Opdateret 12/8: Stor kobbersneppe rettet til lille af slagsen – tak til DOF Sønderjylland for korrekt bestemmelse.
Det blev alligevel til en tur mere til Rømø i år. Med begge børn på en miniferie hos det ene sæt bedsteforældre, tog jeg af sted onsdag efter arbejde og formåede at nå ud til Sønderstrand et par timer før solnedgang.
Kort efter ankomst tog jeg ovenstående billede af en formodet sandløber – eller var det en dværgryle? Jeg besluttede mig til sidst for sandløber, idet den virkede lidt for stor til dværgryle og jizz’et bare passede bedre på sandløber.
Til at begynde med, var der faktisk småt med fugle. En del badegæster var fortsat ved at pakke deres ting sammen og der var en konstant række af spadserende turister, der nød det flotte aftenlys. En lille kobbersneppe var ligeglad og fouragerede derudaf i vandkanten:
Herefter valgte jeg at lægge mig tæt på vandkanten på mit medbragte liggeunderlag. En enkelt hvidbrystet præstekrave kom forbi – men mit manglende skjul gjorde nok, at den blev på afstand. Et hårdt crop:
Og mens jeg lå og kiggede efter præstekraven, kom et par sandløbere også forbi i aftenlyset:
Præstekraven forsatte langs bredden, men valgte desværre at søge væk inden den kom nær (nok):
Sandløberne lagde vist også mærke til min tilstedeværelse, men de virker egentlig grundlæggende meget tillidsfulde. De reagerer dog i takt med andre mere sky tilstedeværende arter:
Og her præstekraven på vej væk, med et lidt skeptisk udtryk:
Billedet er beskåret til kanten af, hvad det kan “holde til” – ses bedst, hvis det klikkes op i stor størrelse. Bør man i øvrigt gøre på alle billederne – så kommer de mere til deres ret, også selvom de er komprimeret voldsomt af pladsbesparende hensyn!
Kobbersneppen var til gengæld efterhånden kommet noget nærmere og fouragerede fortsat ivrigt efter småkravl i sandet:
Den fortsatte forbi min placering, men valgte cirka hundrede meter længere fremme at vende om (på grund af en familie på aftentur) og gå tilbage mod min position – i nu ret kraftigt modlys:
Og lidt tættere på:
Her er skyggerne “trukket” noget frem i redigeringen for at undgå den silhuet-effekt man ellers får i kraftigt modlys. Man må igen konstatere, at henholdsvis med- og modlys, giver nogle dramatiske forskelle i billedernes udtryk!
Fuglen vendte på et tidspunkt gumpen til og her ses tydeligt den hvide farve og hvordan kun brystet er farvet kobberrødt – MEN – der ses røde pletter hele vejen til den i øvrigt stribede hale – så det er altså en lille kobbersneppe.
Herefter var der ikke meget sol tilbage og jeg valgte at gå den lange tur tilbage mod parkeringspladsen ved Sønderstrand.
Den følgende morgen var det som vanligt tidligt op og afsted. Dagens første billede:
Det første stykke lige efter parkeringspladsen ligger lidt lavere i niveau og da det var (næsten) højvande var gummistøvler påkrævet!
En sandløber varmede sig i solens første stråler ved klitdiget:
Og en stor præstekrave viste sig ved strandkanten:
Jeg havde medbragt mit skjul, men en meget kraftig blæst umuliggjorde at benytte det – camouflagenettet blafrede så voldsomt, at sand af og til blev hvirvlet op – ikke ligefrem dét man ønsker af få ind i hverken kamera eller objektiv. Jeg nøjedes derfor med liggeunderlaget eller bare at lægge mig direkte ned i sandet. En lille kobbersneppe fløj forbi, mens en artsfælle søgte føde i baggrunden:
Her ses tydeligt, hvordan den kobberrøde farve kan variere – når således helt ned til halefjerene på fuglen i luften. Kobbersneppen bagtil kunne af og til ligne en lille forskræmt struds:
En sandløber kom efterhånden ganske nær i sin fødesøgen. Her går det ud over et insekt af en slags:
Det er bemærkelsesværdigt så stor forskel, der er på fuglenes tillidsfuldhed i forhold til irriterende fotografer, der forsøger at komme tæt på. Sandløberen foroven fouragerede vedvarende rundt omkring min position, til trods for jeg flere gange rejste mig op for at strække ryg. Andre arter er væsentlig vanskeligere at snige sig ind på – for eksempel klirer, der letter ved mindste forsøg på at nærme sig. Her er man nød til at krybe sig frem – eller benytte skjul og håbe på fuglene kommer til en.
En præstekrave viste sig et godt stykke væk – i det til tider ørkenlignende landskab:
Det bliver det nu ikke til en ørkenpræstekrave af – er såmænd igen “bare” en hvidbrystet af slagsen.
Terner var der også. En splitterne dykkede efter fisk:
Ikke alle dyk var med gevinst:
Til sidst lykkedes det:
MEN – fisken sprællede af gode grunde og formåede af få vristet sig fri. Jeg fangede øjeblikket alt for langt væk og ikke helt i fokus:
Så vidt jeg kunne se lykkedes det fuglen at genfange det tabte bytte.
Vi slutter med et par flugtbilleder af henholdsvis en dværgterne og en lille kobbersneppe. Der kommer måske en lille opdatering af indlægget senere med tilføjelse af et galleri – jeg er nemlig stadig i gang med at “luge” ud i alle billederne!