Én blåhals ved Trillen – i mange udgaver

Efter hjemkomst fra arbejde gik vi en tur ved Trillen i den ganske lune sene eftermiddag. Der var faktisk ret stille fuglemæssigt. Vi så igen rørhøgen svæve over sivene, desværre akkurat som sidst helt ovre mod Sønderskovens sydlige kant, for langt væk til ordentlige billeder. Næsten fremme ved fugletårnet hørtes pludselig en meget høj og karakteristisk sang – og lige dér, ikke meget mere end 4-5 meter fra os, sad en flot han af blåhals i toppen af en lille busk. Solen stod lavt og næsten lige bag fuglen – ikke ligefrem foto-optimalt:

Blåhals i modlys, Trillen.

Sådan ser kameraets autoeksponering ud baseret på hele billedet – det giver mere mening når man ser den ubeskårede version for neden, hvor den totale mængde lys “evalueres” og eksponeringen justeres efter dette. Da jeg stort set altid bruger manuel blænde og lukkertid, men lader kameraet vælge iso, ender vi her på iso 320 med blænde 4 og 1/1600s.

Det er jo åbenlyst ubrugeligt! Jeg trak derfor eksponeringen næsten 3 stop op og heldigvis blev fuglen siddende mens jeg fumlede med knapperne! Så så det pludselig sådan ud:

Blåhals, Trillen.

Fuglen er nu mere eller mindre korrekt eksponeret – til gengæld er himlen fuldstændig brændt af! I billedbehandlingsprogrammet kan de brændte highlights dog til dels reddes:

Blåhals, Trillen.

Helt godt er det nu ikke. Lidt mere avanceret billedbehandling med en såkaldt maske på henholdsvis fuglen og baggrunden, muliggør justering af (blandt andet) eksponeringen, men kun på dele af billedet:

Blåhals, Trillen

Her er fugl og baggrund trukket i hver sin retning – og dermed indiviuelt eksponeret nogenlunde korrekt. Sådan så det bare ikke ud – hvidbalancen er helt forkert i forhold til det oplevede motiv ved trillen. Så er det godt man kan rette baggrundens balance til – uden at forstyrre fuglens farver:

Blåhals, Trillen.

Så ser det efterhånden nogenlunde acceptabelt ud – og meget mere som det vi oplevede på stedet. Smuk fugl! Og synge kunne den jo forresten også:

Blåhals, Trillen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *