At der er mellemflagspætter i Draved skov er ingen nyhed – og jeg har selv ledt efter og fået (dårlige!) fotos af arten ved flere besøg i løbet af de seneste par år på lokaliteten. For ikke så længe siden blev der af en anden fugleinteresseret fotograferet en igangværende parring – og på DOF-basen har der været indtil flere observationer af parret omkring et muligt redehul, tæt på offentlig sti.
På netfugl.dk kunne man så forleden læse, at den er god nok. Flere fine små film af fodrende forældrefugle, samt en i ornitologkredse meget uvant åbenhed omkring redehullets placering. Det manglende hemmelighedskræmmeri skyldes nok redens placering lige op af en offentlig sti, men til gengæld ret højt oppe i et udgået træ, hvor fuglene trods trafikken på stien er helt ugenerede.
Jeg havde ikke stået ret længe og kigget før der var aktivitet. En fugl ankom og satte sig til at vente med masser af føde i næbbet. Jamen, hvorfor dog vente?
Fordi magen jo lige skulle forlade redehullet først:
Og her på vej ud af hullet med efterladenskaber fra kuldet derinde i mørket:
Jeg besøgte spætterne midt på formiddagen på en meget solrig dag. Redehullet vender ikke tilfældigt mod nordøst, hvilket gav et kraftigt side/modlys:
Der kigges ud, lige inden hullet forlades, på jagt efter nye ofre til de sultne unger:
Til sidst en lille optagelse på stedet:
Det bliver spændende hvad den nære fremtid bringer i forhold til artsfællerne i Gråsten samt ved Kogang i Aabenraa – mon ikke også der fodres unger et par hemmelige steder?