Dagen i dag bød på et kort stop ved Torup Made i det triste vejr. Rørhøgen fløj højt over dammen, men forblev alt for langt væk. Tre modige viber for pludselig efter en spurvehøg der havde forvildet sig ind over marken, hvor en større gruppe af viber rastede – men desværre ligeledes så langt væk, at billederne blev kasseret.
En cyklist stoppede op og stod og kiggede i retning mod Mjang – heldigt, for ellers havde jeg nok først set den for sent:
Den kom lidt nærmere, efter det et øjeblik så ud som om den var på vej stik øst. Den drejede nu mere i sydøstlig retning, hvor jeg befandt mig, siddende i min bil parkeret i vejkanten:
Fisken ligner umiddelbart en brasen, der ses delvist fortæret. Mon ikke resten er til de ventende unger i en rede et sted. Ørnen er i øvrigt ringmærket, men så vidt jeg kan se på billederne kun på højre ben:
Et ekstremt crop med masser af kontrastøgning og tilføjet skarphed afslører ikke med sikkerhed teksten på ringen:
Så vidt jeg har kunne læse mig frem til på diverse søgninger på nettet, afmærker man herhjemme begge ben – højre side med et nummer for den pågældende fugl og venstre side med en farvekode for det pågældende år den er ringmærket.
Måske en oprindelig tysk fugl, der har slået sig ned i det sønderjyske? Flot er den i hvert fald – fotomæssigt kan man tude lidt over det elendige vejr og ditto fotolys, når man nu LANGT om længe kom på anstændig skudafstand af Torup Mades havørn. Men det er vel et luksusproblem!