I den forgange uge var jeg to gange nede og kigge ved Torup Made – der var nemlig ifølge DOF-basen både blevet set hvid- og svaleklire i løbet af de seneste dage. Første tur var torsdag formiddag, i strålende sol og mest for at sondere terrænet. Tidspunktet var nemlig ikke fotoegnet og jeg kiggede mest efter gode steder at placere mig fra morgenstunden i den kommende weekend. Kameraet var dog – trods det ikke særligt flatterende fotolys – med:
En trane ankom til maden, mens stedets vanligt huserende havørn så på fra dens vanlige udkigspost.
Billedernes ringe kvalitet skyldes hårdt lys grundet tidspunktet med skyfrit vejr – og varmedis. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg før i tiden har forbandet mit udstyr langt væk på grund af manglende skarphed – for så blot at konstatere upåklagelig kvalitet dagen efter – blot taget i bedre lys! Jeg satte mig for en stund nær en lille, i øjeblikket tom, dyrefold og betragtede landskabet. På lang afstand kunne anes, hvad der muligvis kunne være en hvidklire, men jeg kunne hverken ved hjælp af kikkert eller kamera blive sikker. En gul vipstjert satte sig pludselig på en jordknold og betragtede mig:
Den korte afstand kan i nogen grad kompensere for det hårde lys, men en lille del af rygfjerene er trods ned-eksponering “brændt af”. Tilfreds med stedet, som var fundet egnet til en morgentur i den kommende weekend, gik jeg tilbage mod bilen parkeret ved Gammelgård. En hvidlig fugl kom pludselig flyvende mod mig i retning mod maden:
Der var den jo, hvidkliren. Således opmuntret kørte jeg hjemad, men vendte allerede tilbage ganske tidligt søndag morgen. Der var egentlig lovet sol med spredte skyer – men det var mere omvendt og allerede lige omkring solopgang var det totalt overskyet. En gravand pudsede fjer foran madens lille pumpehus:
Et godt stykke fra min position, i retning mod Mjangdam, kunne anes en lille gruppe fouragerende vadefugle, som jeg gættede på måtte være svaleklirer. De lettede efter kort tid og besluttede til alt held at lande små 15 meter fra mig:
Jeg antog dem først for svaleklirer, farvet af observationerne på DOF-basen, men så viste en enkelt vinger:
Svalekliren har ikke hvide undervinger. Tinksmede var den korrekte “diagnose”. Der blev ivrigt søgt føde i dyndet og gevinsten kunne variere fra ganske lille:
…til noget større:
Byttet så næsten ud til at gå til et sidste desperat modangreb:
Det blev dog slugt til sidst. Andre vadefugle viste sig også:
Et lille præstekravepar dukkede op og tog del i måltidet. Det må være hunnen forrest til højre i billedet, med de lidt mere matte farvetegninger. Lidt længere ude mod dammen kom et par brushaner lidt nærmere:
Når mudderet bliver lidt for dybt tages vingerne i brug, akkurat som denne Tinksmed, der også havde vovet sig derud:
Brushanen havde det lidt nemmere med sine lange ben:
Gruppen samlede sig for en stund og pudsede fjer:
Læg mærke til, hvor lille Tinksmeden egentlig er i forhold til brushanerne. En af hanerne sendte mig et skeptisk blik:
Langt borte mod dammen blev havørnen mobbet af en rørhøg – nok heller ikke rart, at have en ørn siddende og betragte redeområdet:
Et ekstremt crop:
Imens fortsatte fødesøgningen i mudderet:
Præstekraverne var også aktive:
Egentlig en ganske smuk lille fugl, tinksmeden:
Og hvad med hvidkliren? Den valgte at blive i madens vestlige del, alt for langt væk til ordentlige fotos:
