På vej hjem fra arbejde førte min bil mig af en eller anden grund igen ud på Mjangmarkvej. Jeg havde et par dage forinden set en stor flok sjaggere på en af stubmarkerne derude og håbede på et lille fyraftensbillede. Sjaggere var der dog ingen af, så jeg parkede i stedet bilen og sad og betragtede dammen en stund. Der var masser af gæs, hvis skræppen nu af da blandede sig med sanglærkernes smukke sang. Og så, ud af det blå, dukkede to kærhøge op, jagtet af formentlig stedets vanligt huserende musvåge – der åbenbart ikke var tilfreds med høgenes interesse i markens spisekammer:
Og så føler man sig jo heldig som fotograf – og ovenikøbet så det ud til, de var ret ligeglade med min tilstedeværelse (som det ofte er tilfældet, når man befinder sig i en bil) og derfor måske kunne finde på at komme endnu tættere på. Hannen forsvandt dog hurtigt igen bag markens lille bakke, men musvågen fortsatte med at mobbe hunnen og kom en smule tættere på:
Og så pludselig var der et eller andet der forstyrrede og de trak begge hurtigt noget længere nordpå i retning mod dammen. Og mens jeg sad der og ærgrede mig over (igen!) at have misset chancen for de sjældne, gode kærhøg-billeder, passerede en ældre nydelig dame pludselig min bil, sendte mig et venligt smil (som jeg virkelig forsøgte at gengælde) og forsatte sin aftentur ad vejen i retning mod Gammelgård. Langt ude kunne fuglene ses flyve i vestlig retning og jeg skyndte mig derfor at køre et stykke længere op af vejen i retning mod Mjang – i håbet om, at høgen igen kunne finde på at dreje sydover mod mig. Kortvarigt så det faktisk ud til at lykkes:
NU er den der, tænkte jeg – hvorefter høgen pludselig vendte om og forsvandt i nordøstlig retning:
Og minsandten om ikke den nydelige dame igen kom gående, tilbage hvorfra hun var kommet, og igen sendte mig en venligt smil – som jeg denne gang ikke er helt sikker på blev gengældt!