I går morges stod jeg tidligt op (vinterhalvåret er noget mere tilgivende i forhold til nattesøvnen) og kørte mod Kruså Møllesø i skumringen. Ved forsamlingshuset nær grænsen er der rigeligt med parkeringspladser, der ovenikøbet er oplyst om natten, så samlingen af mit nyindkøbte flydeskjul forløb problemfrit, trods mørket. Pandelampe er et must på andre mørkere steder! Ikke langt fra parkeringspladsen ligger en meget lille bådplads, med nem adgang til vandet:
Renden fra bådpladsen og ud til selve søen er vel cirka 25 meter lang og de første 10 meter gik da også fint – men vanddybden øgedes desværre overraskende hurtigt efterhånden som jeg kom længere væk fra bredden. Jeg havde ellers læst mig frem til forinden, at gennemsnitsdybden i søen skulle være omkring halvanden meter. Efter nogle forsøg med at bevæge mig fremad langs kanten af renden, hvor der var minimalt lavere, måtte jeg til sidst opgive og vende om. Med vandstanden faretruende tæt på overkanten af mine vaders, var det dumt (og farligt) at fortætte.
Herefter forsøgte jeg med udløbet af åen på søens sydvest-side:
Adgangen var noget mere bøvlet. For det første er det langt at gå med tungt udstyr. For det andet måtte jeg forcere et mindre område med krat – naturligvis brombær. Ikke ligefrem optimalt med luftfyldte pontoner! Det lykkedes dog, uden punkteringer, men efter at have bevæget mig få meter frem mod søbredden, var dybden desværre igen uforenelig med at fortsætte og nødtvungent vendte jeg om – i efterhånden ret dårligt humør. Jeg måtte endnu engang minde mig selv om, at der jo sådan set ikke er nogen der tvinger mig ud på disse ture!
Efter kortvarigt at have overvejet bare at opgive og køre hjem, valgte jeg som et sidste forsøg at gå ned mod fugleskjulet i søens sydvestende:
Uden kamera og uden skjul forcerede jeg rækværket og møvede mig frem i grøde og krat langs siden af trækonstruktionen. Det var faktisk særdeles anstrengende, i vaders og mudder til knæene, at få banet en vej til nogenlunde frit udsyn til søen! Herefter møvede jeg mig tilbage og fik hentet både skjul og kamera – med hjertet i halsen og løfter om, aldrig at tage den slags chancer med mit udstyr igen.
Efter at have siddet en halv times tid, begyndte der at falde ro over søen og fuglene nærmede sig langsomt. Morgenlyset var stadig smukt, trods min forsinkede ankomst, og en lille lappedykker kom pludselig ind fra højre:
Helt tryg var den ikke ved situationen og satte sekundet efter ovenstående billede er taget afsted i en rasende fart:
Jeg nåede ikke at justere lukkertiden op – 1/800s var slet ikke nok til at få fartdjævlen skarp, men billedet er nu meget sjovt alligevel.
En lille svanefamilie bestående af to voksne og to unger poserede velvilligt på skift:
Fuglene var mestendels i skygge grundet træerne bag mig, men med det meste af nordsiden af søen i morgensol, gav det baggrunden i billederne et flot varmt, strålende udtryk:
Et par gråænder kom også nær:
Med de flotte svaner så tæt på, kan billederne beskæres næsten som man lyster. Her et lille portræt:
Meningen med et flydeskjul er jo egentlig at kunne bevæge sig rundt og dermed selv være herre over lys og vinkler – det kræver bare der ikke er for dybt! En tørdragt ville helt klart være bedre (og dyrere!) – både i forhold til at kunne komme ud på lidt dybere vand, men også i forhold til sikkerhed. Tanken om vandindtag i vaders er ikke rar! En tørdragt er formentlig også lidt varmere – jeg måtte i hvert fald konstatere, at på trods af 4 lag tøj, sneg kulden sig hurtig ind og allerede efter 1 time var jeg ved at være godt kold.
Stedets ofte huserende hvidøjede and, så jeg ikke noget til, men der var heller ingen troldænder, som den ofte følges med. De plejer at komme ind til søen, når vejret er koldere, så det relativt milde vejr, var nok årsagen til dens fravær.
Jeg fik bakset udstyr og mig selv tilbage på fast grund – uden uheld. På vejen tilbage mod bilen stoppede jeg kortvarigt igen ved å-udløbet og kiggede efter vandstæren, som godt kunne tænkes at være ankommet nu. Fuglen viste sig ikke og jeg så ingen fugleklatter på de mange sten i åens strømmende vand – så den er nok lige på trapperne. Jeg har allerede en tur i tankerne, hvor det med flydeskjulet burde være muligt at komme på øjenhøjde med vandstæren – se dét kunne være spændende!
Vi slutter med lidt flere billeder fra den smukke morgen:
