I dag tog jeg som planlagt en morgentur til Ballum Sluse – det passede nemlig med lavvande klokken ca 4 og højvande ca midt på formiddagen – og en god vejrudsigt. Ideen var, som tidligere nævnt herinde, at ligge klar ved lavvande og så lade tidevandet “presse” fuglene tæt på. Hvad det angik var min timing god – men knap så god på andre områder! Mere herom senere.
Allerede 5.30 lå jeg klar – og måtte hurtigt konstatere, at mit billige bras af et liggeunderlag fra Bilka ikke hjalp ret meget i forhold til det stenede underlag. Komforten var i bund – men der er jo ingen der tvinger mig derud. Fugle var der til gengæld masser af:
5-6 storspover fouragerede på hver side af åen. Det enormt lange næb blev godt udnyttet:
En klire kom til – jeg er rimeligt overbevist om ung hvidklire:
Benene forvirrer lidt – jeg synes de burde være mere grønne, men ungfugle kan vist nok “snyde” lidt. Nysgerrig var den i hvert fald:
Sortklirer var der også – som er nemmere at bestemme på grund af det meget karakteristiske rødsorte næb:
Forleden brugte jeg en morgen ved Nørresø – og fik kun et par ikke særligt gode billeder af de ellers talrige dobbeltbekkasiner, der holder til der. Ballum Sluse var mere gavmild:
Måger var der såmænd også en hel del af:
En mudderklire kom også forbi og demonstrerede fint, hvorfor den hedder sådan:
Efterhånden som vandet langsomt steg kom flere og flere ryler til:
En enlig Strandhjejle kom også en smule tættere på:
Henad klokken knap 10 var vandet steget så meget, at flokke af ryler kom flyvende ind fra Vadehavets fjernere ende, der nu lå under vand:
Viber kom også til i stigende antal, presset ind mod slusen af tidevandet:
Lyset var efterhånden noget hårdt i kontrasterne og jeg var på nippet til at bryde op, da jeg hørte den her pruste:
Som man måske kan se, nåede jeg ikke at få præcist fokuseret, inden den var væk.
Så var det ellers tid til at pakke sammen. Og her kommer vi så til min mindre gode timing den dag: Ved slusehuset stod 10-15 personer med kikkerter og teleskoper og kiggede mod vest – hvor jeg jo sådan set lå. Og de kiggede jo sikkert efter et eller andet spektakulært – så jeg havde overhovedet ikke lyst til at skulle rejse mig og gå den (nu meget lange!) vej fra det yderste af “molen” og tilbage mod slusehuset. Jeg undgik da heller ikke et par spydige kommentarer. Det viste sig, at der åbenbart var blevet set en sjælden svaleart dagen forinden – som derfor havde lokket entusiaster til fra nær og fjern. Og den havde jeg selvfølgelig ifølge et par stykker i gruppen nu skræmt af h. til. Nå, men det var altså ikke med vilje! Og et efterfølgende opslag på DOF-basen afslørede, at svalen heldigvis også var set flere gange efter jeg forlod “gerningstedet”.