De korte dage giver ikke megen råderum til fotografering – de lyse timer tilbringes jo på arbejdet. Ved hjemkomst i dag – i sen skumring – bemærkede jeg en relativt lavtstående måne. Den kraftige blæst skubbede skyerne rundt på himlen og den lod sig kun se i korte glimt i skydækkets huller. Jeg forsøgte med et par måneskud. Nedenstående er taget med telekonverter, stativ, selvudløser og manuel eksponering. Vi endte på iso 1600, 1/1250s og blænde 5.6. Egentlig kunne man sagtens normalt komme længere ned i lukkertid, men den kraftige blæst ruskede i objektivet, hvilket nødvendiggjorde den relativt hurtige lukkertid for at undgå rystede billeder. Blænden stod vidt åben, så den eneste tilbageværende måde at eksponere korrekt på, var ved at øge isoværdien til 1600. Det giver såmænd ikke ret meget støj. Døm selv: