Baghaven er måske en tilsnigelse, men blot 75 meter fra vores hus i Høruphav, ligger en lille løvskov, hvor jeg forleden gik en tur og ledte efter en fugl! Det var nu ikke en skovsanger, men derimod en unge af natugle, som nogen havde set på en hundelufte-morgentur og efterfølgende vist frem på den lokale SoMe-gruppe – uden dog præcist at skrive, hvor den var set. Den ville jeg da gerne se – så afsted med mig, ud at lede. Skoven er ikke ret stor, så jeg mente mulighederne var gode for at spotte ugleungen. Jeg fandt dog intet og kontaktede slutteligt ugle-finderen – der så kunne fortælle, at jeg befandt mig i den forkerte skov!
Det gjorde nu ikke så meget, for undervejs i ugle-eftersøgningen, havde jeg pludselig hørt den karakteristiske sang af en skovsanger – en fugl, jeg underligt nok (ligesom gærdesangeren forleden) aldrig havde taget billeder af før! Jeg besluttede derfor at lade uglen vente lidt (i den “forkerte” skov!) og koncentrerede mig i stedet om skovsangeren. En, skulle det vise sig, meget samarbejdsvillig fugl, der sang ivrigt og ofte skiftede sangpost på begge sider af en lille skovsti. Her i et mere roligt øjeblik:
Billederne er taget stort set midt på dagen – der jo normalt ikke er særlig velegnet til fotograferen. Her fungerer det dog meget godt og er nærmest påkrævet grundet de ofte dunke forhold under trækronerne. Her ender vi på iso1000, trods en langsommelig lukkertid på 1/100s:
Og her iso 8000. Billedet fungerer ok, mest grundet det minimale crop. Hårde beskæringer “forstærker” nemlig støj:
Her med svung i vingerne, på vej til en ny sangpost. Igen en ret sløv lukkertid på nu 1/200s. Billedet er naturligvis noget specielt at se på – men kan nu alligevel et eller andet, synes jeg:
Et noget mere “klassisk” skovsanger-foto, højt på gren, ivrigt syngende:
Og her på samme gren et par sekunder senere, men nu hårdere beskåret. Jeg kan egentlig bedst lide det første af de to:
Sådan en konstant vimsende sangfugl sidder ofte “forkert” i forhold til kviste/grene/blade og ikke mindst retningen af lyset:
Den frodige og relativt nyudsprungne skov, giver fuglen et endnu mere grønligt udtryk når solens stråler passerer igennem bladene – bugen er hos skovsangeren for eksempel tæt på hvid, men bliver her næsten mere lysegrøn:
Først den ene vej og så den anden vej:
Og hvad så med ugleungen? Jo, da jeg først havde fået skoven rigtig, gik det noget nemmere:
Som det anes havde ungen, måske på vej ned fra reden et sted nærved, fået et par knubs: En lille flænge i panden samt et let beskadiget næb. Jeg valgte, efter kyndig vejledning fra en bekendt (tak til Nis Lundmark) at lade fugleungen sidde (i stedet for at kontakte en vildtplejestation). Den virkede trods de små skader frisk nok, og forældrefuglene skal nok komme og fodre ved skumringstide. Vi håber den klarer sig.
Til allersidst en lille video af skovsangeren optaget i dag. Vel nok den teknisk mest vanskelige video, jeg endnu har været ude for: Optaget med monopod samt manuel fokus (den mørke skov og de mange kviste/blade forvirrede konstant kameraets autofokus) – samt en god portion tålmodighed/frustration i forhold til en meget lidt stillesiddende fugl! Det lykkedes nogenlunde tilsidst, hvor jeg dog må konstatere ikke at have ramt fokus helt perfekt – men det er nu heller ikke nemt!