Opsamling fra de seneste par uger

En hel del travlhed på jobbet, i weekender og andre undskyldninger, har betydet mindre tid til fotografering de seneste 10 dages tid. Lidt er det dog blevet til, mest småture hist og pist. Lærkefalkene på Østals har jeg forsøgt mig med nogle gange. Det kræver dog mere held end vanligt at få gode fotos – de høres ofte og til tider faktisk konstant kaldende, men viser sig desværre kun i korte glimt, selvfølgelig oftest i umuligt lys, for så straks at forsvinde ned bag skovens træer igen. Nedenfor et par heldige skud, der fint viser den flotte dragt, for og bag:

Lærkefalk, Østals.
Lærkefalk, Østals.

Læg mærke til den friskt udseende fjerdragt med de meget regelmæssige og uslidte fjer – jeg gætter på en unge fra i år.

Hummelvig Strand har jeg også besøgt et par gange, ofte kun et kvarters tid ad gangen. Her en stenvender, på jagt efter føde i den opskyllede tang:

Stenvender, Hummelvig Strand.

Ryler var der også masser af, her et par flugtskud:

Almindelig ryle, Hummelvig Strand.
Almindelig ryle, Hummelvig Strand.

Fuglen ovenfor må også være fra i år.

Der blev ivrigt søgt føde i mudderet. Her må en krebs af en slags lade livet:

Almindelig ryle, Hummelvig Strand.

Billederne ovenfor er i øvrigt taget ved hjælp af en “pod” – en slags skål, der kan skubbes i sandet foran en, mens man ligger der og roder rundt i sandet. Midt i skålen er så monteret en skrue, hvorpå en gimbal eller kuglehoved til kameraet kan monteres.

Ved Torup Made forsøgte jeg mig en solskinsmorgen med fotografering blandt de mange blomstrende vandpileurt. Nedenfor en lappedykker taget med 1/30s – før solen kom op. Den lyserøde “masse” i forgrunden er selvfølgelig de mange blomster.

Juvenil lille lappedykker, Torup Made.

Et vibepar i skumringen:

Viber, Torup Made.

Og med en række ryler forneden:

Vibe med rylerække, Torup Made.

Almindelige ryler og et par mindre af slagsen – men hvilke? Svaret kommer til sidst på siden.

Her et flugtskud af en almindelig ryle på vej mod min position. Billedet er dog hårdt beskåret:

Almindelig ryle, Torup Made.

Også et par brushaner var på færde:

Brushaner, Torup Made.

Det lidt disede udtryk skyldes lige præcis – dis. Det er der oftest om morgenen ved maden – et meget smukt syn, men også til tider frustrerende ud fra et fotografisk synspunkt!

Og hvis man synes disen ikke udvasker kontrasterne nok kan man jo altid fotografere i modlys. Her en rødben i ballet-positur:

Rødben, Torup Made.

Modlyset gør det ikke nemt at se, at der rent faktisk er tale om en lille gruppe af rødben – men den er altså god nok:

Rødben, Torup Made.

Bag mig hørte jeg pludselig nogle små plask. Jeg fik vendt skjul og kamera og fandt endnu en flot lille lappedykker blandt pileurten – nu i et noget mere tilgivende lys:

Lille lappedykker, Torup Made.

Ved rørskoven var en kærsanger på færde. Det lyserøde skær skyldes selvfølgelig pileurtens genskin:

Kærsanger, Torup Made.

Igen var der masser af skægmejser at høre i rørene, men ingen af dem søgte hen til rørskovens kant, hvor jeg havde sat mig til rette i skjulet. En grønbenet rørhøne kom til gengæld helt hen og kiggede til mig:

Grønbenet rørhøne, Torup Made.

Jeg havde egentlig håbet på en krik- eller skeand helt tæt på med pileurten som stemningsskabende element. De var der skam også, men var åbenbart ikke trygge ved skjulet og søgte konstant væk, når jeg forsøgte at nærme mig.

På vej tilbage mod bilen blev jeg overfløjet af en flot spurvehøg:

Spurvehøg, Gammelgård.

Vi slutter med en lille serie fotos af de flotte lærkefalke. Her formentlig en unge fra i år, der lægger an til landing, mens brormand eller søster ser på:

Lærkefalke, Østals.

Lærkefalke er formidable flyvere og kan slå en mursejler eller svale i luften – typisk ved overraskelsesangreb i lav højde. Guldsmede står dog også højt på listen over fødeemner. De fanges, plukkes og fortæres i luften:

Lærkefalk, Østals.

Her i modlys, hvor vingerne gnaves af:

Lærkefalk, Østals.

Nedenfor et typisk skud fra mine forsøg derude: Et kort glimt af den lynhurtige falk, mens den et øjeblik er fri af trækronerne:

Lærkefalk, Østals.

Er man tålmodig og venter i evigheder, kan man være heldig at de overflyver en, mens et bytte fortæres. Nedenfor igen en guldsmed, der “pilles” i luften:

Lærkefalk, Østals.

Til slut svar på den lille quiz. Rylerækken fra tidligere i en anden udgave (beklager disen!):

Ryler, Torup Made.

Fugl 1,2 og 4 er almindelig ryle, mens de to mindre ryler er temmincksryler. Udover den lidt mindre størrelse, ses næbbet også lidt kortere, brystet lysere og ryggen mere skællet. Det kan dog være svært at på det disede foto. Her et eksemplar fra Nørresø i marginalt bedre lys, men en hel del tættere på:

Temmincksryle, Nørresø.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *