Vidåslusen i Højer

Det gode vejr indbød til tur og vi kørte derfor til Højer for at gå en tur på digerne med tilhørende imponerende udsigt over Vadehavet. 

Der findes få steder i Danmark med mere fugleliv og selv på denne årstid er der nok at se på.  

Bramgæs i flugt efter en havørn viste sig i horisonten

Jeg gik selvfølgelig også og kiggede efter potentielle steder at sidde/ligge i skjul i forhold til at komme rigtigt tæt på fuglene. Bedste bud indtil videre er nok vejen vest fra Højer mod grænsen ved Siltoft. Den er relativt ubefærdet og såfremt man bliver i bilen, tror jeg der er gode muligheder for at komme tæt på fuglene. Man kommer dog ikke i øjenhøjde med de rastende fugle – man kører jo i sagens natur på et dige – men skulle der komme en havørn flyvende forbi, er det nok ikke så ringe!


 Udsigt mod vest fra Højer. Forneden i billedet ses biltoget på vej til Sylt.
En af havørnens lillebrødre – taget fra vejen tæt på fugleskjulet ved 
Rickelsbüller Koog på den tyske side af grænsen.


Udsigt over Mjangmark

Fik indleveret de 3 prints til Kunsthjørnet i Sønderborg. Efter en god snak med indehaveren faldt valget på hvid ramme, 8 cm bred passe partout samt refleksfrit glas. Hvis alt går vel afhentning onsdag.

Herefter en lille tur til Mjangmark, hvor jeg igen tillod mig at låne bondemandens hochsitz, der ligger ned mod dammen langs et levende hegn. Lyset var mildt sagt ikke fotoegnet. En musvåge poserede og en kærhøg kom forbi. Som man kan se af det sidste billede, er det faktisk uhensigtmæssigt at sidde eleveret i hochsitz’et, da horisonten forsvinder på billedet – resulterende i mindre dybde og et mindre interessant billede.

Ulkebøl tur retur

Først et kort smut i Bilka, hvor et billigt liggeunderlag blev indkøbt. Herefter til Ulkebøldam i håbet om et par gode billeder af dammens rastende fugle. Der var rigeligt med troldænder, gråænder, et par skalleslugere samt de sædvanlige fiskehejrer. Billeder blev det bare ikke til, enten var de for langt væk eller der var buskads i vejen. Kørte derefter til Mjangmark, hvor der var meget stille. På vej hjem gennem Lambjergsned var en musvåge så venlig at posere lidt på en pæl.

Torup Made #2

Meget kold morgen. Sad vanligt sted med underben i vand, blev hurtigt meget koldt trods forede gummistøvler og 2 lag sokker. En del gæs og krikænder. Rørdrum fløj tværs over dammen i tusmørket før solen rigtig fik fat. Et par skægmejser fouragerede i rørene 1 meter fra hvor jeg sad – det varmede lidt, men ikke nok. Må nok droppe at sidde delvist i vandet fremover – simpelthen for koldt.