Grå billeder i trist vådt, gråt vejr

Efteråret har nu officielt slået vejrrekord for det vådeste nogensinde – eller i hvert fald så længe man har målt. Trods regnen gik jeg forleden en tur ved Avnø Vig. En bogfinke spejdede efter bedre vejr fra toppen af et træ:

Regnvåd Bogfinke.

Det sparsomme lys og den hvidgrå himmel er mildest talt ikke optimalt og resulterer typisk i massive undereksponeringer når kameraet selv bestemmer. Ovenstående er manuelt trukket 2½ stop op og skyggerne efterfølgende “boostet”. Kønt er det ikke, men det kan trods vejret lade sig gøre at få fjerdetaljerne frem – hvis ellers der eksponeres nogenlunde korrekt.

En træløber dukkede pludselig op på vanlig urolig maner. Jeg forsøgte alligevel med 1/250s på grund af de sparsomme lysforhold – trods dette ender vi alligevel på iso 4000. Og som forventet måtte 4 ud af 5 billeder efterfølgende kasseres på grund af slør – lukkertiden er naturligvis alt for sløv til småfugle, men man må jo sno sig efter lysforholdene:

Træløber i et usædvanligt roligt øjeblik, Avnø Vig.

Få km nord for Avnø Vig ligger Hejlsminde Nor, hvor der er rigt med fugleliv. En fin natursti er anlagt rundt om noret og især den sydlige del er interessant, blandt andet på grund af en gangbro anlagt gennem rørsumpen. Den nordlige del af ruten består til gengæld af en hel del landevej – knapt så interessant. Mere information findes her. Stedet har jeg endnu til gode, hvad fototure angår og jeg tog derfor kort smut forbi sydsiden af noret, spejdende efter gode steder at sidde på lur. Der var rigeligt med liv derude:

Hejlsminde Nor, set fra sydsiden.

Skarve, Storspover, Almindelige Ryler, Knopsvaner, Rødben, Viber, Krikænder, Gråænder, Hættemåger – samt alt det jeg helt sikkert overså.

Almindelige Ryler, Hejlsminde Nor.
Storspover i regnvejr, Hejlsminde Nor.

En morgentur med skjul måske, gerne så tæt på bredden som muligt og helst uden at skvatte på vej derud i græstuer, mudder og vandhuller – vi må se om vejret og tiden (og heldet) tillader det, forhåbentlig inden alt for længe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *