Fasanduel i glimt

Jeg sad egentlig og kiggede efter rørhøge, da et par fasaner pludselig viste sig i græsset:

Fasankokke, Mjang.

Det stod hurtigt klart, at en slags duel var i gang. De jagtede hinanden rundt i det høje græs, udstødte mærkelige lyde og kunne pludselig flakse op med ivrigt baskende vinger.

En anden slags fasanjagt.

Min gamle tele (og jeg!) havde svært ved at følge med tempoet – pludselig fløj de op fra græsset og inden jeg havde fået peget kameraet derhen, var de nærmest væk igen eller også nåede kameraet ikke at fokusere ordentligt før det var for sent.

Taget et halvt sekund for sent!
Øv! Kunne have været et superbillede!

Det hele tog vel et enkelt minuts tid inden de var væk fra min position – man får kun et forsøg! Nogle få billeder med nogenlunde fokus blev det trods alt til:

Jeg sætter mine penge på ham til venstre.

En enkelt rørhøg viste sig umiddelbart efter, langt ude over en mark. Den kunne dog ikke rigtigt måle sig med det netop overståede drama!

Morgenfriske skalleslugere

Solopgangen ved Avnø Vig var særlig flot i morges. Nattens klare vejr havde fået temperaturen til at falde og luften kunne derfor ikke holde på det fortættede vand. Det fandt åbenbart selv ud i diverse sprækker og dannede en fin dis, der bare gjorde det hele endnu smukkere:

Det ser måske ud som om, der er rigeligt lys på billedet, men det er bestemt ikke tilfældet. En gruppe alt for morgenfriske toppede skalleslugere fløj kort efter ind og besluttede at nærme sig min position – sikkert fordi jeg for dem var ligeså utydelig som omvendt!

Toppede skalleslugere, Avnø Vig.

To hanner gjorde kur til en enkelt hun og var vist så optagede af deres ærinde, at de svømmede ganske nær. Jeg var måske heller ikke nem at se i det ganske sparsomme lys:

Der gøres kur…
Og duelleres?

Herefter trak de noget længere ud i vigen igen og efter nogen tid fortrak den ene af hannerne. Den tilbageværende bejler fortsatte ufortrødent:

Hvad gør man ikke for at imponere!

Endnu længere ude i vigen fortsatte spillet, der muligvis endte med en parring. Hunnen blev gentagne gange trykket ned i vandet – på billedet nedenfor havde den fået vendt sig om på en eller anden måde:

Skalleslugerparring?

Særdeles interessant episode at overvære – men næste gang må de gerne vente en halv times tid inden ankomst – det ville give lidt mindre støj i billederne!

Lidt bonusbilleder fra samme morgen:

Skarv, lige efter den så mig!
Knopsvane, Avnø Vig.

Brushaner ved Hartsø

Efter et mislykket forsøg på at indvie mit hjemmestrikkede fotoskjul ved Bundsø (på grund af for meget vand og pløre), tog jeg i morges i stedet til Hartsø – jeg havde nemlig ladet mig fortælle af et venligt OAS-bestyrelsesmedlem jeg tilfældigt var rendt ind i, at der var brushaner derude.

Mågekaos ved Hartsø.

Jeg formåede at få sat skjulet op inden solopgang og kort efter ankom, hvad der må have været tusindvis af måger. Et LILLE udsnit ses foroven. Formentlig på grund af skjulet kom de rimeligt tæt på og kunne rigtig høres. Larmen var infernalsk! Lys var der til gengæld endnu ikke meget af og jeg legede lidt med lukkertiderne:

Mågen siddende forrest i billedet havde åbenbart ikke så travlt.

Solen fik efterhånden mere fat og cirka en time efter solopgang ankom denne lille flok:

Brushaner med sølvhejre i baggrunden.

De var ikke meget for at nærme sig fotografen trods skjulet – der dog også var sat noget indiskret op midt på en flat stykke græs. Efter en halv times tid besluttede gruppen endelig at vove sig lidt nærmere:

Brushaner, Hartsø.

Så skete der desværre det, der ikke må ske. Fuglene kom faktisk noget nærmere, men pludselig ville kameraet ikke fokusere ordentligt og det hele så noget mudret ud – hvorefter jeg opdagede, at camouflage-nettet i ubemærkethed var gledet delvist ned og naturligvis ind foran linsen. Fuglene fløj selvfølgelig da jeg febrilsk forsøgte at rette det hele til. Jeg fik dog inden da nogle lidt mystiske billeder:

Brushaner set gennem camouflagenet. Suk.
Brushaner med “filter”.

Herefter ville de ikke rigtigt komme tæt på igen. I stedet kom et par andre nysgerrige gæster forbi:

Vibe, Hartsø.
Fiskehejre, Hartsø.

Viber var der masser af og flere af dem underholdt med deres mærkelige robotlyde og luftakrobatiske øvelser – der desværre var nærmest umulige at fange på billeder i liggende stilling i et trangt skjul – det kræver simpelthen mere “manøvredygtighed”. Lidt heldigt fik jeg taget billedet nedenfor – hårdt beskåret:

Vibe, Hartsø.

En enlig brushane var åbenbart blevet træt af selskabet og sås fouragerende lidt væk fra resten af gruppen. Den fik kort efter selskab af en anden vadefugl:

Rødben og brushane, Hartsø.

Herefter pakkede jeg sammen og kørte hjemad i opløftet stemning – trods kikset med skjulet! Lidt flere billeder fra turen nedenfor.

Pumpende præstekrave

Jeg nåede en smule tidligere til Trillen i dag – så lyset var bedre, men luften til gengæld underligt diset:

Strandskade, Høruphav lystbådehavn.

Trillens sandbanke sås med de sædvanlige stamgæster i form af hættemåger og gravænder – men også igen i dag et par præstekraver fouragerende i vandkanten. Jeg sneg mig på vanlig vis nærmere. Retningen var lysmæssigt ikke optimal, sydvest, resulterende i for meget modlys og dermed lidt mælkede kontraster:

Stor præstekrave, Trillen.

Det gjorde nu ikke så meget, for pludselig begyndte fuglen at “pumpe” – en underlig svajende dans på stedet, som jeg indtil i dag kun havde læst om, men aldrig set. Ideen skulle være at sætte det øverste jordlag i vibration og på den måde snyde småkravl til at tro det regner – og dermed søge op:

Pumpende præstekrave. Svært at fange på et foto – bemærk sandet.

Fuglen fortrak kort efter ovenstående billede. Jeg genfandt den (eller en artsfælle) helt ude på sandbankens spids og nåede lige et par fotos inden solen sagde tak for i dag:

Stor præstekrave, Trillen.

Blandede bolcher

I forgårs kunne jeg akkurat nå en lille spadseretur inden solnedgang. Kameraet kom nu alligevel med, et billede i elendigt lys er vel stadig bedre end slet intet – eller hvad det nu hedder!

En halemejse gravede i de nyudsprungne blomster – jeg antager efter insekter, ligesom gransangeren forleden:

Halemejse, Trillen.

Lidt længere ude fløj en gravand fornærmet væk, efter at være blevet forstyrret i sit aftensmåltid:

Gravand, Trillens sandbanke i baggrunden.

Et par præstekraver fouragerede langs vandkanten på deres karakteristiske “løb-stop-æd”-facon i svagt skumringslys:

Præstekraver i vigende lys.

Jeg havde heldigvis mit sædvanlige outfit på, i form af en aflagt jakke og outdoor-bukser, så jeg lagde mig ned og forsøgte at snige mig langsomt nærmere. Det må have set lidt besynderligt ud for Trillens øvrige spadserende gæster, men hvad gør man ikke for et godt skud!

Almindelig ryle, Trillen

En ryle kom luskende ind fra højre, gjorde holdt i aftensolens sidste stråler og sendte mig et noget skeptisk blik. Den blev selvfølgelig også foreviget, hvorefter jeg fortsatte frem mod præstekraverne:

Stor præstekrave, Trillen.

Læg mærke til den sorte næbspids og de orange ben: Stor præstekrave! Billedet er i øvrigt croppet – så tæt på kom jeg trods alt ikke, men i forhold til afstanden kunne man egentlig forvente et skarpere motiv. Problemet er lyset. Dårlige lysforhold giver en lavere opfattet skarphed – og det er ikke kun på grund af sensor-støj ved den høje iso, her i øvrigt 2500.

Den seneste uge har jeg desuden besøgt Birkepøl et par gange. Der er observeret bynkefugle derude og mosehornuglen synes jeg egentlig snart burde vise sig frem. Det gjorde den nu ikke – og bynkefuglene holdt sig på lang afstand og sås kun i mikroskopisk størrelse gennem telen:

Bynkefugl, Birkepøl.

En sanglærke steg op og stirrede på fotografen:

Stirrende sanglærke, Birkepøl.

I går forsøgte jeg så igen. Aftensolen varmede farverne godt op og en kærhøg viste sig, desværre kun kortvarigt og alt for langt væk, i det ellers så flotte lys:

Blå kærhøg, Birkepøl.

En musvåge skreg og krager rømmede sig – og i mangel af bedre tog jeg et billede af kragen:

Gråkrage, Birkepøl.

Med kameraet på kragen så jeg ud af øjenkrogen en rovfugl lande i græsset længere mod vest. Og så må man ellers i gang med at lede:

Find Holger.

Jeg var ud fra det korte glimt jeg fik ikke sikker på arten, men håbede selvfølgelig på kærhøg. Et ekstremt crop (midt for, øverste tredjedel) afslørede ikke med sikkerhed musvåge eller høg:

Nidstirringskonkurrence, fuglen vandt!

Og så sad vi ellers der og stirrede på hinanden. “Let dog!”, tænkte jeg. “Smut dog hjem!”, tænkte fuglen velsagtens. Minutterne gik og en fasankok brød stilheden med sit typiske kald og efterfølgende rysten af fjerene:

Fasankok, Birkepøl.

Jeg løb tør for tid og måtte give op. Bedre held (og mere tid) næste gang! Fasaner er der i øvrigt mange af i vejkanterne for tiden. Forleden, på vej hjem gennem Lambjerg, en lille afstikker jeg ofte tager efter arbejde, viste en flot fasanhøne sig frem:

Fasanhøne, Lambjerg.

Billedet ville blive bedre såfremt kameraet var mere på niveau med fuglen – men det er lidt svært, når det som her er taget ud af bilruden. En bedre fuglefotograferingsbil ville således være noget i den her retning:

Den såkaldte Flatmobile.

Det er måske lige ekstremt nok, trods alt.

Kratluskeri ved Trillen

Der var forår i luften i dag med ledsagende fuglesang. Også ved Trillen, hvor man efterhånden rigtigt kunne høre (og af og til også se) de ankomne sangfugle. En gransanger musicerede højlydt og fandtes efterfølgende fouragerende i en nyudsprunget busk af en slags:

Gransanger + nyudsprunget busk = forår.

Og hvorfor er det så lige en gransanger og ikke for eksempel en løvsanger? Jeg har efterfølgende læst mig frem til, at løvsangere ankommer noget senere og derudover har gransangere mørkere ben. Derudover er sangen meget karakteristisk og i forhold til det hørte og efterfølgende “efterlytning” på xeno-canto.org er jeg ikke i tvivl: Gransanger! OAS (Ornitologisk forening for Als og Sundeved) sender i øjeblikket regelmæssigt mails ud om aktuelle fuglestemmer – og seneste udgave var netop om blandt andet gransangeren. Tak for det!

Gransanger? Mig? Ja, og hvad så!?

Og hvad er det så lige den laver, hoppende rundt på må og få i forskellige buske, når der altså ikke lige synges højlydt?

Gransanger – og fluesnapper!

Fluen så jeg først efter at have overført billederne til pc’en og set dem på computerskærmen. Fokus ligger desværre på grenen lige foran fuglen, der derfor ikke står helt skarpt. Blænde 8 kompenserer lidt med øget dybdeskarphed. Sådan er det med krat og flyvske småfugle – selvom der som her kun er brugt et enkelt fokuspunkt, er det alligevel svært at ramme fokus præcist!

Andre arter var også ankommet:

3 beslægtede, 2 sangdrosler og solsort.

Lidt længere i retning mod lystbådehavnen stødte jeg ind i denne lille mejse:

Sumpmejse – eller?

Kunne det mon være en fyrremejse?

Fyrremejse? Bemærk hagesmækken.

Jeg synes hagesmækken ser kraftigere ud end ved sumpmejsen – noget som jeg ved efterfølgende opslag har fundet ud af, er typisk for fyrremejse. Der nævnes også “hvidt panel” på armsvingfjerene som typisk for fyrremejse:

Bemærk det lille hvide “panel” ved armdelen af vingen.

Det synes jeg man kan se på ovenstående billede – så måske er det faktisk en fyrremejse? Den bedste måde at adskille de to arter skulle faktisk være kaldet – men fuglen her var tavs – og havde den sagt noget, havde det nok ikke hjulpet mit uerfarne øre.

På hjemvejen kom 3 stillitser forbi og en enkelt stillede op til fotografering:

Stillits, Trillen.

“Kratluskeri” giver typisk ikke supergode fotos, men er til gengæld ofte noget mere afslappende end stativ+skjul+vækkeur – hvor sidstnævnte typisk ringer flere timer før solopgang!

Hjemmestrikket fotoskjul

Som tidligere skrevet er et fotoskjul ofte et nødvendigt onde for at nærme sig fuglene – eller rettere: for at fuglene nærmer sig. Og som også tidligere nævnt herinde, er netop det at komme tæt på fuglene det allersværeste ved fuglefotografering – i hvert fald såfremt man spørger mig. Kort afstand til motivet løfter til gengæld ofte fuglebilleder fra nogenlunde til gode eller ligefrem fremragende.

Man kan købe diverse udgaver af fotoskjul på nettet og de fås faktisk også i letvægtsudgaver på lige under 2kg. De fylder dog for meget til jeg kan have dem med rundt. I forvejen medbringer jeg en meget tung tele og ofte også et (rimelig tungt) stativ. Kamera og objektiv har jeg i en rygsæk, mens stativet bæres. En yderligere rygsæk eller taske er derfor ikke praktisk ladsiggørligt – med mindre der kun skal gås ganske kort efter en parkeringsplads er fundet i det grønne.

Jeg har derfor prøvet at konstruere et eller andet nogenlunde brugbart selv. Kravene var lethed, kompakthed, ikke for bøvlet at sætte op, og det skulle kunne bæres på ryggen og dermed kunne sættes fast på min rygsæk på en eller anden facon.

Brainstorm-skitse

Efter diverse overvejelser, blandt andet i form af ovenstående skitse, faldt valget på en ring-baseret konstruktion. Man kan som bekendt finde alt på ebay – også nedenstående “samlbare” hulahopring, der her ses med et par rørholdere fra Davidsen.

Hulahopring, farvevalget ikke specielt diskret!

Ringen fik lidt grå maling for et lidt(!) mere naturligt look. Et par bambuspinde forstærket med tape blev brugt til at holde ringen:

Det begynder at ligne noget..

Et letvægts-camouflagenet blev herefter placeret over hele konstruktionen:

Pindene kunne godt være kortere – men ofte vil jorden nok være noget mere blød og måske ligefrem mudret – og så er det nok godt at kunne stikke lidt dybere for bedre stabilitet.

De enkelte dele.

Det hele kan rulles sammen i liggeunderlaget og burde kunne fæstnes til min rygsæk. Og vægten? Deprimerende 1,8 kg – dog inklusiv liggeunderlaget. Camouflagenettet vejer alene næsten et kg – og det er efter en kraftig beskæring i forhold til det viste på forrige billede.

Alt i alt ender vi med: objektiv+kamera: 6,4 kg, stativ: 2 kg, gimbal-hoved: 1,2 kg, skjul: 1,8 kg. Med rygsæk ender vi på godt 12 kg! Jeg kunne naturligvis bare medbringe min noget lettere zoom og en beanbag – så er vi faktisk nede på næsten det halve i vægt. Oldsagen på billederne lukker dog næsten 2½ gang mere lys ind og er ovenikøbet skarpere. Er det så 6 kg værd? Ja – så længe man ikke skal gå alt for langt!

Sønderborg og Sandbjerg

Efter et ærinde i Sønderborg i morges bemærkede jeg, fra vejen langs stranden, et godt stykke ude i vandet nogle relativt store fugle. Bilen blev straks parkeret og kameraet fundet frem:

Ederfugle og ukendt art i baggrunden. Rødhalset gås?

Jeg havde min bean-bag med (en lille stofpose fyldt næsten op med hvide bønner, der egner sig fortrinligt som støtte for kameraet), som blev placeret på en af de kystbeskyttende sten – og så var det ellers bare at håbe på fuglene svømmede min vej.

Ederfugl, hun, Sønderborg.

En hun kom lidt nærmere og lavede nogle mærkelige lydløse hovedkast med åbentstående næb. Nogen tid efter kom et par hanner også lidt tættere på:

Ederfugle, Sønderborg.

Der mangler lidt solstråler for rigtigt at få farverne frem, men vejret indretter sig tilsyneladende ikke efter min fritid. Gråvejr er dog slet ikke det værste – billederne får ofte et flot pastel-agtigt farveudtryk og i modsætning til solrige dage, kan man fotografere også midt på dagen. Skydækket dæmper nemlig fint de ekstreme kontraster, der ofte ødelægger billeder taget midt på dagen i høj sol.

Ederfugl, han, Sønderborg.

Billederne er croppet en hel del, rigtigt tæt på kom de aldrig. Lidt for mange hundeluftere og andet godtfolk på stranden!

Jeg valgte derfor at køre videre til Sandbjerg Sø, hvor der var en del fugle på søen. Blishøns, grågæs, lappedykkere, skalleslugere og utallige troldænder. En fiskehejre viste sig på den modsatte bred og der var fast trafik af skarve til og fra kolonien i den nordlige del af søen.

Grågæs, Sandbjerg Sø.

Et par grågæs legede tagfat under højlydt skræppen og efterfølgende blev der skruet op for charmen – den modtagende part så dog ikke synderlig interesseret ud:

Ikke dig igen…

Jeg havde fundet et sted ved bredden, hvor en del rør og grene skjulte mig en smule, men det var tydeligt fuglene udmærket var klar over min tilstedeværelse. En modig lappedykker inspicerede fotografen:

Toppet lappedykker, Sandbjerg Sø.

Næste gang vil jeg muligvis prøve at sætte et lille skjul op. Skjul er generelt en rigtig god ide – og generelt noget rigtigt bøvl. Besværligt, tungt og tidskrævende. Jeg arbejder derfor på en let og ikke for bøvlet løsning, der blandt andet involverer en hula-hopring! Er fortsat på tegnebordet, fortsættelse følger.

På vej hjemad bemærkede jeg en spætte godt i gang med at sønderhakke et træ:

Stor flagspætte, Sandbjerg.

Selv med 1/2000 er der slør i billedet – læg mærke til hvordan øjnene lukkes når der hakkes:

Der hakkes!, ekstremt crop.

Havørne uden kamera

Det dårlige vejr har ikke været særlig inspirerende i forhold til at komme afsted ud i det grønne (sådan da) med kameraet. I dag tittede solen dog forsigtigt af og til frem bag et uroligt flagrende tæppe af skyer – for så hurtigt at søge ly igen for den ruskende blæst. Jeg vovede mig også tappert ud (i bil!) og kørte først en tur til Torup Made, hvor et par musvåger legede, alt for langt væk, i vinden ved sydbredden af dammen og havørnen kortvarigt viste sig meget højt oppe i retning mod Augustenborg. Blæsten faldt vist ikke i dens smag og den vendte desværre om igen og fløj i retning nogenlunde mod Ketting Nor. En regnbue dukkede trøstende op et par sekunder og blev herefter opslugt igen:

Mjangmark, regnbue over Torup Made.

Noget af det gode ved fuglefotografering synes jeg er uvisheden og den heri indbyggede spænding – man ved aldrig, hvad man støder ind i og hvad man kommer hjem med af fotos. Bagsiden af dette er selvfølgelig en mindst ligeså ofte forekommende frustration over enten ikke at møde noget som helst eller måske kun et par aldeles fotouegnede sorte prikker i det fjerne – som for eksempel i dag i form af et par forblæste musvåger og en forkølet havørn.

Havørn inspicerer Mjang Dam, billedet er fra en tidligere tur.

Jeg blæste herefter videre til Birkepøl. Vinden var nu løjet en smule af og jeg håbede, det var nok til, at måske en mosehornugle eller to ville vove sig ud. De ER nemlig blevet set derude for nogle dage siden – ifølge den altid nyttige DOF-base. Der var dog nogenlunde ligeså fugletomt som ved Torup Made. En stæreflok blev kastet rundt helt ude ved diget og en spurvehøg søgte ly i den lille granskov i begyndelsen af grusvejen. Mosehornugler var der ingen af, det blæste såmænd nok alligevel for meget. Vindmøllerne svajede i hvert fald rytmisk og fik deres puls deropad:

Birkepøl, kig mod vest.

Jeg var dog faktisk på god fotoafstand af et par havørne – tidligere på dagen, hvor jeg netop var hjemkommet fra Rema 1000 i Høruphav og var ved at tage varerne ud af bilen. To styk, flyvende lavt lige over mit eget hus, i retning mod Sønderborg! Kameraet lå naturligvis trygt og godt inde i huset.

Ung havørn, taget sidste år ved Mjangmark.


Den gyldne time ved Trillen

Efter arbejde gik jeg mig en lille tur ud mod sandbanken ved Trillen. En del måger og to par gravænder rastede derude i vandkanten, men synes åbenbart jeg så truende ud og lettede længe før jeg kom inden for “fotorækkevidde”. En lille fugl viste sig heldigvis lidt mere tillidsfuld:

Stor præstekrave, Trillen.

Billedet ser farvemanipuleret ud – men det er det faktisk ikke! Den “gyldne time” – altså timen lige efter og lige før henholdsvis solopgang og -nedgang er ofte det bedste tidspunkt at fotografere på, idet farverne fremhæves og kontrasterne dæmpes. Jeg forsøgte at snige mig tættere på, men kom ikke ret meget nærmere inden fuglen fortrak:

Stor præstekrave, Trillen.

Ovenstående billede har faktisk fået dæmpet farvemætningen i forhold til “originalen”! I retning mod Sønderborg spillede landskabet med de dramatiske muskler:

Sol og sky lægger arm.

En trio af gråænder kom flyvende ind for at nyde solnedgangen:

Længere ude i retning mod Kegnæs, bemærkede jeg et par toppede lappedykkere fouragere i aftenlyset. Jeg besluttede mig for at blive hvor jeg var, liggende bag en lille forhøjning, i håbet om de ville nærme sig stille og roligt. Efter en stund dukkede en knopsvane pludseligt op, lydløst og ganske nært:

Knopsvane, Trillen.

Lige bagefter kom formentlig magen og de gav sig herefter god tid til skiftevis at søge føde og betragte mig – der lå og nød den stille aften og det flotte par:

Lappedykkerne kom ikke ret meget nærmere, men forblev et godt stykke ude i retning mod nordsiden af Kegnæs med vindmøllerne i baggrunden:

Toppet lappedykker, Kegnæs i baggrunden.