Hvidklire med mere ved Torup Made

Jeg valgte i sidste ende at tage retur til Torup Made søndag morgen. Pomeransfuglene ved Ballum må således blive en anden gang, men hvem ved – såfremt de bliver hængende lidt endnu, kan jeg måske nå et besøg derud senere på ugen. Efter at have fundet et passende sted at sætte mig, gik der ikke længe før stedets, i øjeblikket tilsyneladende enlige, hvidklire viste sig i skumringslyset:

Hvidklire, Torup Made.

En enlig brushøne og mudderklire var også på færde fra morgenstunden:

Brushøne og mudderklire, Torup Made.

Hvidkliren valgte denne gang heldigvis at søge føde i retning mod mig – i modsætning til ved besøget sidste weekend, hvor den forblev i madens vestligste del.

Hvidklire, Torup Made.

Der blev ivrigt rodet efter føde i mudderet:

Hvidklire med larve af en slags i næbbet. Torup Made.

En gul vipstjert kom pludselig nærmest løbende ind fra venstre, ganske nær min position. Teknikken var enten at løbe små flyvende insekter op og fange dem i luften – eller at snuppe de siddende af slagsen fra blade og i mudderet.

Gul Vipstjert løber en myg op, Torup Made.

Det er sådan noget man ikke ser uden et kamera, der kan fastfryse disse lynhurtigt overståede øjeblikke:

Gul Vipstjert med fangst!

Tinksmedene var også på plads:

Tinksmede, Torup Made.

En kastede sig ud i en drabelig kamp med en anacondalignende regnorm:

Tinksmed med regnorm

Byttet blev rystet over flere omgange, måske i håbet om at gøre ormen så tilpas groggy at den blev nemmere at sluge:

Tinksmed i kamp med regnorm.

Ormen slap dog med skrækken, fuglen opgav simpelt hen til sidst at få den slugt.

Resignerende Tinksmed, Torup Made.

Sortkliren jeg spottede sidst, så jeg desværre ikke noget til, men både rørhøgeparret, havørnen og en enkelt trane lagde vejen forbi – billederne var dog ringe, så de blev kasseret. På vej mod bilen bemærkede jeg en rørspurv, der sad og solede sig i rapsmarken:

Rørspurv, Gammelgård.

Tilbage ved bilen mødte jeg en særdeles stedkendt fugleinteresseret herre, der kunne berette om en nylig tur til bare enkelt hjørne af maden, hvor der på kort tid blev registeret 64 forskellige arter. Ikke nogen ringe lokalitet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *