Gennem de seneste 2-3 uger har Møllesøen i Kruså haft en sjælden gæst på besøg, nemlig en såkaldt hvidøjet and. Jeg plejer egentlig ikke at køre efter rariteter, men denne gang tog jeg afsted. Jeg havde for det første lyst til at afprøve et nyt sted, idet jeg ikke tidligere har besøgt søen i Kruså, og for det andet kunne det da være sjovt at se, og måske endnu bedre, også få taget et billede af den spøjse sjældne and.
Vejret startede nogenlunde med spredt sollys gennem hullede tæpper af skyer, men undervejs mod Kruså blev det desværre tiltagende diset og gråt. Ved ankomst var lysforholdene ikke særlig egnede til fotografering, men sådan er det egentlig ret ofte på disse kanter! Næste ærgrelse kom, da jeg måtte erkende, at adgangen ned til søen var særdeles sumpet og nærmest umulig at gennemføre uden gummistøvler – som jeg selvfølgelig ikke havde på. Jeg fandt heldigvis til sidst en knapt så smattet vej ned til bredden – efter at have forceret en skrænt, et brombærkrat og flere gange var nødt til at redde mine støvler op af dybe mudrede huller med vand i bunden. På en eller anden måde lykkedes det mig at undgå våde sokker.
Ud med liggeunderlaget og frem med kameraet og så ellers vente. Et par unge svaner kom kort tid efter og viste sig frem. Der var desværre en hel del rør og andet krat i synsfeltet foran kameraet, som forstyrrede fokuseringen, men bedre kunne jeg ikke gøre det – i hvert fald ikke uden gummistøvler! En skallesluger kom lidt efter forbi og fiskede, spiste og strakte sig tilsyneladende mæt og tilfreds:
Som tiden gik og kulden langsomt krøb ind på mig (blev nok heller ikke bedre af, at jeg pludselig opdagede min ene albue havde bevæget sig væk fra liggeunderlaget og nu sad i et mudret hul med vand i bunden) kom der flere og flere fugle til. Først og fremmest troldænder i stort antal, et par taffelænder, gråænder og blishøns – men ingen hvidøjet and. Tit mente jeg pludselig at se den – men det viste sig ved nærmere eftersyn blot at være en hun-troldand, der godt kan ligne lidt.
Men så pludselig var den der bare – og det var i sidste øjeblik, for jeg var nærmest ved at give op og pakke sammen på grund af kulden. Den svømmede stille og roligt ind fra venstre, tværs forbi stedet jeg sad (gætter på ca 20-25 meter foran mig), dykkede et par gange efter føde, vendte derefter om og svømmede tilbage hvor den kom fra – som må være å-udløbet svarende til sydøst-siden af søen.
Lidt ærgerligt lyset var så ringe og skarpheden lider også lidt under krat og rør foran linsen, men oplevelsen – den var i top!