Med dette fortsat flotte februarvejr, er det svært ikke at begive sig ud på diverse små omveje på vej hjem fra arbejde – i håbet om et lille fuglebillede eller to. Ved Mjangmark var der meget stille og fredfyldt. En fasan slentrede over vejen og ind i noget krat – og dukkede kort efter op i kraftigt modlys:
Herefter kørte jeg hjemad via Lambjerg, hvor en lille lys fugl i et levende hegn fangede min opmærksomhed:
Baggrunden, her i form af et levende hegn, er ikke ligefrem foto-optimalt af flere årsager: For det første er småfugle generelt særdeles urolige og hopper konstant rundt fra kvist til kvist. Det i sig selv kan være udfordring nok i forhold til fokusering, men er der ovenikøbet små kviste og grene overalt omkring fuglen, vælger kameraet ofte at fokusere på disse i stedet – specielt når de ligger foran fuglen i fokusplanet. Derudover er udtrykket i billedet “rodet” og giver et æstestisk utilfredsstillende resultat. De fleste vil foretrække en rolig, gerne homogen baggrund, der ikke forstyrrer, men tværtimod fremhæver fuglen i billedet:
Men – man må jo tage hvad man kan få, fuglene virker i hvert fald ret ligeglade med æstestiske principper! Den rodede baggrund kan delvist gøres mere spiselig ved at bruge maksimal blændeåbning, idet dybdeskarpheden da minimeres mest muligt. Objekter foran og bag fokusplanet vil da hurtigere fremstå udviskede og dermed forstyrre mindre:
Kønt er det nu alligevel ikke – buskadset her er simpelt hen for tæt pakket til en ordentlig “isolering” af fuglen i billedet. En anden metode til at gøre billedet mere spiseligt er bortskæring af “støjen”:
Det bliver det da lidt pænere af, men der kan jo af gode grunde kun beskæres omkring fuglen – ikke foran og bagved!
Ovenfor er billedet beskåret endnu hårdere resulterende i tab af detaljer og opfattet skarphed – til gengæld fås et nu næsten roligt udtryk i baggrunden. Læg i øvrigt mærke til halemejsens mørke pandebånd – det afslører, der her er tale om den sydlige variant. Den nordlige race er helt hvidhovedet.