.

Kongens Mose ved daggry

Fra sommerhuset kørte min datter på 8 og jeg afsted tidligt lørdag morgen mod Kongens Mose ved Løgumkloster. Jeg havde som sædvanligt min tunge tele med i håbet om kærhøgefotos, mens min datter medbragte sit lille canon ixus lommekamera! Ved ankomst var solen endnu ikke stået op og der gik desværre ikke længe før de første kærhøge viste sig på himlen for at forlade stedet – alt for tidligt i forhold til godt fotolys:

Blå Kærhøg i (alt for lidt) morgenlys, Kongens Mose.

Mod øst var der en smule mere lys at gøre godt med. Et par traner fløj mod nord under højlydt trompeteren, et eventyrligt skue i den ellers stille, ildrøde morgen:

Traner, Kongens Mose.

Flere kærhøge meldte sig efterhånden som minutterne gik, som oftest en ad gangen.

Blå Kærhøg betragter de morgenfriske fotografer, Kongens Mose.

Solen krøb efterhånden over træerne i øst og så næsten ud til at sætte Draved Skov i flammer:

Solopgang ved Kongens Mose.

14 kærhøge talte vi alt i alt. Nogle fløj så højt og langt væk at det ikke var muligt at skelne mellem hanner eller ungfugle/hunner, men vi så i hvert fald 5 sikre hanner og ligeså mange brune fugle. De kom alle flyvende sydvest fra parkeringspladsen nord for mosen, men var desværre for tidligt på færde til ordenlige fotos. Da solen var kommet lidt højere på himlen og lyset tiltog, så vi ikke flere høge:

Solopgang, Kongens Mose

Ovenstående er taget af min datter på 8 med hendes lommekamera!

Tilbage ved sommerhuset var en landmand ved at pløje en af de nærliggende marker. En musvåge udnyttede den nye jagtmark og slog ned på et eller andet:

Musvåge, Avnø Vig

Et ekstremt crop afslører fangsten:

Musvåge med mus eller måske mosegris, Avnø Vig.

Om eftermiddagen kørte vi til Haderslev og gik tur ved Hindemade – i regnvejr. Der var masser af blishøns, troldænder og grågæs på søen. Isfuglen sås kortvarigt suse tværs over vandet i vanlig raketstil og på den modsatte side viste en folk viber sig pludselig. Efter et par rundture fandt flokken en lille sandbanke egnet til rasteplads:

Viber, Hindemade.

En grågås rastede i græsset lige vest for søen:

Grågås i regnvejr, Hindemade.

På vej tilbage langs sydsiden af søen svandt regnen ind til mild støvregn:

Troldandrik, Hindemade.

Spredte skud fra weekenden

Efter en længere pause tog vi i sommerhus i weekenden, beliggende ved Avnø Vig. Lørdag eftermiddag gik vi tur i Hejlsminde i tørt, men meget blæsende vejr. En rødben rastede ved strandbredden ud mod Lillebælt:

Ringmærket Rødben, Hejlsminde.

Bemærk ringen, som desværre ikke kunne aflæses. Fuglen ser da i øvrigt “robust” ud, men om det rent faktisk er underracen robusta, også kaldet islandsk rødben, kan jeg ikke afgøre. Ved Hejlsminde Nor, på modsatte side af landevejen, var der også rigeligt med fugle og jeg besluttede derfor at tage derud søndag morgen. Det var dog desværre ekstremt lavvandet (ikke første gang jeg bliver snydt af tidevandet!) og fuglene sad derfor langt ude i pløret, som jeg valgte ikke at vove mig ud i. En hættemåge kom en smule nærmere i morgensolen:

Hættemåge, Hejlsminde Nor.

Lidt længere ude gav et par gråkrager sig pludselig til at slås:

Gråkrage-klump

Den vistnok sejrende part fløj over på en tue og hoverede:

Grå krage med grå stær?

Det hvide øje skyldes blinkhinden, som lige netop dækkede øjet da billedet blev taget.

Et par sangsvaner fløj forbi i tæt, smuk formation:

Sangsvaner, Hejlsminde Nor.

På vej hjemad mod Als gjorde vi holdt ved Årtoft Plantage – nu skulle hele familien opleve det spektakulære kvækerfinke-opbud:

Kvækerfinker, Årtoft Plantage.

Og vi blev ikke snydt – antallet var igen enormt! Af rovfugle så jeg et par musvåger, 3 spurvehøge og 2 vandrefalke. Det er formentlig kun vandrefalken, der er i stand til at slå de lynhurtige finker i luften. Måske lurer musvågen efter syge individer – for den er i hvert fald alt for gumpetung til fangst i luften! Spurvehøgen er muligvis hurtig nok, men jeg så ikke på noget tidspunkt nogle udfald mod sværmen. Desværre fik jeg kun elendige billeder:

Vandrefalk lurer på kvækerfinker, Årtoft Plantage.

Antallet af kvækerfinker må have været langt over 100.000 – men om det så er 150.000 eller måske 500.000, synes jeg er meget svært at afgøre.

Værsgod at tælle.

Af og til kom en lille gruppe lidt nærmere vores position. Det sparsomme lys, gav det hele et blåligt skær:

Vingesus i skumringen. Kvækerfinker, Årtoft Plantage.

Efter det vigende lys umuliggjorde flere fotos, dukkede vandrefalken pludseligt op igen, steg hurtigt nedefra og op i en lille flok finker – og kort efter sås den igen med en fugl i kløerne! Jeg vil forsøge med endnu en tur derud i løbet af ugen – såfremt jeg ellers kan komme afsted fra arbejdet i tide – og om muligt prøve at få fotos i hus af de jagende rovfugle. Det bliver næppe til noget, men en gang i mellem kan man være heldig – især hvis man tager afsted!