Et par engelske gråspurve og lidt snyd

Sommerferien tilbringes i Cornwall i England, hvor der af gode grunde ikke er ret megen tid til fuglekiggeri. Vi nøjes med et par skud af de lokalt ynglende gråspurve. Her hannen på vej med et eller andet ubestemmeligt til de ventende unger:

Gråspurv, Cornwall, England.

Den ser noget slidt ud og de våde fjer (det regner en del i England!) gør det ikke bedre. Jeg fik også en kort serie af hunnen i flugt, men det eneste acceptabelt skarpe (i forhold til fuglens øje) var nedenstående foto:

Gråspurv, Cornwall, England.

Ærgerligt med de akkurat “klippede” vinger nederst i billedet. Lidt efterfølgende snyd i Photoshop elements (jeg har valgt ikke at betale for storebroderen Photoshop, der kun fås som abonnementsløsning, dvs. en fast månedlig ydelse for at benytte programmet, som i øvrigt også kan en del mere end de fleste nogensinde kommer til at bruge) giver følgende resultat:

Gråspurv, Cornwall, England.

Resultatet er opnået ved lidt “free transform” samt clone stamping. Snyd og humbug, men her synes jeg det er ok at gøre det.

Stedet vi har lejet er ret fugletomt, bortset fra de obligtoriske småfugle – såsom gråspurve. Den sortryggede variant af hvid vipstjert er jævnligt at se. Rødhals og jernspurv har jeg også set. En af de kommende dage tager vi på en bådtur langs nordkysten – med mulighed for finhval, sæl og lunder. Kameraet tager jeg med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *