Megamange megapixels

Fra de første digitalkameraer kom på markedet og frem til nu er antallet af pixels det har været muligt at presse ned på en kamerasensor bare steget og steget. Fullframe-kameraer fås nu i (omtrent) 50 megapixel-udgaver fra alle de store mærker og mellemformatkameraer (der bestemt IKKE egner sig til fuglefotografering) har nyligt passeret 100 megapixels! Men betyder det egentlig noget med alle de mange pixels når det handler om fuglefotografering? Nedenfor et billede af en lille lappedykker taget forleden:

Lille lappedykker, Sony A7R4, 600mm F4, 1/2000s, iso 2000.

Billedet er ucroppet og oprindeligt 9504 x 6336 pixels stort, svarende til cirka 61 megapixels. Nedenfor en illustration af megapixel-forholdet mellem de vel nok mest benyttede fullframe-kameraer i øjeblikket:

Illustrationen kan nemt misfortolkes. Den viser således ikke hvad man vil se igennem et 600mms objektiv med de forskellige kameraer monteret – der vil man uanset kameravalg nemlig se det oprindelige billede – de her viste kameramodellers sensorstørrelse er jo identiske, svarende til full frame, og de vil derfor med et 600mms objektiv monteret vise præcis det samme. Forskellen i antallet af pixels i billederne vil til gengæld være meget stor. Som illustrationen viser, kan et billede taget med et 61MP-kamera således croppes ganske betydeligt, før man rammer samme opløsning/antal pixels som et kamera med 20 megapixels.

Det bedste er dog uden tvivl slet ikke at skulle croppe – og dermed mestre det allersværeste ved fuglefotografering, nemlig at komme tæt nok på. Det er dog ofte umuligt – og i de tilfælde kan et højt antal megapixel hjælpe og “veksles” til mindre afstand! Det er dog ikke gebyrfrit. Et crop kan således aldrig erstatte det at komme tættere på – dis/varmestråling/dybdeskarphed er bare nogle af de parametre der påvirker billedet i negativ retning. Og sidst men ikke mindst: Noget af det allerbedste ved fuglefotografering er (for mig), når en fugl helt uforstyrret og ubevidst om min tilstedeværelse kommer helt tæt på og fylder “framen” helt ud. Og så er antallet af megapixels ret ligegyldigt.

Nedenfor en vindrossel fra weekenden, der kom helt tæt på. Billedet er ikke synderligt godt teknisk, men oplevelsen var i top:

Vinfrossel?, Avnø Vig.

Billedredigering m. fup og farver

Billedredigering er et must ved fuglefotografering: De fleste skyder for det første i raw, der jo altid kræver en eller anden form for korrigering, men derudover skal der efterfølgende (udover det obligatoriske crop!) næsten altid justeres for eksponering, hvid- og sortniveauer, skarphed og måske også fjernes støj. Det er der næppe nogen der vil rynke på brynene af, men billedredigering kan faktisk godt være et lidt ømtåleligt emne – for hvornår er justeringerne for “meget”? Alle fotokonkurrencer har således et rimelig fast defineret regelsæt for hvad man må og ikke må gøre ved et billede. En af de større fuglefotokonkurrencer BPOTY (Bird photographer of the year) tillader for eksempel ovennævnte justeringer, men ikke brug af kloningsværktøjer, sammensmeltning af flere forskellige billeder, udskiftning af baggrunde, himmel mm. En undtagelse er dog kategorien “creative”, hvor alt er tilladt!

Ovenfor et billede til behandling i mit foretrukne program Capture One – taget i dag bag vores sommerhus. En spætmejse på jagt efter solsikkefrø – placeret af mig blandt nogle grene placeret af mig på nogle bukke – placeret af mig! Og nedenfor i en ret “mildt” redigeret udgave, hvor der udover et crop (hvor bukkene selvfølgelig er skåret væk!) er justeret for eksponering, kurver og støj:

Spætmejse, Avnø Vig.

Her er eksponeringen i øvrigt trukket næsten et stop ned, for at understrege billedets i forvejen lidt mørke og varme udtryk, men stadig med lys nok på fuglens “ansigt”.

Et par billeder fra sidste weekend:

Og en hurtig sammenbikset kombination:

Sangsvanekomposit.

Her er der faktisk tale om 2 redigeringer. Først er der skabt lidt plads bag svanen i forgrunden ved at “croppe” billedet større og derefter klone/strække baggrunden til kant. Herefter er dette billede “smeltet” sammen med billedet af de 3 svaner ved hjælp af et overlay-layer. Slutteligt er de tre svaner “blurred” en smule – for at illudere begrænset dybdeskarphed! Havde jeg brugt lidt mere tid på det og med de originale filer i stedet for de i forvejen komprimerede udgaver, vil jeg mene, det kunne gøres uden man ville få mistanke om fup!

Det er man dog næppe i tvivl om her:

Isfugle, komposit.

Her er der naturligvis tale om mange forskellige skud af formentlig samme fugl taget over flere dage, der efter justering for eksponering og farvebalance, er møjsommeligt sat sammen i photoshop ved hjælp af fortrinsvis clone stamp tool – en ret tidskrævende opgave, hvis det skal se godt ud. Endelig er det hele forsynet med en pæn baggrund, taget fra et af billederne og forstørret op.

Og endelig et mere kreativt (outreret?!) billede, opnået ved at kombinere to andre skud fra sidste uge, nemlig en diset skarv og isfugl:

Ved at bruge et “difference layer” – der på kompliceret vis udregner en ny farvning baseret på forskellene i de to billeders farvesammensætning, fås et ret syret udtryk, der ikke desto mindre er mere interessant end summen af de to oprindelige skud – hvis man spørger mig:

Syret skarv og isfugl!

Pointen må vel være, at alt er tilladt – men redigeringer udover det konventionelle og forventelige i en given sammenhæng, bør deklareres!

Crop versus teleconverter #2

Forrige indlæg handlede mest om fordele og ulemper ved brug af en teleconverter. Min konklusion var, at det oftest er bedre bare at lade teleconverteren ligge derhjemme (eller lade være med at købe en i første omgang!), men efterfølgende kom jeg til at tænke på, at min lille test måske var lidt “uretfærdig” (udover usystematisk og meget uvidenskabelig!) idet vejret på den tur var ret diset – og at der derfor måske rent faktisk ikke var flere detaljer at hente ved yderligere forstørrelse.

Jeg besluttede derfor at prøve med endnu en test i weekenden under lidt mere kontrollerede forhold – måske havde jeg gjort teleconverteren uret?

Glughul i plankeværk, Avnø Vig

Billedet foroven er fra efteråret, hvor jeg savede et lille hul i plankeværket ved vores sommerhus, der vender ud mod en lille blandingsskov, fortrinsvis bestående af løvtræer.

Glughul i plankeværk, Avnø Vig

Lørdag formiddag stillede jeg et par bukke op, lagde diverse grene over og hængte et par foderautomater op – snyd og humbug, men godt til en lille teleconvertertest!

Vi starter med en spætmejse:

Billede 1, Spætmejse, Avnø Vig

Og en mere:

Billede 2, Spætmejse, Avnø Vig.

Begge billeder er eksporteret med minimal redigering og jeg har forsøgt at croppe billederne så fuglen fik nogenlunde samme størrelse. Her er par crops mere – helt tæt på:

Billede 1, udsnit, Spætmejse, Avnø Vig.
Billede 2, udsnit, Spætmejse, Avnø Vig.

(Der er croppet til 1920 pixels på langs ved billedet taget uden teleconverter og lidt mindre på billedet taget med teleconverter (for at få fuglen nogenlunde i samme størrelse) og herefter eksporteret til jpeg svarende til 1920 på langs.

Bedøm selv, men husk at klikke billederne op i stor størrelse og vær opmærksom på, at fokusplanet ved så kort afstand (tæt på minimumsfokusdistancen på 4.5 meter) er ekstremt tyndt. Hele fuglen er derfor ikke i perfekt fokus – så kig på de skarpeste sektioner på hvert billede og bedøm så!

En sumpmejse kom også forbi:

Billede 3, Sumpmejse, Avnø Vig.

Og en mere:

Billede 4, Sumpmejse, Avnø Vig.

Og tæt på – med samme fremgangsmetode som ved spætmejsen:

Billede 3, udsnit, Sumpmejse, Avnø Vig.
Billede 4, udsnit, Sumpmejse, Avnø Vig.

Igen – husk at kigge på billedernes skarpeste dele når der sammenlignes!

Inden jeg afslører hvilken spæt- og sumpmejse, der er taget med teleconverter, lige et par fotos mere fra weekenden, der som det fremgår blev tilbragt ved Avnø Vig. Hver aften kommer en flok sangsvaner ind for at raste for natten på vandet, i sikkerhed for rovdyr. Jeg prøvede med et par morgenskud i det sparsomme lys:

Sangsvaner, Avnø Vig.

Og naturligvis lettede flokken før lyset rigtig duede til noget:

Sangsvaner, Avnø Vig.

Et par skud mere – nu i eftermiddagslys af småfuglene bag huset:

Sumpmejse på spring, Avnø Vig
Spætmejse tanker solsikkefrø, Avnø Vig.

Og (langt om længe!) nu til resultatet af min lille test: Billede nummer 1 og 3 er taget uden mens billede 2 og 4 er taget med teleconverter. Jeg er, i tråd med forrige indlæg, fortsat ikke helt overbevist om den store gevinst ved brug af (i hvert fald min) teleconverter, men måske på et andet kamera med færre megapixels og dermed mindre “cropability” er det muligt gevinsten er til stede. De to sidste billeder i indlægget her er i øvrigt taget med teleconverter. Man burde jo nok lave en “studietest” med præcis afstand, belysning, eksponering, fokusplan etc. Men hvis man alligevel ikke rigtigt kan se forskel i “felten” – er det vel egentlig spild af tid.

Crop versus teleconverter

Forleden kørte jeg en tur i området mellem Højer og Rudbøl, efter at have set 12 havørne flyve ind over Vidåslusen i de tidlige morgentimer. En musvåge sad på en pæl og fortærede et bytte:

Musvåge, 600mm, F4, +1/3Ev, 1/1000s, iso1000.

Billedet er ucroppet og taget fra vejen med mit 600mm objektiv. Blænden stod vidåben svarende til F4 og eksponeringen blev på stedet trukket op 1/3 stop og burde måske nok være trukket yderligere op – da det store parti af grå himmel medvirkede til en undereksponeret fugl. Lukkertiden kunne også være langsommere (for dermed at opnå en lidt lavere iso), men blev valgt, da jeg regnede med fuglen ville lette og dermed give behov for den moderat hurtige lukkertid. Fuglen lettede dog for en gangs skyld ikke – formentlig fordi den var travlt optaget af at spise! Nedenfor et crop til præcis 1920 pixels på den brede ende (fra billedets oprindelige 9504 pixels:

Musvåge, 600mm, F4, +1/3Ev, 1/1000s, iso1000.

Jeg kørte en smule frem og da fuglen fortsat blev siddende besluttede jeg at prøve at sætte min 1.4 teleconverter på, der “forvandler” objektivet til en udgave på 840mm F5.6 – altså 40 procent mere brændvidde på bekostning af et fuldt stop lys – svarende til den halve mængde i forhold til uden konverter.

I mellemtiden brød solen delvist igennem det ellers ret tætte skylag og vinklen havde naturligvis også ændret sig en smule, da jeg jo var kørt lidt frem:

Musvåge, 840mm, F5.6, +1/3Ev, 1/500s, iso1600.

Lukkertiden blev denne gang justeret ned til 1/500s, da fuglen fortsat virkede travlt optaget med måltidet. Nedenfor endnu et crop til præcis 1920 pixels i bredden:

Musvåge, 840mm, F5.6, +1/3Ev, 1/500s, iso1600.

Og endelig to helt ekstreme crops af et par andre skud, hvor jeg har forsøgt at gøre størrelsen på fuglen nogenlunde ens:

Uden teleconverter.
Med teleconverter.

Alle billederne er i øvrigt, fraset beskæringerne, uredigerede og eksporteret med default settings i Capture One 21.

Testen her er naturligvis uheldig på mange måder: motivet er skudt fra forskellige vinkler, lyset er tydeligt forskelligt og endelig er lukkertid og dermed iso justeret mellem de to seancer. Resultaterne er derfor ikke fuldstændigt sammenlignelige – men et eksempel fra det “virkelige liv” i stedet for et kedeligt studiesetup, siger ofte meget mere – synes jeg!

Og hvad er så bedst? Tja, forskellen er i eksemplet her i hvert fald (måske overraskende?) svær at få øje på, når skarphed er den eneste parameter der vurderes på.

Fordele ved teleconverter:

  • Øget rækkevide
  • Forstørrer motivet uden tab af pixels (som jo skæres bort ved et tilsvarende crop)
  • Dybdeskarpheden en smule mindre ved samme afstand til motiv og dermed potentielt bedre isolation af subjektet
  • Måske nemmere at “se” en god komposition når billedet i viewfinderen er tættere på det ønskede resultat

Ulemper ved teleconverter:

  • Tab af lys (halvt så meget lukkes ind ved brug af en 1.4, kun en fjerdedel ved brug af en 2.0)
  • Forstørrelsen af det sete “forstørrer” desværre også objektivets begrænsninger – såsom kromatisk aberation. Skarpheden mindskes til gengæld.
  • Sløvere autofokus end uden, ved brug af en 2.0 converter en hel del sløvere.
  • En smule tungere (øger vægten med cirka 5%, der vel nok betyder noget efter timevis i felten med håndholdt kamera!)
  • En hel del sværere hurtigt at få en fugl i søgeren ved 840mm end 600mm.

Ideen med sammenligningen fik jeg først efter jeg kom hjem og gik billederne igennem, så man burde jo lave et par flere tests i felten. Min konklusion er dog nogenlunde klar, også baseret på tidligere erfaringer: Teleconvertere er typisk ikke besværet værd – hele ideen med den ekstra rækkevidde går lidt tabt, når et tilsvarende crop er kvalitetsmæssigt nær det samme – men til gengæld uden en væsentligt langsommere autofokus, den halve mængde lys og frustrationer med hurtigt at få fuglen i søgeren!

Til sidst lidt flere skud af musvågen der snart fik selskab af misundelige krager og en ditto artsfælle:

Musvåger, tæt på Højer.

Efter måske at have siddet og samlet lidt mod forsøgte den bageste fugl at få del i måltidet:

Musvåger, tæt på Højer.

Den gik dog ikke:

Musvåger, tæt på Højer.

En enkelt krage forsøgte også med et bagholdsangreb men blev hurtig luret og afvist med et par udslåede vinger – mens den anden musvåge så til:

Musvåger, tæt på Højer.

Afvisningen blev efterfulgt af den totale ydmygelse:

Musvåge klatter på krage, tæt på Højer.

Efter at have siddet lidt og spist videre, lettede fuglen endelig – og som man kan se var en af kragerne sekundet efter i luften efter resterne:

Musvåge, tæt på Højer.

Der var i det hele taget ganske mange musvåger siddende på diverse pæle i landskabet. En ungfugl valgte at blive siddende da jeg standsede bilen – faktisk ret usædvanligt og formentlig netop fordi det var en ungfugl, der endnu ikke var blevet helt så forsigtig som de voksne fugle:

Musvåge, tæt på Højer.

Og et crop af et crop:

Musvåge, tæt på Højer.

De lyse, næsten gule øjne samt den frisk udseende fjerdragt, afslører ungfugl:

Musvåge, tæt på Højer.

Et klassisk syn i det danske vinterlandskab, her i kraftigt modlys:

Musvåge, tæt på Højer.

Testtur af flydeskjul til Torup Made

Har (igen) været en smule vanvittig og indkøbt mig et flydende fotoskjul, fra Mr. Jan Gear. Prisen var høj, til gengæld skulle risikoen for uheld med kameraudstyret være rimeligt lav – noget der er er vigtigt med den slags bekostelige sager! Jeg valgte at teste udstyret for første gang ved Torup Made, hvor vanddybden er meget lav. Der var uheldigvis meget småt ved fugle – for en gangs skyld. En lille lappedykker valgte at komme nogenlunde tæt på, desværre i kraftigt modlys:

Lille lappedykker, Torup Made.

Den fouragerede i en af madens drænrender, hvor jeg efter at have bevæget mig derud, pludselig opdagede jeg ikke kunne bunde! Med hele min vægt på skjulets pontoner kom min gimbal faretruende tæt på vandet – det hele var noget angstfremkaldende!

Jeg fik bakset mig ind i smult vande igen og ventede. Der var meget stille og fuglene kom bare ikke den aften. Kort før solen gik ned landende en fiskehejre et godt stykke væk og tog sig godt ud i det smukke aftenlys:

Fiskehejre, Torup Made.

Herefter valgte jeg at pakke sammen for den dag og gik i madens lave vand tilbage mod fast grund, trækkende skjulet efter mig:

Torup Made – nu med flydeskjul!

Fantastisk smuk aften – uanset mangel på fotos. Fremtidige ture jeg umiddelbart har i tankerne er Bundsø i håbet om nærkontakt med de mange rastende gæs og ænder for tiden. Desuden Kruså Møllesø – det kunne være sjovt at svømme om kap med søens sjældne hvidøjede and!

Én blåhals ved Trillen – i mange udgaver

Efter hjemkomst fra arbejde gik vi en tur ved Trillen i den ganske lune sene eftermiddag. Der var faktisk ret stille fuglemæssigt. Vi så igen rørhøgen svæve over sivene, desværre akkurat som sidst helt ovre mod Sønderskovens sydlige kant, for langt væk til ordentlige billeder. Næsten fremme ved fugletårnet hørtes pludselig en meget høj og karakteristisk sang – og lige dér, ikke meget mere end 4-5 meter fra os, sad en flot han af blåhals i toppen af en lille busk. Solen stod lavt og næsten lige bag fuglen – ikke ligefrem foto-optimalt:

Blåhals i modlys, Trillen.

Sådan ser kameraets autoeksponering ud baseret på hele billedet – det giver mere mening når man ser den ubeskårede version for neden, hvor den totale mængde lys “evalueres” og eksponeringen justeres efter dette. Da jeg stort set altid bruger manuel blænde og lukkertid, men lader kameraet vælge iso, ender vi her på iso 320 med blænde 4 og 1/1600s.

Det er jo åbenlyst ubrugeligt! Jeg trak derfor eksponeringen næsten 3 stop op og heldigvis blev fuglen siddende mens jeg fumlede med knapperne! Så så det pludselig sådan ud:

Blåhals, Trillen.

Fuglen er nu mere eller mindre korrekt eksponeret – til gengæld er himlen fuldstændig brændt af! I billedbehandlingsprogrammet kan de brændte highlights dog til dels reddes:

Blåhals, Trillen.

Helt godt er det nu ikke. Lidt mere avanceret billedbehandling med en såkaldt maske på henholdsvis fuglen og baggrunden, muliggør justering af (blandt andet) eksponeringen, men kun på dele af billedet:

Blåhals, Trillen

Her er fugl og baggrund trukket i hver sin retning – og dermed indiviuelt eksponeret nogenlunde korrekt. Sådan så det bare ikke ud – hvidbalancen er helt forkert i forhold til det oplevede motiv ved trillen. Så er det godt man kan rette baggrundens balance til – uden at forstyrre fuglens farver:

Blåhals, Trillen.

Så ser det efterhånden nogenlunde acceptabelt ud – og meget mere som det vi oplevede på stedet. Smuk fugl! Og synge kunne den jo forresten også:

Blåhals, Trillen.

Dyr tur

Hjemme fra ferie igen og desværre intet nyt i forhold til mit mistede fotostativ. På vej tilbage til min bil efter min seneste tur til Ballum Sluse, mødte jeg en spørgelysten fugleinteresseret dame og vi fik en kort snak om stedets fugleliv. Mens vi stod og småsludrede tog jeg rygsækken af og stillede stativet op af hegnet ved parkeringspladsen. Herefter pakkede jeg bilen med vaders, liggeunderlag, rygsæk og skjul – og præsterede at køre fra stativet – en rigtig god model fra Gitzo:

Jeg opdagede desværre først min fejl den følgende dag og kørte i stormvejr om aftenen tilbage til slusen – desværre fandt jeg intet stativ – og på slusekroen var der heller ikke indleveret noget. Politiet har heller intet modtaget, så jeg regner ikke med at se det igen. På stativet sad et gimbalhoved, som er svært at komme uden om med mit meget tunge objektiv:

Alt i alt en særdeles dyr fornøjelse – og så ovenikøbet på en tur, der fotomæssigt var en skuffelse. En lille positiv ting: Gimbalhovedet, som nu tjener en eller anden langfingret type, var jeg faktisk ikke tilfreds med. Løsnede man helt op for den nederste skrue for en flydende horisontal bevægelse , gik det nemlig ud over stabiliteten af hovedet. Jeg har derfor valgt at opgradere til en gitzo-gimbal, der generelt får meget gode anmeldelser på nettet og ovenikøbet er “væskedæmpet” – uden af koste ret meget mere end mit gamle hoved:

Det nye stativ samt hoved skulle gerne ankomme sidst på ugen. Det hele er i øvrigt købt i England – der spares ca 25 procent og jeg nåede det lige inden Brexit!

Trillen igen – nu fra skjul

Efter et par småopgraderinger af den oprindelige konstruktion i form af højdejusterbare stænger (som muliggør tilstrækkelig højde til også at benytte skjulet i siddende stilling) samt nemmere isætning af ringen (med velcro – som også har betydet en vægtreduktion på næsten 150 g), var det tid til en afprøvning. Så trods det grå og faktisk ret kølige morgenvejr, tog jeg igen ned min lokale fuglelokalitet og havde lige før 5.30 fået sat skjulet op og lagt mig til rette:

Trillen, Høruphav – med skjul.

Efter et kvarters tid ankom 3 rødben.

Rødben, Trillen, Høruphav.

De landede desværre lidt for langt væk og blev siddende nærmest urørlige en lille times inden de fløj afsted igen. En del vipstjerter, unge og voksne, flaksede rundt og rodede i sandet. Det tidlige tidspunkt og det tætte skydække krævede fuld blændeåbning og alligevel måtte iso’en ofte presses op på 2000 eller mere for at få brugbare lukkertider:

Juvenil Hvid Vipstjert, Trillen, Høruphav.

En gul vipstjert sås ganske kortvarigt inden den forsvandt igen, desværre uden brugbare billeder. Skjulet så til gengæld ud til at fungere fint – en del ungfugle kom ganske nær:

Juvenil Hvid Vipstjert, Trillen, Høruphav.

Præstekraverne var der selvfølgelig også – mindst 2 generationer:

Adult Stor Præstekrave sætter Juvenil på plads!

En strandskade fløj ind, satte sig og fløj igen umiddelbart. Jeg nåede at trykke på knappen:

Strandskade, Trillen, Høruphav.

Både land- og digesvaler svirrede rundt, men var som vanligt nærmest umulige at få brugbare billeder af. Et par digesvaler var heldigvis så venlige at lande i et par sekunder og så kunne der trykkes løs:

Digesvaler, Trillen, Høruphav.

En stor skallesluger med 7(!) ællinger satte sig og rastede få meter fra mig – desværre bag kameraet, der ikke bare lige sådan lader sig vende. Den lille familie gik efter lidt tid (nogen svømmede også) på et tidspunkt op langs vandkanten lige ud for skjulet, måske to meter fra mig. Umuligt at tage billeder af, men dejligt at lagre billederne på nethinden i stedet. Vi slutter med en sur præstekrave, jagende en artsfælle i min retning:

Stor Præstekrave, Trillen, Høruphav.

Hjemmestrikket fotoskjul

Som tidligere skrevet er et fotoskjul ofte et nødvendigt onde for at nærme sig fuglene – eller rettere: for at fuglene nærmer sig. Og som også tidligere nævnt herinde, er netop det at komme tæt på fuglene det allersværeste ved fuglefotografering – i hvert fald såfremt man spørger mig. Kort afstand til motivet løfter til gengæld ofte fuglebilleder fra nogenlunde til gode eller ligefrem fremragende.

Man kan købe diverse udgaver af fotoskjul på nettet og de fås faktisk også i letvægtsudgaver på lige under 2kg. De fylder dog for meget til jeg kan have dem med rundt. I forvejen medbringer jeg en meget tung tele og ofte også et (rimelig tungt) stativ. Kamera og objektiv har jeg i en rygsæk, mens stativet bæres. En yderligere rygsæk eller taske er derfor ikke praktisk ladsiggørligt – med mindre der kun skal gås ganske kort efter en parkeringsplads er fundet i det grønne.

Jeg har derfor prøvet at konstruere et eller andet nogenlunde brugbart selv. Kravene var lethed, kompakthed, ikke for bøvlet at sætte op, og det skulle kunne bæres på ryggen og dermed kunne sættes fast på min rygsæk på en eller anden facon.

Brainstorm-skitse

Efter diverse overvejelser, blandt andet i form af ovenstående skitse, faldt valget på en ring-baseret konstruktion. Man kan som bekendt finde alt på ebay – også nedenstående “samlbare” hulahopring, der her ses med et par rørholdere fra Davidsen.

Hulahopring, farvevalget ikke specielt diskret!

Ringen fik lidt grå maling for et lidt(!) mere naturligt look. Et par bambuspinde forstærket med tape blev brugt til at holde ringen:

Det begynder at ligne noget..

Et letvægts-camouflagenet blev herefter placeret over hele konstruktionen:

Pindene kunne godt være kortere – men ofte vil jorden nok være noget mere blød og måske ligefrem mudret – og så er det nok godt at kunne stikke lidt dybere for bedre stabilitet.

De enkelte dele.

Det hele kan rulles sammen i liggeunderlaget og burde kunne fæstnes til min rygsæk. Og vægten? Deprimerende 1,8 kg – dog inklusiv liggeunderlaget. Camouflagenettet vejer alene næsten et kg – og det er efter en kraftig beskæring i forhold til det viste på forrige billede.

Alt i alt ender vi med: objektiv+kamera: 6,4 kg, stativ: 2 kg, gimbal-hoved: 1,2 kg, skjul: 1,8 kg. Med rygsæk ender vi på godt 12 kg! Jeg kunne naturligvis bare medbringe min noget lettere zoom og en beanbag – så er vi faktisk nede på næsten det halve i vægt. Oldsagen på billederne lukker dog næsten 2½ gang mere lys ind og er ovenikøbet skarpere. Er det så 6 kg værd? Ja – så længe man ikke skal gå alt for langt!

Lappedykker med støj

En toppet lappedykker dukkede pludselig op på vej hjem langs vandet ved Trillen – efter vi havde nydt solnedgangen bag pynten i retning mod Sønderborg. Der var stadig et svagt flot rødt skær over vandet mod Kegnæs:

Klik for lidt større version

Billedet er taget ved 600mm, vidtåben blænde (som er 6.3 for den her benyttede Tamron zoom) og 1/800s – meget længere kan det ikke lade sig gøre at komme ned i lukkertid håndholdt og ovenikøbet i en meget akavet foroverbøjet stilling med kameraet svævende lige over strandbredden. Fokuspunktet lå i midten af billedet og det nåede jeg ikke at justere, hvilket her giver en lidt uhensigtsmæssig komposition – udover det åbenlyse, nemlig at fuglen er for langt væk. Fuglen bør fylde mere og placeres længere til højre i billedet, med mere plads foran sig i bevægelsesretningen – sjovt nok helt i overensstemmelse med det gyldne snits æstetiske princip. Nå, men ovenstående var den skarpeste udgave jeg fik i hus inden fuglen var væk. Med de indstillinger og samtidig mangel på lys, forstærker kameraet signalet en hel del for at opnå en nogenlunde eksponering – i det her tilfælde ender vi i iso 4000. Jo højere iso jo mere støj i billedet – støj bliver nemlig desværre også forstærket af kameraets forsøg på at eksponere korrekt. Billedet foroven er dog akkurat spiseligt – og støjen kan med et godt billedbehandlingsprogram fjernes uden de store tab i kvaliteten. Endnu værre bliver det imidlertid, når billedet beskæres til en mere kompositorisk spiselig version:

Klik for lidt større version

Og skæres helt ind til et 100 procents crop af fuglen ser det efterhånden rædsomt ud:

Klik for lidt større version

Eksemplet her er grelt, men pointen gælder mere eller mindre ved alle lysforhold: Jo hårdere der beskæres, jo mere støj og mindre (opfattet) skarphed i billedet. Og det fører så til næste erkendelse/erfaring: Udfordringen ved fuglefotografering er efter min mening ikke at mestre autofokus, eksponering, iso mm. Moderne kamerasensorer er meget tilgivende overfor suboptimale eksponeringer, og med de høje framerates de fleste nyere modeller tilbyder i dag, skal man være mere end uheldig, for ikke at få i det mindste et par skud i perfekt fokus. Den virkelige udfordring består i at komme tæt nok på.