Nye arter på kortet – og “hvorfor?”

To forgæves ture seneste uge uden ét eneste billede – trods alt sjældent det sker! Målet var igen den hvidøjede and ved Kruså. Fik den fint set begge gange, men på alt for lang afstand eller blokeret af krat. Måske 3. gang er lykkens gang – satser på endnu et forsøg i næste uge. I mangel af bedre i stedet en lille post omkring de få nye arter jeg formåede at fotografere i 2021 – som jeg altså ikke tidligere har fotograferet, nogensinde.

Vi starter med et miserabelt foto, der selvfølgelig kun er gemt grundet ovenstående:

UFO, Forstbotanisk Have, Aarhus.

Hvad er mon det for en?

Fuglen er kernebider. Kan (med lidt god vilje) bestemmes på det generelle jizz og meget karakteristiske kraftige næb.

Næste billede er taget ved Augustenborg Havn, hvor der en uges tid i december var besøg af denne fugl:

UFO, Augustenborg Havn.

Og hvad er så det for en?

Fuglen er en alk. Bemærk det meget kraftige næb, hvis karakteristiske hvide stribe akkurat anes her.

Et par dage efter ovenstående billede er taget, besøgte jeg Frøslev Plantage og fik egentlig ikke ret meget ud af den tur. Dette par drillede lidt med artsbestemmelsen:

UFO, Frøslev Plantage.

Arten kan ikke præcist bestemmes – men næsten!

Det er to gråsiskener. Om det er stor eller lille kan ikke afgøres ud fra fotoet her.

I 2021 fik jeg (utroligt nok) også mine første billeder af denne ret så almindelige art:

UFO, Vidåen.

Hvilken art?

Det er selvfølgelig skægmejser, et par på vej fra den ene bred til den anden af Vidåen i mild regn.

Sidste nye art er lidt snyd, for billedet er taget i Østrig (den findes dog også herhjemme!):

Ufo, Hüttschlag, Østrig.

Hvilken fugl?

Det er såmænd en (østrigsk) husrødstjert.

Ovenstående lille serie fik mig (igen) til at tænke over, hvorfor jeg og så mange andre egentlig holder så meget af fuglefotografering. Det er der nok mange forklaringer på, hvoraf nogle kunne være:

  • Oplevelsen i felten
  • Glæden ved godt grej
  • Jagten på det gode foto
  • Jagten på det sjældne foto
  • Samler-mentalitet
  • Socialt samvær
  • Salg af fotos

Vægtningen varierer selvfølgelig noget fra fotograf til fotograf. Personligt er det klart punkt nummer et der fylder mest – i kombination med punkt 3, hvor det selvfølgelig blot er endnu bedre såfremt arten også er “en af de svære”. En del fuglefotografer jeg har talt med, går mere efter så mange arter som muligt, hvilket ofte og af gode grunde resulterer i billeder af meget svingende teknisk og æstetisk kvalitet (som de netop ovenfor viste) – en slags frimærkesamling, hvor antallet af fotograferede arter vægter højt og hvor man så bliver ekstra glad når en længe savnet art endelig finder vej til SD-kortet. En slags twitching om man vil – med kamera! Andre tager på ture sammen, hvor det sociale element spiller ind – og sikkert også umuliggør at nærme sig en del arter! Og så er der det med grejet, som man kan bruge (ti)tusindvis af kroner på og glædes over – og så alligevel året efter drømme om næste opgradering af kamerahus eller objektiv. Sidste punkt på listen kunne man nok godt slette efterhånden. Der er efter sigende absolut ingen penge i fuglefotografering længere, i en tid hvor facebook, instagram, blogs(!) og lignende, flyder over med fotos i ofte fremragende kvalitet – muliggjort af den digitale “revolution”og et bredt udbud af effektivt udstyr for beløb, hvor de fleste kan være med.

Og hvad så med de to mislykkede ture i ugens løb. Tja. På vej hjem i bilen er man da lidt skuffet over de manglende fotos, men det ved man jo heldigvis ikke på forhånd. Derude håber man til det sidste i en eller anden umulig stilling i noget krat og selvom hovedmotivet ikke viser sig som håbet, er der ofte bonusser indlagt – udover duftene, lydene og roen. Og slutteligt: Var det for let, gad jeg nok slet ikke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *