Forleden besøgte jeg Sandbjerg Gods, i jagten på bedre billeder af havesanger. Hele to eksemplarer var indberettet på DOF-basen , men det eneste jeg fandt ved markeringen (og tak for den) var flere syngende munk – der da også godt kan minde om havesangerens sang. Måske vedkommende havde taget fejl? Nå, men så blev det til gengæld til en lille serie fotos af en anden art, der indtil nu helt havde undgået arkivet – utroligt nok!
En grå fluesnapper lod sig nemlig pludselig høre på vej tilbage til bilen, efter jeg havde siddet og leget lidt med flugtskud af nogle lavtflyvende landsvaler – og billederne blev sådan set ok, men ikke bedre end end alle de efterhånden mange flugtskud jeg havde af arten i forvejen – så de røg i papirkurven! Grå fluesnapper havde jeg som nævnt ingen fotos af – så jeg blev hængende lidt endnu på stedet.
Her poserende, på udkig efter næste insekt-offer:
Fuglen blev mere eller mindre i samme træ mens jeg var der – hvilket gjorde det nemt at lokalisere fuglen. Her fotograferet i hårdt lys – jeg var der nemlig cirka midt på dagen:
Træets blade kunne heldigvis filtere de hårdeste kontraster væk i dagslyset. Her på vej mod et nyt offer – fra en favoritpind, som fuglen meget ofte vendte tilbage til:
Med friskfanget nymfe(?) af en slags:
Og her flot poserende, tilbage på favortitpinden:
Jeg gætter på en rede i nærheden, for jeg var til tider ikke superpopulær:
Et træ er faktisk et effektivt soft-filter:
Der lettes. Ikke helt, men næsten skarpt:
Og her med kurs mod fotografen. En af tre frames ud af en serie på 15 der blev helt skarpe:
Fuglen var ret tæt på her, der er kun tale om et minimalt crop:
Her beskåret mere tæt:
Fuglen drejede (heldigvis!) af til sidst – her et ucroppet skud, hvor vi er under minimumsgrænsen for fokus. Vildt!
Udover svalerne og fluesnapperen, var der selvfølgelig også andre fugle. Bag slottet ligger en parklignende have, hvor jeg gik et par runder og lyttede efter havesangere. Dem fandt jeg ingen af, men så da en rødstjert i færd med at fange insekter. En træstamme fungerede som udkigspost:
Den lille rødstjert fylder jo ikke helt så meget som fluesnapperen for oven. Afstand betyder faktisk en hel del når der fotograferes småfugle!
Og nu til noget helt andet. Min kone og jeg tog sammen med en lille gruppe gode venner til Æbelø i weekenden. Turen havde været planlagt længe og vi valgte af gennemføre trods elendigt vejr. Det regnede stort set hele dagen!
Nedenfor et par andre stædige typer på vej ud til øen langs ebbevejen. Man følger blot pælene og når efter 1.5 km frem til Æbelø Holm, hvor man nogenlunde tørskoet (ved lavvande!) kan gå yderligere et par kilometer før selve Æbelø nås:
Øen var tidligere et yndet sted for jagt. Der er fortsat en del vildt på øen. Blandet andet mufloner:
Og dådyr, her fotograferet i et kort tidsrum, hvor det ikke regnede:
Fugle er der også masser af. Havørn yngler derude, mens der tidligere har været ynglende pirol. Grundet regnen var der ikke meget af se, men på vejen derud og hjem igen, var der en del terner i luften. Her en havterne på jagt efter småfisk i det lave vand:
Og den næsten identiske fjordterne. Her i silende regn:
En enkelt havterne holdt til på holmen, og var ret sur da vi gik forbi:
Vi overnattede i Bogense og dagen efter var vejret (naturligvis!) meget bedre. Jeg havde, trods den kraftige regn, bemærket en klyde tæt på vejen, lige før parkeringspladsen ved ebbevejen, så jeg fik lokket min kone derud igen. Jeg havde set rigtigt:
Der er tale om ynglefugle. Se bare dette ekstreme crop, hvor æggene anes:
Fuglene tog af og til nogle ture i luften. Billederne er alle taget fra bilen:
Egentlig en ganske smuk fugl, klyden:
Og det var så det i denne omgang. Om blot to dage rejser familien på sommerferie, der denne gang tilbringes i Norge. Vi har lejet en autocamper, der står og venter på os i Oslo. Herefter går turen mod nordvest, hvor vi satser på at opleve “Fjordnorge”. Skal kameraet med? Gæt selv!