Sorthalset lappedykker ved Bundsø

Mine tidligere forsøg på fotografering ved Bundsø har faktisk været det ene flop efter det andet – men jeg besluttede mig nu alligevel for at forsøge igen. Forleden på vej til arbejde stoppede jeg nemlig ved søen og fik i kikkerten øje på en enlig sorthalset lappedykker, et godt stykke ude i retning mod søens ene skarvkoloni. Den fugl havde jeg ingen billeder af og har altid syntes artens særdeles røde øjne var meget imponerende.

Torsdag morgen begav jeg mig afsted og fik flydeskjulet i vandet før solen var stået helt op. Et par blishøns viste sig i det sparsomme lys gennem vanddamp fra søen:

Der blev spejdet intenst efter lappedykkere og der gik ikke længe før et enkelt individ dukkede op i vanddisen:

Trods skumring og dis kunne jeg se der var et eller andet “galt” med den fugl og jeg fik efterfølgende bekræftet min antagelse om nordisk lappedykker ved hjælp fra mere kyndige folk. Grundet tidspunket og disen fik jeg desværre ingen detaljerede fotos – nedenfor et crop, der er forsøgt “dehazed” i capture1:

Og et mere, i marginalt bedre lys:

Herefter forsøgte jeg at manøvrere mig lidt længere nordpå langs bredden. En lille gruppe skeænder kom flyvende forbi:

Jeg besluttede mig for at blive “siddende” og vente efter at have bugseret skjulet ind bag nogle rør og grene. Ikke længe efter kom dette par inden for “skudhold”:

Som det ses, havde solen fået lidt mere kraft, men billederne blev stadig noget tågede i udtrykket grundet fordampningen. Her en udgave lidt tættere på og med diverse justeringer:

En enkelt af fuglene vovede sig lidt tættere på, men det var tydeligt skjulet medførte en del skepsis:

Herefter forsvandt parret i sydlig retning og jeg valgte ikke at sætte efter dem, belært at tidligere mislykkede forsøg på at nærme mig fuglene i skjulet. Mens jeg ventede på at lappedykkerne forhåbentlig ville komme tilbage eller måske et andet par ville vise sig, kom et par af en mere almindelig forekommende beslægtet art på fotoafstand:

Jeg kunne, omend på lang afstand, stå og nyde deres sjove parringsdans. Den ene af parret kom efterfølgende ganske nær:

Også et par af skeand kom en smule nærmere. Her hunnen, der jo egentlig godt kan ligne en helt almindelig gråand – bortset lige fra det næsten groteske næb:

Og her hannen, hvis næb er mindst lige så stort:

En hvinand kom også ind i “mit” område, og fouragerede kortvarigt. Den virkede dog ikke tryg ved skjulet og søgte hurtigt væk igen:

Bundsø huser masser af skarve i indtil flere kolonier. Af og til kom et eksemplar inden for fotoafstand:

Når solen fanger øjet på skarven, er det faktisk ret flot. Det hjælper måske lidt på en ellers generel mangel på charme:

Jeg var efterhånden blevet godt kold, trods indtil flere lag tøj under mine vaders, og søgte derfor ind til bredden igen og fik en tiltrængt kop varm kaffe fra termokanden i bilen. Kikkerten blev igen fundet frem og jeg fandt ret hurtigt frem til det sorthalset lappedykkerpar fra tidligere. Varmen havde jeg (næsten) fået igen, så jeg besluttede meget optimistisk at prøve at forfølge/nærme mig dem i skjulet. I forhold til min position var det nærmest direkte modlys til at begynde med – og tidspunktet med det flotte bløde morgenlys var også passeret. Til at starte med var det således ikke for kønt:

De var tydeligvis opmærksomme på min tilstedeværelse, men begyndte ret hurtigt at genoptage deres dyk efter føde, når bare jeg stod helt stille. De dykkede heldigvis ofte samtidigt – og så var det om at få flyttet mig lidt nærmere og samtidig rundt om parret således at modlyset gradvis blev vendt til medlys:

Efterhånden som solen kom til at stå bag fuglene, lyste de røde øjne rigtigt op:

Billederne er taget midt på formiddagen, der giver det ret hårde lys. Jeg havde desuden monteret kameraet lidt højere end vanligt grundet Bundsøs ofte urolige vand – det kan være lidt bekymrende med høj bølgegang og kameraet monteret få centimeter over vandniveau!

Langt om længe en god tur til Bundsø – hvilket selvfølgelig betyder en tur mere på et senere tidspunkt!