Hjejler ved Birkepøl

Turen startede ved Torup Made, men der var meget stille. En musvåge kiggede dovent på mig, mens jeg forgæves ventede på kærhøgen.

Musvåge på udkig efter bytte (og mig)

Jeg valgte derfor at køre en tur til Birkepøl, hvor der ligeledes virkede meget stille. Jeg var faktisk ved at vende hjemad, da jeg hørte et par fuglestemmer,  der lød tæt på. Og først der efter kunne jeg pludselig se dem:

Hjejler fouragerende i græsset, godt camoufleret!

Så var det ellers bare at parkere bilen og vente. Langsomt kom et par stykker nærmere i deres jagt på føde. En smule sne krydrede billederne:

Hjejlens vinterdragt er ikke så kontrastrig som sommerdragten, men er man tæt nok på ser man pludselig det smukke farvespil:

Så pyt med manglende kærhøg, det her var mindst lige så godt!

Musvåge + mus = mums!

På vej hjem fra arbejde kørte jeg gennem Lambjerg og lagde mærke til en musvåge, der sad muse(!)stille og stirrede intenst i græsset. Der måtte være noget interessant på færde, for fuglen lod sig ikke synderlig distrahere af mig. Jeg fik sågar lov at stoppe bilen næsten overfor – noget der ellers stort set altid får musvåger til at lette og flyve bort.

Der våges…

Solen var lige gået ned så lyset var sparsomt. Selv med ISO6400 måtte jeg ned i 1/320 for overhovedet at eksponere bare nogenlunde tilstrækkeligt.

Slås til…

Sådan en adfærd har jeg faktisk ikke set før hos musvågen – ligner jo til forveksling en hvepsevåge på vej ned i et hvepsebo!

Haps!

Som det ses var det dog ikke en hveps der var målet. Så er der serveret!

Avnø Vig i frostvejr

I weekenden tog vi en tur i sommerhus ved Avnø Vig, efter en længere pause grundet travlhed i weekender. 

Vejret var mestendels klart og ret koldt – omkring et par grader under frysepunktet om morgenen.  Et tyndt lag is prydede vigen og vores ramponerede bådebro – som netop blev delvist ødelagt sidste år af is.

Solopgang ved Avnø Vig

Jeg havde håbet på et glimt af isfuglen eller måske et par skægmejser i rørene, men forgæves.  Man bliver hurtigt kold så det er også begrænset hvor længe tålmodigheden holder stand. Det ville ellers have klædt billedet nedenfor med en lille fugl oveni:

Der mangler ligesom et eller andet…

Lidt senere oppe ved huset ud mod skoven sendte en musvit et trøstende blik min vej:

Næste tur bliver forhåbentligt på torsdag og igen tilbage til Torup Made. Planen er fortsat et anstændigt billede af blå kærhøg. Jeg har set en hun flere gange derude og en enkelt gang en han – og den fugl er noget af det smukkeste vi har!

Havørn på afstand

Efter en nattevagt og efterfølgende for få timers søvn, afsted en lille tur til et af mine “stamsteder” – Mjangmark. Lyset var dramatisk vekslende mellem sol og skydække med enkelte småbyger. Må indrømme jeg havde siddet der nogen tid før jeg så den:

Den er der faktisk – havørnen. Find Holger!
Ekstremt crop – kønt er det ikke

Det der er ikke nemt at komme tæt på. Adgangen fra pulverbækken ender et godt stykke væk og at bevæge sig over marken kræver man gør det inden solopgang og efterfølgende etablerer en eller anden form for skjul  – med risiko for at få et skud hagl bagi af en nærsynet jæger!

Midt i grublerierne kom en falk forbi og lavede nogle flotte dyk:

Vidåslusen i Højer

Det gode vejr indbød til tur og vi kørte derfor til Højer for at gå en tur på digerne med tilhørende imponerende udsigt over Vadehavet. 

Der findes få steder i Danmark med mere fugleliv og selv på denne årstid er der nok at se på.  

Bramgæs i flugt efter en havørn viste sig i horisonten

Jeg gik selvfølgelig også og kiggede efter potentielle steder at sidde/ligge i skjul i forhold til at komme rigtigt tæt på fuglene. Bedste bud indtil videre er nok vejen vest fra Højer mod grænsen ved Siltoft. Den er relativt ubefærdet og såfremt man bliver i bilen, tror jeg der er gode muligheder for at komme tæt på fuglene. Man kommer dog ikke i øjenhøjde med de rastende fugle – man kører jo i sagens natur på et dige – men skulle der komme en havørn flyvende forbi, er det nok ikke så ringe!


 Udsigt mod vest fra Højer. Forneden i billedet ses biltoget på vej til Sylt.
En af havørnens lillebrødre – taget fra vejen tæt på fugleskjulet ved 
Rickelsbüller Koog på den tyske side af grænsen.


Udsigt over Mjangmark

Fik indleveret de 3 prints til Kunsthjørnet i Sønderborg. Efter en god snak med indehaveren faldt valget på hvid ramme, 8 cm bred passe partout samt refleksfrit glas. Hvis alt går vel afhentning onsdag.

Herefter en lille tur til Mjangmark, hvor jeg igen tillod mig at låne bondemandens hochsitz, der ligger ned mod dammen langs et levende hegn. Lyset var mildt sagt ikke fotoegnet. En musvåge poserede og en kærhøg kom forbi. Som man kan se af det sidste billede, er det faktisk uhensigtmæssigt at sidde eleveret i hochsitz’et, da horisonten forsvinder på billedet – resulterende i mindre dybde og et mindre interessant billede.

Ulkebøl tur retur

Først et kort smut i Bilka, hvor et billigt liggeunderlag blev indkøbt. Herefter til Ulkebøldam i håbet om et par gode billeder af dammens rastende fugle. Der var rigeligt med troldænder, gråænder, et par skalleslugere samt de sædvanlige fiskehejrer. Billeder blev det bare ikke til, enten var de for langt væk eller der var buskads i vejen. Kørte derefter til Mjangmark, hvor der var meget stille. På vej hjem gennem Lambjergsned var en musvåge så venlig at posere lidt på en pæl.

Torup Made #2

Meget kold morgen. Sad vanligt sted med underben i vand, blev hurtigt meget koldt trods forede gummistøvler og 2 lag sokker. En del gæs og krikænder. Rørdrum fløj tværs over dammen i tusmørket før solen rigtig fik fat. Et par skægmejser fouragerede i rørene 1 meter fra hvor jeg sad – det varmede lidt, men ikke nok. Må nok droppe at sidde delvist i vandet fremover – simpelthen for koldt.