Status på havørnen i Sønderjylland – med billeder!

Tv-syd har skrevet en lille artikel om havørnenes (gode) trivsel i det sønderjyske, efter blandt andet at have interviewet havørnerede-koordinatoren for Sønderjylland, Preben Jensen.

Fra tvsyds hjemmeside.

Det var netop Preben Jensen som undertegnede forrige år havde med som guide i forsøget på at fastslå identiteten på en af forældre-fuglene ved reden i nærheden af Mjang – efter det var lykkedes at aflæse ringmærkningen på en ældre havørn jeg havde fotograferet i området:

Havørn, Mjang, Bemærk ringen.

Det lykkedes desværre ikke at bekræfte mistanken – men formodningen er så vidt jeg ved fortsat, at fuglen foroven (en oprindelig tysk fugl) udgør den ene halvdel af parret ved Mjang. Artiklen/indlægget kan ses her.

Læg i øvrigt mærke til den ret tydelige lilla kant på ørnen for oven – jeg havde vist glemt at korrigere for såkaldt kromatisk abberation inden jeg uploadede billedet, et fænomen som er ret udtalt hos den gamle minoltatele jeg benyttede dengang. Det er dog nemt at korrigere – for eksempel i lightroom.

På lørdag tager jeg muligvis en tur vestpå igen, hvor havørnefotos altid er højt på ønskelisten:

Havørn, Rudbøl.

Den hvidøjede and ved Kiskelund Plantage skulle fortsat være på plads – og den ville jeg også gerne have flere og (meget) bedre billeder af. Vi må se, hvad det kan blive til.

Første fuglequiz klar til test

Er nu cirka en tredjedel igennem at få oploadet mine billeder til futo.dk – alt sammen med henblik på opbygning af en lidt større billeddatabase til brug for konstruktion af diverse quizzer.

Første quiz er klar til test – en udgave for begyndere ud i kunsten af se på fugle. Den vil blive løbende udbygget efterhånden som billeddatabasen vokser.

Testen kan ses her og i øvrigt ved at benytte det nye menupunkt – meget passende kaldet “Quiz”!

Feedback modtages gerne.

En lille quiz

Siden hjemkomst fra Djursland, er det ikke blevet til flere fotos. Jeg fandt i øvrigt ikke odinshanen ved Bønnerup Strand, men så en del andre vadere på lokaliteten. Jeg var dog som sædvanligt for sent afsted til godt lys (tidligere lader sig ikke gøre på grund af aflevering af min søn, der fortsat optager serie til DR), så de fleste billeder blev kasseret. En enkelt sandløber var flink nok til at komme tæt nok på og dermed kompensere lidt for det hårde solskin:

Sandløber, Bønnerup Strand.

Billedet er taget med konverter på, svarende til 840 mm og ikke croppet ret meget. Næste billede er til gengæld beskåret godt og grundigt – for bedre at kunne se den lille larve af en slags på vej ned i fuglens mave:

Sandløber, Bønnerup Strand.

Vi slutter med en lille “poll” – afstemning om man vil. Jeg sad og kiggede nogle ældre billeder igennem og fandt dette, synes jeg selv, flotte silhuet-billede. Men hvilken fugl er der mon tale om?

[forminator_poll id=”2616″]

Svaret kommer selvfølgelig i næste indlæg her i bloggen.

Jeg går i øvrigt og eksperimenterer lidt med forskellige “quiz-plugins” til WordPress, som er “motoren” bag denne blog. Det kunne nemlig være sjovt at lave en lille fugle-billed-quiz en gang i mellem – men jeg har endnu ikke fundet det hele rigtige plugin til mit behov. Der arbejdes på sagen.

Lidt flere skud af steppehøgen

De seneste par aftener er gået med at få ryddet ud og redigeret (nogle stykker) af de mange billeder af steppehøgen fra Abild jeg fik taget i weekenden. Høgen ser i øvrigt ud til at have forladt området, utvivlsomt trækkende længere østpå for at nå yngledestinationen i eller omkring Rusland. Et eksempel på et af billederne før redigering:

Steppehøg, Abild.

Jeg plejer at starte med beskæringen og herefter justere detaljerne. Da høgen var så længe om at vise sig (eller rettere, at lette fra marken!) var lyset begge dage lidt for “hårdt”, resulterende i skrappe kontraster, udvaskede detaljer og lidt mere grimme baggrunde end ellers. Det kan man delvis kompensere for i redigeringen. Nedenfor det færdigredigerede billede, hvor baggrunden er valgt via en maske og efterfølgende forsøgt gjort mere spiselig, her ved at justere kontrasten ned og aggressivt støjbehandle. Fuglen er blot redigeret på den sædvanlige maner, når der skydes i raw (feks lidt mere mellemtonekontrast, skarphed, kurvejustering etc.)

Nedenfor et lille udvalg. Synes egentlig gallerier i sig selv er kedelige – men måske nok ikke helt så kedelige, når motivet er en steppehøg!

HDR-Due

Hjemkomst i nat fra Madeira efter en lang dag med bus, fly og bil. Den sidste stund på øen skulle udnyttes, så vi stod tidligt op inden afrejse og nød solopgangen ved havnen i Funchal, Madeiras hovedby. En due gik tur på molen:

Bydue, Madeira.

Jeg havde kun min 35 mm med på turen – men det er faktisk rart ikke at skulle tænke over objektivskift og at al “zoom” foregår med benene. Billedet her er taget med blænde 2.8, som bidrager til dybdefornemmelsen i billedet – sammen med molen selvfølgelig. Modlyset nødvendiggjorde 1/6500s – jeg kunne dog have justeret lidt og fået isoen lidt længere ned – her endte vi på 500. Den dynamiske spændvidde er ekstrem – fra den mørke beton og due i forgrunden til den gryende sol i baggrunden. Det klarer vores egne øjne bedre end selv moderne kameraer – se bare hvordan baggrunden er overbelyst, mens forgrunden er for mørk. Godt man så kan snyde lidt bagefter i billedbehandlingsprogrammet:

HDR-bydue, Madeira.

Her har jeg leget lidt i flyet på vej hjem med capture1s “linear gradient mask” – en foroven og en forneden i billedet, hvor eksponeringen så efterfølgende er justeret. Forgrunden er faktisk hevet knap 2 stop op, mens baggrunden er trukket et stop ned! Billedet får derved et noget mere ekspressivt udtryk – men også det typiske “HDR-look” (HDR står for High Dynamic Range) – noget der smagsmæssigt deler vandene. Døm selv. Et par stykker mere fra samme morgentur:

Molen i Funchal, Madeira.

Jeg håber på i løbet af ugen at komme ud til Årtoft Plantage, hvor der i den seneste tid, hver eneste aften er gået (fløjet?) 250.000 eller deromkring, kvækerfinker til ro. Sort sol – nu med finker!

En måne i mørket

De korte dage giver ikke megen råderum til fotografering – de lyse timer tilbringes jo på arbejdet. Ved hjemkomst i dag – i sen skumring – bemærkede jeg en relativt lavtstående måne. Den kraftige blæst skubbede skyerne rundt på himlen og den lod sig kun se i korte glimt i skydækkets huller. Jeg forsøgte med et par måneskud. Nedenstående er taget med telekonverter, stativ, selvudløser og manuel eksponering. Vi endte på iso 1600, 1/1250s og blænde 5.6. Egentlig kunne man sagtens normalt komme længere ned i lukkertid, men den kraftige blæst ruskede i objektivet, hvilket nødvendiggjorde den relativt hurtige lukkertid for at undgå rystede billeder. Blænden stod vidt åben, så den eneste tilbageværende måde at eksponere korrekt på, var ved at øge isoværdien til 1600. Det giver såmænd ikke ret meget støj. Døm selv:

Månen

Glædelig Jul

Hermed en sidste opdatering inden julefreden for alvor indfinder sig. I dag sad en enkelt blåmejse i vores kugleahorn, længe betragtende et par mejsekugler, jeg kort forinden havde hængt op under foderbrættet. Der skulle åbenbart samles mod, for den sad der en pæn stund og jeg nåede lige at hente kameraet:

Blåmejse, Høruphav.

Med lidt hurtig (læs: sjusket) juleinspireret billedmanipulering kunne den såmænd godt gøre det ud for en lille nisse:

Julemejse?

Glædelig jul! Satser på endnu flere og ikke mindst bedre billeder i det nye år.

Dyr tur

Hjemme fra ferie igen og desværre intet nyt i forhold til mit mistede fotostativ. På vej tilbage til min bil efter min seneste tur til Ballum Sluse, mødte jeg en spørgelysten fugleinteresseret dame og vi fik en kort snak om stedets fugleliv. Mens vi stod og småsludrede tog jeg rygsækken af og stillede stativet op af hegnet ved parkeringspladsen. Herefter pakkede jeg bilen med vaders, liggeunderlag, rygsæk og skjul – og præsterede at køre fra stativet – en rigtig god model fra Gitzo:

Jeg opdagede desværre først min fejl den følgende dag og kørte i stormvejr om aftenen tilbage til slusen – desværre fandt jeg intet stativ – og på slusekroen var der heller ikke indleveret noget. Politiet har heller intet modtaget, så jeg regner ikke med at se det igen. På stativet sad et gimbalhoved, som er svært at komme uden om med mit meget tunge objektiv:

Alt i alt en særdeles dyr fornøjelse – og så ovenikøbet på en tur, der fotomæssigt var en skuffelse. En lille positiv ting: Gimbalhovedet, som nu tjener en eller anden langfingret type, var jeg faktisk ikke tilfreds med. Løsnede man helt op for den nederste skrue for en flydende horisontal bevægelse , gik det nemlig ud over stabiliteten af hovedet. Jeg har derfor valgt at opgradere til en gitzo-gimbal, der generelt får meget gode anmeldelser på nettet og ovenikøbet er “væskedæmpet” – uden af koste ret meget mere end mit gamle hoved:

Det nye stativ samt hoved skulle gerne ankomme sidst på ugen. Det hele er i øvrigt købt i England – der spares ca 25 procent og jeg nåede det lige inden Brexit!

Et par få skud fra weekenden

Mestendels elendigt vejr ved Avnø Vig (og vist nok resten af Sønderjylland!) i weekenden. Jeg vovede mig alligevel ud et par morgener:

Isfugl – for tæt på!

En isfugl viste sig pludseligt og satte sig akkurat på grænsen til minimumsafstanden for fokus – som er cirka 6 meter for min tele. Jeg var i gang med at lægge an til at trække hele kameraet med stativ og det hele lidt tilbage, da den fløj. Blæsten var kold og flåede i skjulets camouflagenet – og i formentlig samme fugls “frisure” da den lidt efter kom tilbage:

Forblæst isfugl, Avnø Vig.

I morges kunne solen akkurat snige sig ind mellem vigens vand og et tæt gråt skydække kort efter solopgang. En fiskehejre fouragerede et godt stykke væk, på lavt vand efter småfisk:

Fiskehejre i morgenlys, Avnø Vig.

Der gik vel 10 minutter med smukt morgenlys – men desværre viste isfuglen sig ikke.

Flot lys – desværre ingen fugl!

Kort efter ovenstående billede er taget begyndte det at regne kraftigt og jeg fortrak indendøre igen. Fotomæssigt en noget mager weekend!

Hjemme havde jeg til gengæld modtaget et print af min “collage” af isfugle. I forhold til udgaven her er baggrunden ændret til en blå udgave, der giver et mere roligt udtryk.

Print af isfugle-collage.

Planen er indramning formentlig i løbet af kommende uge og muligvis et print mere i et noget større format. Jeg vil dog lige se, hvordan den lille udgave tager sig ud med ramme og det hele, først.