Flere flugtskud af svaler ved Trillen

Som sædvanlig er der masser af både land- og digesvaler ved Trillen i år. Typisk ses flest ved aftentide, hvor der fourageres efter insekter over mark og vand. Her en digesvale, hvor masterne ved lystbådehavnen anes i baggrunden:

Digesvale, Trillen.

Flugtskud af svaler er altid udfordrende. Landsvaler er dog noget nemmere end digesvaler – de flyver ikke helt så hurtigt og også i mere forudsigelige mønstre. Her et eksemplar jeg formåede at holde i søgeren på rimelig tæt afstand:

Landsvale, Trillen.

Og her en artsfælle med konturerne af Høruphav i baggrunden:

Landsvale, Trillen.

Et billede tæt på af en insektfangende svale, står stadig højt på ønskelisten. Her lykkedes det med en landsvale:

Landsvale, Trillen.

Der er dog flere ting der skal gå op i en højere enhed. Billedet for oven er næsten skarpt, hvad fuglens øje angår. Afstanden er også nogenlunde, men insektet er lidt for langt fremme i forhold til fuglen og dermed uskarpt. Man kunne blænde ned til F8 – men billedet er taget med 1/4000s og F8 er 4 gange mindre lys end F4. Resultat: Masser af støj! Her en digesvale jeg formåede at følge, men ind i hårdt modlys. Så stiger iso’en dramatisk. Her F4, 1/5000s, -1/3Ev (ellers brændes de hvide partier i fuglen typisk af), resulterende i iso 5000. Havde jeg nu brugt F8 ville iso ligge på 20000 – som er mere eller mindre kassabelt efter crop.

Støjfyldt digesvale, Trillen.

Her endnu et skud hvor fokus ligger perfekt – på insektet:

Digesvale, Trillen.

Her går det nogenlunde – mest fordi billedet er croppet ud over al rimelighed. Jo længere væk, jo mere dybdeskarphed:

Digesvale, Trillen.

I forhold til baggrund er flugtskud mod en blå himmel efter min mening ganske kedelige. Så er det her mere interessant:

Landsvale, Trillen.

Eller det her par digesvaler i synkronflyvning:

Digesvaler, Trillen.

Endnu mere interessant bliver det hvis der kan komme lidt “miljø” med – hvilket dog også gør det mere vanskeligt. Her et skud taget siddende, der ikke ligefrem gør det nemmere hurtigt at manøvrere kameraet rundt:

Landsvale, Trillen.

Og her med kurs direkte mod fotografen:

Landsvale, Trillen.

Og slutteligt med insekt – plus kæmpecrop:

Landsvale, Trillen.

Insektet står mere sløret end ved billedet af digesvalen over vandet – simpelthen fordi afstanden her er meget kortere.

Og det var sådan set det – jeg forsøger nok en del flere gange i løbet af de kommende uger. Det tager kun få minutter at bevæge sig derned og man (jeg!) kan alligevel ikke holde til mere end en god times tid før armene siger stop!

Næste gang måske en tur med flydeskjulet igen. Tørdragten har jeg netop forsøgt at reparere:

Tørdragt – med lap!

Så må vi håbe den lap holder vand! Det vil snart vise sig – jeg har en plan om gråstrubet lappedykker plus afkom, men det er ekstremt bøvlet. Vi må se om jeg orker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *