Kategori: Ture

Gårsdagens smukke aftenlys og et relativt nyt kamerahus, gjorde det svært at modstå endnu en aftenspadseretur ved Trillen, hvor ideen var igen at øve flugtskud af stedets mangle dige- og landsvaler. Det hele startede dog med en stationær engpiber, der fint poserede i en hybenbusk. Parret er konstant at finde inden for 25 meter af busken, så reden må være ganske nær – måske endda gemt i netop dén busk:

Det tågede grønne indtryk nederst i billedet er såmænd bare lidt krat i forgrunden – en effekt mange faktisk tilstræber for at give det hele et mere drømmende udtryk.

Præstekraverne var også på plads. Jeg fik et modlys-foto af en “stampende” fugl – en teknik der vist nok skulle lokke spiseligt kryb op af sandet:

Et flugtskud lykkedes det også med. Baggrunden er ret kedelig, men til gengæld kom fuglen ret nær, hvorfor billedet ikke straks blev slettet:

Og så var det ellers svaletid. Der var mestendels digesvaler at se, men et par enkelte landsvaler viste sig af og til. Her et flot eksemplar, hvor konturerne af Høruphav anes i baggrunden:

Digesvaler sås i pæne antal. Efterhånden som solen stod lavere på himlen, var modlysfotos en mulighed:

Som det ses, var der masser af svirrende fødeemner at jagte:

Af og til landende en enkelt fugl i sandet ved “Lille Trille”, men altid kun for en meget kort stund. Jeg fandt aldrig ud af, hvad ideen var – måske et meget kortvarigt hvil?

Modlysbilleder er ofte “for meget” og er generelt noget jeg undgår. Her fungerer det dog ok synes jeg:

Jeg satte mig ned i sandet og forsøgte dermed at komme mere på øjenhøjde med fuglene, der ofte fløj over banken i meget lav højde. Ulempen var selvfølgelig en mere “ufri” håndtering af kameraet. Det lykkedes dog alligevel (efter mange mislykkede forsøg!):

Og her milisekundet efter, i en lidt anderledes beskæring:

Det er, som skrevet før, en ret sjov disciplin – netop fordi den er udfordrende og svær at mestre.

På vej hjem fløj en fasan forskræmt op i skumringen. Se bare, hvordan en fasan ser ud bagfra med udslåede vinger:

Det nye kamerahus har jeg efterhånden vænnet mig til – det er egentlig ret meget som det gamle i udseende og layout af diverse knapper – men med en autofokus, der er lysår bedre:

Nu er vi ved at være derhenne, hvor et kikset billede stort set altid skyldes ens egen manglende formåen og ikke fordi autofokus’en driller:

Førhen var man således typisk dobbelt udfordret: dels i forhold til at få fuglen i søgeren og dels efterfølgende at erhverve fokus – men nu er det faktisk mest det første, idet kameraet straks klistrer sig fast til fuglen, så snart den ses i søgeren. Der er stadig undtagelser, men de kan typisk imødekommes med præfokusering og øvelse.

Det hele skal dog ikke gå op i flugtskud: En tidlig morgen i ugens løb besøgte jeg igen Fredsmaj, der også i år huser flere par af ynglende gråstrubet lappedykker. Trods min ankomst ganske tidligt, var der allerede varmeflimmer i luften, som desværre gav alle billederne et lidt uldent udtryk:

Nogle ikke helt nyudklækkede ællinger af gråand var også på morgentur:

Der var en 4-5 par lappedykkere, men jeg så ingen unger til at begynde med. Men så efter lidt tid opdagede jeg en unge godt skjult på ryggen af en af forældrefuglene:

Den fik også kortvarigt lov at tage et par korte svømmeture:

Men ville hurtigt op til den vanlige trygge plads igen:

Deres meget karakteristiske skrig skulle jeg heller ikke snydes for. Det minder lidt om vandriksens hyl, men mere skingert og samtidig hæst:

Her i weekenden øvede jeg mig lidt mere i flugtskud ved Trillen. Vi starter dog med et par stationære fugle. Først en tornirisk, der blev ved med at vende tilbage til det samme nåletræ for at synge i naboens have. Så fandt jeg til sidst kameraet frem:

Og ved Trillen, var der udover mine “øve-svaler” også nogle ikke særligt gamle hvide vipstjerter, der rendte lidt forvirrede rundt i sandet og fortsat i ny og næ blev fordret af en af forældrefuglene:

Ungfuglene kan næsten se helt gule ud på brystet (ikke så udtalt her), men det bliver det nu ikke en gul vipstjert af. Læg også mærke til den gule mundvig, der klart indikerer helt ung fugl.

Herefter øvede jeg lidt mere med flugtskud. Der var dog ikke så meget lys af gøre godt med – noget der ellers er et krav med de påkrævede lynhurtige lukkertider:

Og et mere forneden af en af mange de flotte landsvaler ved Trillen i disse dage, fouragerende i aftenens sidste lys på jagt efter insekter. Jeg drømmer fortsat om et nærbillede af en svale lige før et insekt fanges. Der arbejdes videre på sagen!

Vi slutter med en gravand med konturerne af Høruphav i baggrunden. En noget mere langsommelig fugl, der i forhold til de hurtige svaler, tilsyneladende flyver i slowmotion og er dejlig nem af følge med kameraet:

Måske kan jeg nå en tur til Bundsø søndag. Jeg har en fornemmelse af, at de sorthalsede lappedykkere muligvis fortsat er at finde i søen – og hvem ved, måske også med afkom?

Tog springet forleden og opgraderede mit hus til en nyere model, hvis autofokussystem indtil videre har vist sig suverænt:

Flugtskud er nu væsentligt nemmere, omend det selvfølgelig fortsat kræver øvelse og ikke mindst tålmodighed. Ovenstående billede er taget ved Trillen forleden, hvor det sædvanlige præstekravepar søgte føde ved “Lille Trille”. Der er rigtigt mange gående derude (inklusiv en del løse hunde), men fuglene virker relativt upåvirkede af den megen trængsel. Kommer fotografer, hundeluftere eller andet godtfolk for nær, flyttes såmænd bare 50-100 meter i en vilkårlig retning, hvorefter fødesøgningen straks genoptages.

Svaler er der også masser af lige nu. Her et langskud af en digesvale:

Et landsvalepar må have rede ganske nær stien ud mod “Store Trille”, hvor der regelmæssigt blev hentet redemateriale:

Fuglene kom ofte tilbage til vandpytten for oven (hvor jeg så stod klar) med redemateriale, der blev dyppet i mudderet og efterfølgende ført til reden – klar til at blive “klistret” fast til konstruktionen ved hjælp fra det friske mudder. Her et flugtskud af en af fuglene:

Næsten nede ved vandet ved “Lille Trille” er der igen i år også ynglende engpiber. Her en af forældrefuglene med friskfanget mad til ungerne:

Og endnu et skud – nu med en flot hybenblomst som bonus:

Og et flugtskud, der (næsten) går som en leg med det opgraderede hus:

Weekenden tilbragte vi på Djursland, hvor det kunne blive til en enkelt tur søndag morgen. Øer, en lokalitet lige op af den spøgelsesagtige Ebeltoft Færgehavn, har de seneste dage haft besøg af en farverig karmindompap. Der gik ikke længe efter ankomst, før fuglen blev lokaliseret ved hjælp af dens karakteristiske sang:

Den sad typisk og sang nogle minutter ad gangen, for så at flyve få hundrede meter til en anden sangpost. Tæt på kom jeg aldrig, men dog lidt nærmere end ovenfor. Nedenfor morgenens bedste skud af skønheden, betydeligt beskåret:

Længere ude mod vandet sad en sanglærke og solede sig:

En rødrygget tornskade viste sig også:

Jeg fik et en serie af flugtskud af den ret fjerne fugl. Trods dette formåede kameraet alligevel af låse sig fast på fuglen, der ikke fyldte ret meget i søgeren:

Flugtskud plejer at være udfordret af på den ene side at få fastlåst fokus på fuglen, der bliver sværere for kameraet jo større afstanden er (med mindre baggrunden er “ren” himmel) og på den anden side af fastholde fuglen i søgeren – som omvendt kan være meget vanskeligt når fuglen er tæt på. Det nye hus lover dog godt for fremtiden.

Vi slutter tilbage ved Trillen, hvor en rørsanger for en gang skyld havde fundet en sangpost fri af rør og krat:

Hvis dog bare drosselrørsangeren forleden havde været ligeså ugenert.

Er man ude efter en fotografisk udfordring er mursejlere et godt sted at starte. De lynhurtige fugle er svære at få i søgeren og ikke mindst holde fast i, når de med stor fart kommer susende gennem aftenhimlen i jagt på insekter eller på vej til redepladserne, i dette tilfælde oppe under tagkanten på slottet.

Man kan selvfølgelig gøre det let for sig selv – fotograferes fuglene på lang afstand og mod en blå himmel er det såmænd ikke så svært at få fokuseret og fyret en serie af – omend der skal panoreres meget hurtigt når fuglene kommer tættere på og den relative hastighed dermed øges:

Med vand som baggrund er det også til at have med at gøre. Her ses en lille flok ved Sønderborg havn, den åbne Christian d. Xs bro anes i baggrunden:

Kameraet vil (nogle gange) klistre til fuglen og dermed fastholde fokus selvom fuglen bevæger sig fra himmel som baggrund til noget helt andet:

Nedenfor ses fuglene flyve ind over et hustag og kameraet valgte her straks at fokusere på taget bagved. Da fuglene var relativt tæt på bygningen ser det dog ikke så grelt ud:

Kommer fuglene tættere på, bliver det hele endnu mere vanskeligt. Det går utroligt stærkt og fokus skal erhverves med det samme, ellers er det ikke muligt at følge fuglen. Her et eksempel, hvor det lykkes at fange fokus, men straks efter var fuglen fløjet bag et træ i forgrunden:

Og et mere, hvor det lykkedes at følge fuglen flyvende foran samme træ. Det røde mellem bladene er slottets røde mursten:

Det var i øvrigt et fascinerende skue. Et par timer før solnedgang kom et stigende antal mursejlere nærmere slottet og valgte regelmæssigt under højlydte skrig at flyve i små flokke i meget høj hastighed, men ret lav højde, rundt om slottet. Her ses et par fugle – læg mærke til den skrigende fugl øverst:

Her et eksemplar i lynhurtig flugt over slottes tag med en af skorstenene i baggrunden:

Der må være reder oppe under tagkanten, for en del fugle søgte regelmæssigt derop:

Alle billederne er i øvrigt taget med vidtåben blænde og en lukkertid på enten 1/4000s eller 1/5000s. Alt i alt en meget sjov, men også særdeles anstrengende disciplin. Telen føltes tungere og tungere som tiden skred frem og efter knap 2 timer kunne mine arme ikke mere! Vi slutter med et skud af et flot eksemplar i aftenlyset med Mariekirken i Sønderborg som baggrund:

En spadseretur rundt om Nørresø kunne det blive til i dag:

Turen i dag var noget mindre anstrengende end min seneste tur til søen (der foregik i flydeskjul) – min kone og jeg spadserede såmænd bare i ro og mag på diget hele vejen rundt om søen. En drosselrørsanger var meldt ud seneste dage på DOF-basen, mere eller mindre samme sted og praktisk nok tæt på en af søens nordlige parkeringsmuligheder. Vi var da nærmest også kun trådt ud af bilen, da drosselrørsangerens lidt hæse besynderlige sang tydeligt hørtes fra rørskoven lige op ad søbredden. At få øje på den var til gengæld ikke nemt! Den valgte jævnligt at skifte sangpost, men altid de samme to, der lå omkring 40 meter forskudt langs bredden. Hvis vi var heldige fik vi et glimt af fuglen i lav flugt over vandet, men ofte opdagede vi først den havde skiftet sangpost (og dermed “sneget” sig uset forbi os) når den begyndte at synge igen. Efter en halv times tid, hvor vi efterhånden følte fuglen bevidst snød os med sin position, opgav jeg fotos og vi tog i stedet fat på gåturen rundt om søen.

En sivsanger snurrede fra nordvestbredden og jeg fik et skud gennem rørene, der giver det lidt mælkede udtryk:

Rørsangere var der også masser af, men de forblev, akkurat som drosselrørsangeren, aldeles skjulte lavt i rørskoven. Jeg forsøgte mig i stedet med lidt flugtskud af de mange mursejlere, der fangede insekter over søen og diget.

Det er faktisk ikke nemt. Ovenfor ses fuglen ude af fokus, da kameraet ofte vil vælge at fokusere på et eller andet i for- eller baggrunden i stedet for fuglen. Og får man endelig fuglen i fokus, kan man ikke regne med at fokus fastholdes perfekt:

Nemmest er det hvis det lykkes at fokusere på fuglen et stykke ude og så håbe den flyver tættere på i en ikke alt for uforudsigelig kurs. Her et perfekt fokuseret skud – men til gengæld alt for langt væk:

Fugl mod himmel er meget lettere for kameraet – men billederne er bare ikke nær så interessante:

Her et skud, hvor det lykkedes mig kortvarigt at fastholde fokus, men fortsat alt for hårdt croppet – og trods dette, fylder fuglen for lidt i billedet:

Et mere, hvor den sorte fjerdragt ser helt fløjsagtig ud på den grønne baggrund:

Nedenfor det bedste resultat af de i alt 70 skud jeg fik fyret af. Havde jeg været alene og haft mere tid, ville det nok snarere have været 1000 billeder!

Efter at have nået hele vejen rundt om søen, forsøgte jeg mig igen med den drilagtige drosselrørsanger, der fortsatte sin rutine med regelmæssige skift mellem sangposter. Sådan ser det ud når man febrilsk forsøger at opnå fokus fra en eleveret position, sigtende mod vandet, gennem rørskov:

Hele tiden håbede jeg på, den ville vælge en synlig sangpost, men den valgte konsekvent at sætte sig dybt i rørskoven, ude af syne. Ret frustrerende at stå så tæt på den meget højlydt syngende fugl, uden at kunne se den! Og dog: Den sad på et tidspunkt frit fremme i en busk – i cirka 2 sekunder, men jeg formåede ikke engang at få rettet kameraet i den rigtige retning før det var for sent. Til sidst, faktisk efter vi mere eller mindre havde opgivet, lykkedes det utroligt nok med et flugtskud – kameraet låste næsten mirakuløst fokus på fuglen, da jeg forsøgte at fastholde den i søgeren i de få sekunder det tog den at tilbagelægge strækningen mellem de to sangposter:

Stædighed betaler sig. Og måske et kamera med et hurtigere autofokussystem? Jeg overvejer en opgradering.

Et par ture efter arbejde ned til Trillen er det blevet til i ugens løb – min meget lokale fuglelokalitet, kun få hundrede meter fra hjemadressen. En enlig rødben rastede på “Lille Trille” og fløj straks op – som rødben har for vane, selv når man nærmer sig med museskridt:

Flugtbilleder er nemme når baggrunden er himmel, men noget sværere med en mere kompleks baggrund som her, hvor autofokusen ofte driller. Det bliver dog nemmere og nemmere med moderne kameraer at fastholde fokus, omend det fortsat ofte er “hit’n’miss”.

Længere ude, ved “Store Trille”, sad et par rørsangere og skrattede i rørskoven. Jeg stod længe og ventede på én af dem ville vælge en højt beliggende sangpost, men de sang stædigt videre lavt i rørskoven ude af syne. Til gengæld hørtes pludselig nogle andre og også meget karakteristiske lyde og minsandten om lydkilderne ikke også dukkede frem af rørskoven:

Det er utroligt nok første gang det er lykkedes mig at se skægmejser ved Trillen, på trods af en hel del spadsereture på lokaliteten gennem de seneste små 10 år. Ovenstående billede er i øvrigt manuelt fokuseret, da kameraet ikke er smart nok til at skelne mellem en fugl og et rør og derfor ofte vælger det sidste at fokusere på – især som her, hvor der ikke er frit udsyn til fuglene. Heldigvis kom fuglene mere fri af vegetationen – i cirka 5 sekunder! Så var de væk igen. Jeg fyrede en serie af og fik et enkelt af en hun i fokus:

En han var der også, men desværre nåede jeg kun ganske få skud inden de var væk. Nedenfor det bedste, en smule frontfokuseret (fokus bør ligge på øjet, men ligger her på røret):

Et forsøg mere i dag på bedre fotos af skægmejser var forgæves – jeg hverken så eller hørte spor af dem. En landsvale lykkedes det mig at fange i flugten, en ret udfordrende disciplin:

Billedet er taget med 1/5000s og der er brugt “tracking, flexible spot”, til de fotonørdede. Det går stærkt og udover at opnå fokus på fuglen, skal man altså indledningsvist lige finde den i søgeren og ikke mindst sørge for den bliver der! Jeg tog vel godt 100 billeder, hvoraf kun ovenstående kunne bruges!

Ingen fototure er det blevet til den seneste uge (godt og vel endda) grundet mangel på tid. Der er ellers masser af interessante arter i området lige nu: Savisanger i Tønder, kærløber i Højer, silkehejre på Nordals og meget mere. De sjove stylteløberne ved Torup Made ser til gengæld ud til at være forduftet igen. Her et skud mere af parret, pudset og plejet i capture 1:

En bomlærke fra Ballum-egnen, fotograferet engang i forrige uge fandt jeg også på kortet:

Et “bonusskud”, der blev taget mens jeg egentlig lå og ventede på en lille gruppe af pomeransfugle – der dog desværre valgte at flyve bort, da bondemanden kom lidt for nær i sin ATV. Inden da kom bomlærken heldigvis forbi og poserede fint.

Vi slutter med en mere eksotisk art – for når der ikke er tid til at komme ud, må man nøjes med familiens undulat. Her et makroskud taget med en oldsag fra Minolta, der trods sin alder tegner superskarpt – hvis man da ellers kan ramme fokus (her forsøgt ramt på øjnene) og få dybdeskarphed nok. I dette tilfælde er den vel omkring 2-3mm(!) og trods blænde 2.8 ender vi på iso 10000:

Weekenden tilbringes i sommerhuset. Måske isfuglen er tilbage. Jeg drømmer stadig om et flugtskud af det blå lyn, lige over vandniveau og direkte mod kameraet. Det bliver formentlig ved drømmen, men jeg vil nu nok alligevel forsøge i ny og næ.

Torup Made er vel nok en af de mest spændende fuglelokaliteter på Als, så det var vel egentlig ikke så mærkeligt, at der forleden blev spottet (af en lokal fugleentusiast) et par af den ret sjældent forekommende stylteløber!

Læg mærke til den lille prik nogenlunde i midten af vandet. Nedenfor et ekstremt crop:

Søndag aften tog jeg tilbage vel vidende at bedre billeder ville kræve en tur dybt i mudderet – så jeg skiftede fra søndagstøjet til noget mere mudder-egnet. Jeg havde forinden udset mig en rute til den nordøstlige del af vådområdet, hvor det var muligt at nærme sig uset i ly af et levende hegn. Ved hegnets afslutning var det ned på maven i mudderet og herefter stille og roligt mave sig frem i pløret, skjult i de mange græstotter. Vejret var uforudsigeligt med vekslende skydække inkluderende både sol og byger. Da jeg langt om længe havde fået bevæget mig frem til området (total gennemblødt!), var det begyndt at småregne. En af fuglene kom lidt nærmere og næsten fri af vegetationen mellem mig og vandet:

Billedet er beskåret kraftigt – jeg gætter på afstanden var omkring 50 meter. Jeg valgte at blive liggende og fuglene bevægede sig heldigvis “den rigtige vej” langs bredden og kom derved næsten fri af den megen krat imellem os:

Kigges der godt efter på ovenstående billede, ses faktisk et friskfanget bløddyr af en slags i næbbet.

Hannen kan kendes på den næsten sortfarvede ryg:

Hunnens ryg er mere mørkebrun i nuancen:

De ekstremt lange og derfor meget karakteristiske ben var yderst praktiske:

Nedenfor anes stylteløberens flotte ribsrøde øje – ses bedst ved at klikke billedet op i stor størrelse:

Jeg lå og nød synet i en god time. Fuglene valgte gradvist at søge længere bort langs bredden og var efterhånden igen godt skjult af krat. Jeg luskede kort efter hjem i halvmørket i godt nedkølet tilstand, men en stor oplevelse rigere.

Ugens løb bød også på et gensyn med Ballum-egnen, der igen i år selvfølgelig huser de flotte hedehøge. Jeg sludrede ved Torup Made med en af kræfterne i “Projekt Hedehøg”, som var noget bekymret i forhold til ynglemulighederne i år. Det kolde forår har betydet meget begrænset vækst i vintersæden, der derfor mange steder står for lavt til at friste som redelokalitet for høgene – som netop foretrækker sådanne marker.

Ved Mjolden tæt på Ballum, var der hele 5 høge at se inden for kort tid. Her en flot han:

Og her en hun mod en noget truende himmel, der kort tid efter gav en ordentlig byge:

Lidt sol slap igennem skydækket og en af hunnerne tog sig et hvil:

Trods den mulige mangel på egnede redelokaliteter, var de indledende takter til ynglesæsonen allerede godt i gang:

Smukke fugle, som forhåbentlig finder en løsning på rede-udfordringerne.

I weekenden blev det til en enkelt morgentur – denne gang til Nørresø i Tønder, som jeg ikke tidligere havde forsøgt mig med i mit flydeskjul – det skulle nu vise sig at blive en ret besværlig affære. Vejret var noget trist med en lind strøm af småbyger. Hundredevis af land- og digesvaler fouragerede over søens vand, hvor luften var tæt af insekter. Lyset var for svagt til flugtbilleder, så jeg nøjedes med at fotografere de nok mere mætte artsfæller:

Nørresø viste sig som allerede nævnt at være ret bøvlet med et flydeskjul. Søen er mestendels meget lavvandet, hvilket gør det besværligt at bevæge sig rundt i skjulet – man er grundet skjulets ringe højde nødt til at gå i ret anstrengende foroverbøjet stilling. Med derfor en del sved på panden fik jeg langsomt bevæget mig et godt stykke ud i søen. Flere gange undervejs havde jeg mest lyst til at lægge mig ned i vandet og møve mig frem på maven – det er bare ikke en god ide iført vaders! Midt i anstrengelserne fløj et par mudderklirer ind og satte sig til rette i et af de mange døde træer stikkende op af søvandet:

Søen er reetableret i 2009, hvilket sikkert forklarer, hvorfor jeg pludselig kunne komme ud i meget dybt vand, hvor der så måtte bakkes hurtigt tilbage til de (for) lavvandede dele – det har utvivlsomt været tidligere drænrender jeg var kommet ud i. En del fjordterner kom ofte tæt på i deres dyk efter fisk, men det var desværre umuligt at fotografere fra flydeskjulet. Her et skud fra lang afstand:

Jeg forsøgte flere gange at nærme mig en større flok brushaner, hvor jeg på afstand kunne se flere optræk til slagsmål hannerne i mellem – og da de stort set er ved at være i yngledragt foregik kampene i fuldt ornat med både udslåede fjerkraver og ditto toppe. Jeg bevægede mig dog så langsomt frem, at fuglene flere gange desværre lettede og fløj til en anden del af (den store) sø, inden jeg nåede frem. Jeg gjorde to forsøg – første gang lettede hele flokken, da en rørhøg afsøgte området og anden gang da en ældre havørn tog en morgenrunde. Jeg fandt som trøstpræmie et par enkelte fugle på lang afstand, fouragerende i mudderet:

Og her hannen:

Så desværre ingen billeder af kæmpende brushaner i denne omgang – det står ellers højt på foto-ønskelisten!

Jeg blev siddende samme sted en times tid – mest fordi jeg faktisk trængte til det, efter den ret udmattende brushane-jagt! En tinksmed viste sig pludseligt, godt gemt i den lave vegetation. Så snart fuglen var lidt mere fri af diverse gevækster var det med at trykke på knappen:

Og så dukkede denne her lille ryle op – en art jeg ikke tidligere har haft fornøjelsen af:

Vel nok den mest anonymt udseende ryle af dem alle. Ses ofte alene – akkurat som her:

Rylen er fotograferet i trist gråvejr og småregn. Kort tid efter klarede det pludselig op – og to fugle fløj ind på hver side af skjulet. En tinksmed i kraftigt modlys:

Og en mudderklire – taget 20 sekunder efter ovenstående (jeg skulle jo lige have bugseret skjulet 180 grader rundt!):

Ret vildt så meget lysretningen betyder for et fotografi! Mudderkliren foroven sad/gik i øvrigt på skjulet mens jeg fotograferede tinksmeden. Nærkontakt af første grad!

Radbrækket fik jeg møvet mig ind til bredden og begav mig tilbage mod bilen. Omkring 50 meter fra bilen, hørte jeg pludselig en karakteristisk sang fra et buskads. Efter at have afført mig mine vaders, skiftet batteri på kameraet og fået en tår kaffe ved bilen, gik jeg tilbage og fik hurtigt lokaliseret kilden til den finurlige snurren:

Nedenfor en lille video af sangen (beklager rysteriet – det er ikke nemt at filme håndholdt med en tele!):

Vi slutter med et enkelt billede taget i går aftes ved Høruphav, hvor jeg gik en kort aftentur og bemærkede denne flotte fugl:

Også i år er der ynglende rørhøg i rørskoven nær Vældammen ved Trillen. Der burde være gode muligheder for anstændige fotos fra skjul – selvfølgelig uden at forstyrre fuglene. Måske en morgentur i nær fremtid?

Tirsdag morgen tog jeg retur til Bundsø. Målet var bedre billeder af den efter alt at dømme enlige nordisk lappedykker, der holder til i søen i øjeblikket. Og måske som bonus nogle bedre billeder af de i hvert fald fire sorthalset lappedykkere, der også er at finde i Bundsø lige nu. Denne gang startede jeg med at afsøge den sydlige del, hvor en gruppe gravænder allerede var i gang med morgenmåltidet i disen:

Et par blishøns gled lydløst forbi mit skjul i det smukke morgenlys – så pyt med at billedet faktisk er en smule misfokuseret:

Gravænderne var opmærksomme på skjulet, men jeg nærmede mig åbenbart så langsomt, at de accepterede min tilstedeværelse:

Morgenvasken skulle også overstås:

Og se, solen steg af søens dyb og gav et noget anderledes udtryk – her i næsten direkte modlys, der flot fremhævede disen:

Gruppen af ænder var talrig og jeg havde motiver i alle retninger – som flydeskjulet muliggør at udnytte. Her endnu en gravand, nu i medlys, som giver et helt andet udtryk:

Jeg var efterhånden kommet frem til søens sydlige ende, hvor en enlig krikandrik rastede nær søens bred:

Kort efter fløj en trio af hvidklirer ind og satte sig i det lave vand nær bredden.

En enkelt af klirerne vaskede sig ivrigt i søens ikke særligt klare vand:

Jeg blev vel godt en times tid i den del af søen, desværre uden at se hverken nordisk eller sorthalset lappedykker. Skjulet med indhold blev derfor bugseret i nordlig retning, hvor jeg efter lidt søgen, fandt frem til dette par:

Jeg forsøgte ligesom sidst at komme nærmere med meget langsomme skridt, vekslende med hurtige ryk, så snart de var dykket efter føde – men de valgte desværre at bevæge sig ud i en ret dyb del af søen, hvor jeg ikke kunne følge dem. Nedenfor et kraftigt beskåret foto:

Jeg var i min forgæves forfølgelse kommet ret tæt på en af søens skarvkolonier, hvor en beboer dukkede pludseligt op, ganske nær:

Jeg fik bugseret skjulet hen til bredden og satte mig til rette op ad rørskoven i et efterhånden noget spinkelt håb om at få den nordisk lappedykker at se. Lyset blev tiltagende hårdt og jeg opgav efter yderligere en god halv times venten. På vej tilbage mod parkeringspladsen var der pludselig et par krager, der larmede højlydt og flaksede rundt over rørskoven. De var nok ikke mere en 20-30 meter fra mig, der stille og roligt bevægede mig fremad i det lave vand langs søens østlige bred. Efter lidt søgen fik jeg øje på årsagen til kragernes alarmkald:

Billedet er taget tyve minutter i 9 og er allerede noget trist at se på lysmæssigt. På solrige dage er det faktisk ikke meget mere end én, maksimalt to timer efter solopgang, hvor lyset er acceptabelt. Rørhøgen tog et par runder langs bredden og kom faktisk også helt hen til skjulet, som uden tvivl blev checket ud og fundet ufarligt. Herefter satte den sig til rette i en svanerede, der tilsyneladende var forladt:

Og så befandt jeg mig pludselig i en helt uvant situation: Ganske tæt på en rørhøg, der ovenikøbet allerede havde set mig og efter alt at dømme accepteret min tilstedeværelse. Jeg vovede derfor at nærme mig yderligere, billedet nedenfor beskåret en smule:

Høgen var fuldstændig ligeglad og forsatte helt upåvirket sin roden i reden – jeg antager efter føde:

Jeg fortsatte med at nærme mig og nåede efterhånden ind på omkring 10 meter. Her et portræt – trods alt beskåret noget:

Jeg var nu kommet så nær, at da høgen pludselig besluttede at ryste fjerdragen, fik jeg ikke det hele med:

Jeg trak mig lidt tilbage fra fuglen igen (tænk at skulle opleve det!):

Høgen blev til min store fornøjelse siddende i reden i knap 11 minutter! Så tæt kommer jeg næppe nogensinde på en rørhøg igen.