Bundsø blev droppet – i stedet tog jeg en spadseretur til Blomeskobbel (ja, der er altså kun ét m i navnet!) ved østkysten af Als. Stenalderdysserne tog sig godt ud i sollyset:
Dysserne ligger i en lille blandingsskov, som ud mod kysten rummer en mindre dam. En lille lappedykker fouragerede langs den modsatte bred. Akkurat som sine artsfæller var den særdeles sky og nægtede at komme nærmere – skjul havde jeg nemlig intet af denne gang:
Kort efter begyndte et eller andet at kalde regelmæssigt med en for mig ubekendt lyd. Efter lidt søgen fandt jeg disse to siddende i et træ et godt stykke væk:
Det var ikke muligt for mig sikkert at bestemme arten – selv med ekstrem zoom i billedvisningen på kameraet – men det lignede umiddelbart tårnfalke. Men så kom denne her farende :
Herefter lettede de to (hvad der altså viste sig at være lærkefalke-) unger, og alle 3 forsvandt af syne. En tårnfalk skulle jeg dog ikke snydes for, men den var IKKE velkommen. Kort efter ankomst fór en lærkefalk i flæsket på den:
Ovenfor ses nogle ret elendige billeder (ca 200 procent croppet!) af den lille falkedogfight jeg var vidne til mellem tårnfalken og en af lærkefalke-forældrene. Tårnfalken fortrak og herefter var der ro!
På vejen hjemad tog jeg lige et smut forbi Birkepøl – men der var meget stille. Et par landsvaler gloede dovent efter mig: