Et sidste “udlands-indlæg” inden turen i morgen går hjemad – satser på omkring 11 timer i bil fra vores nuværende position i Alsace og hele vejen op til Als. Inden Alsace besøgte vi blandt andet Rocamadour, en særdeles seværdig middelalderby, hvor store dele er hugget ind i en klippevæg:
Ses meget godt efter, ses to fugle svævende højt over byen. Jeg havde også kikkert med og kunne se det drejede sig om to sorte glenter – som vi så rigtigt mange af både i Midt- og Sydfrankrig.
Øverst på klippen ses byens slot og få hundrede meter derfra, var der mulighed for at komme til et fugleshow i form af Le Rocher des Aigles. Stedet huser både falke, ørne, gribbe, ugler og sågar papegøjer – og alle fugle er ude og flyve frit rundt flere gange dagligt. Her en hvidrygget grib på vej ind mod lidt lokkemad:
Ikke ligefrem svært at komme tæt på – her et ucroppet skud, der også viser fuglens enorme størrelse (læg mærke til “falkoneren” nederst i billedet):
Her en tæt beskæring:
De forskellige arter af gribbe blev sluppet løs samtidig og steg meget højt til vejrs, svævende over stedet. Men så – en efter en vendte de tilbage og fik lidt mad i belønning. Den sidste landede efter cirka en halv time i luften. Ret imponerende.
Sorte glenter havde vi som nævnt set masser af i løbet af ferien – men naturligvis kun på lang afstand. Sådan var det ikke her:
Og her siddende, i profil:
Samme fugl, fortærende lidt udlagt mad:
Papegøjer havde de også en del forskellige af. Her en blå ara:
En kakadue af en slags:
Og her i flugt – tæt på:
Mellem dagens shows sad mange af fuglene frit fremme – men dog lænket til jorden. Her tre portrætter, hvor de næsten ser adelige ud alle sammen. Først den hvidrygget grib fra tidligere:
En gåsegrib i profil, tæt på:
Og her en afrikansk fiskeørn, med et noget strengt udtryk:
Her en endnu mere fornem udgave – med tildelt elefantorden, som jeg synes passede godt til fuglens udtryk!:
Vi slutter med noget ganske andet – nemlig tre sommerfugleskud. Dagen i dag bød på mestendels regnvejr, så vi valgte at køre til Jardin des papillons tæt på Colmar.
Jeg legede lidt med flugtskud med min 50mm. Ikke ligefrem nemt, men sjovt var det. Eneste jeg formåede at få i hus var en blå morfo (er ikke sikker på det danske navn), der bevægede sig lidt mere forudsigeligt og desuden er ret stor:
Stedet huser omkring 80 forskellige meget farvestrålende arter fra både Asien, Amerika og Afrika – ud af de i alt 140.000 forskellige sommerfuglearter på kloden!
Her en sydamerikansk art, jeg desværre glemte at notere mig navnet på:
Hjemme venter de danske fugle og jeg ser frem til nogle ture i de tidlige morgentimer – dem har jeg faktisk savnet lidt!