Søndag morgen tog jeg tidligt afsted mod Nørresø i Tønder, dog ikke helt så tidligt som planlagt, idet jeg først vågnede kl. 5, en time senere end planlagt. Mit indre vækkeur fejler åbenbart af og til. Vejrudsigten lovede delvist skyet med spredt sol, men ved ankomst var det hele yderst gråt og trist at se på:
En ung rørhøg blev jaget op af en overflyvende terne, der formentlig havde rede i nærheden og derfor næppe brød sig om høgens tilstedeværelse:
En anden terne viste sig et godt stykke ude over søen og begyndte straks efter at fiske i form af lynhurtige udfald ned mod vandet:
Der var herefter meget stille for en tid. Skyerne nægtede desværre at vige for solen, så lyset blev ikke meget bedre. En mudderklire tog et par runder over vandet, søgende efter et passende sted at slå sig ned:
En lille forhøjning i den i øvrigt meget lavvandede sø blev fundet egnet, hvorefter den gav sig til at søge føde i dyndet:
En fiskeørn viste sig langt borte i søens modsatte side (øv!) og dykkede flere gange efter fisk:
Så vidt jeg kunne se, fangede den ikke andet end tang/planter og fløj efter 3-4 forsøg slukøret bort.
Man kan godt undre sig lidt over, at både ternerne og fiskeørnen tilsyneladende altid slipper godt fra deres styrtdyk uden brækkede ben og bøjede næb! De må jo på en eller anden måde både være i stand til at finde frem til et egnet bytte og samtidig kunne vurdere vanddybden under byttet, der styrtdykkes efter i rasende fart.
Efter ørnens exit skete der igen ikke ret meget en rum tid. Endnu en sølvhejre viste sig mod vest og dens ankomst var tilsyneladende ikke velkommen:
Da jeg, noget skuffet over vejret og udbyttet, skulle til at pakke sammen, bemærkede jeg en sort prik langt borte i en elmast:
Et ekstremt crop af et ekstremt crop:
Helt sikkert ørnen fra tidligere, samlende kræfter til et senere, forhåbentlig mere vellykket fiskeforsøg.
Alt i alt en noget grå og trist tur, hvor fuglene denne gang enten slet ikke viste sig eller dukkede op alt for langt væk. Bedre held næste gang.