Som skrevet i seneste indlæg, havde jeg udset mig et alternativt sted at placere mig ved en kommende tur til Torup Made. Lejligheden bød sig allerede søndag morgen – selvom vejret så ud til at blive noget ustabilt. Jeg fik placeret mig i madens vestlige del lidt før solopgang, men grundet et tungt skydække var der ikke meget lys af gøre godt med. Et par sivsangere mæskede sig i myriader af insekter:
Fuglen forneden (på billedet foroven!) er jeg ret sikker på var en unge, den tiggede i hvert fald om mad. Også en meget ung gul vipstjert var på færde – og måtte strække benene for ordenligt at kunne se mig efter i sømmene:
Tinksmede var der selvfølgelig fortsat en del af – de virkede dog mere talrige i madens østlige del, hvor jeg forsøgte mig forleden. Her et enkelt eksemplar i flugt – taget i fortsat sparsomt lys:
En fugl jeg på forhånd havde håbet ville dukke op viste sig pludseligt ret nær, men til venstre og lidt bag min position. Billedet er derfor taget efter jeg uendelig langsomt havde demonteret kameraet fra stativet og gelejdet det ud under mit camouflagenet. Jeg havde egentlig ikke regnet med fuglen havde fundet sig i det, men den blev til min fornøjelse heldigvis siddende:
En lille lappedykker dukkede op, ret nær min placering – som i øvrigt var valgt så tæt på madens vand som muligt, uden at blive alt for våd! Solens stråler fandt kortvarigt en vej ud mellem skyerne og lyste flot sommerdragten op:
Kort efter var der larm fra massevis af forskellige arter, da en rørhøg dukkede op:
Hannen så jeg også kortvarigt langt ude mod Mjang Dam, men uden brugbare billeder. Efter der igen var faldet ro over maden, kom endnu en dobbeltbekkasin pludseligt flyvende ind helt tæt på – jeg gætter på 5-6 meter. Jeg nåede at få taget en kort serie billeder, inden fuglen valgte at komme endnu nærmere og dermed befandt sig under minimumsdistancen for fokusering!
Billedet er stort set ubeskåret. Herligt at være så tæt på denne ellers meget sky og ret forfjamskede fugl, som jeg altid har fundet svær at komme tæt på.
Nedenfor endnu et flugtskud af en tinksmed – læg mærke til baggrunden, hvor den lyserøde del af “regnbuen” er et større område med vandplanter og deres lyserøde blomster. Kan være jeg vil forsøge at placere mig der næste gang – kan måske give nogle flotte fotomuligheder. Skal dog nok være snart!
Så begyndte det ellers at regne. En bekkasin skuttede sig i det våde vejr:
En lille vadefugl fløj kort efter ind og satte sig:
Kan ligne en mørk tinksmed, men afsløres blandt andet af de mørke undervinger, hvor tinksmedens er lyse. Den fløj som det ses i retning mod området med de flotte blomster. Kunne være et smukt foto – en svaleklire i en blomster(våd)eng!
Vi slutter med et portræt af en dobbeltbekkasin – en beskæring, der lod sig gøre grundet den meget korte afstand: