Billedredigering er et must ved fuglefotografering: De fleste skyder for det første i raw, der jo altid kræver en eller anden form for korrigering, men derudover skal der efterfølgende (udover det obligatoriske crop!) næsten altid justeres for eksponering, hvid- og sortniveauer, skarphed og måske også fjernes støj. Det er der næppe nogen der vil rynke på brynene af, men billedredigering kan faktisk godt være et lidt ømtåleligt emne – for hvornår er justeringerne for “meget”? Alle fotokonkurrencer har således et rimelig fast defineret regelsæt for hvad man må og ikke må gøre ved et billede. En af de større fuglefotokonkurrencer BPOTY (Bird photographer of the year) tillader for eksempel ovennævnte justeringer, men ikke brug af kloningsværktøjer, sammensmeltning af flere forskellige billeder, udskiftning af baggrunde, himmel mm. En undtagelse er dog kategorien “creative”, hvor alt er tilladt!
Ovenfor et billede til behandling i mit foretrukne program Capture One – taget i dag bag vores sommerhus. En spætmejse på jagt efter solsikkefrø – placeret af mig blandt nogle grene placeret af mig på nogle bukke – placeret af mig! Og nedenfor i en ret “mildt” redigeret udgave, hvor der udover et crop (hvor bukkene selvfølgelig er skåret væk!) er justeret for eksponering, kurver og støj:
Her er eksponeringen i øvrigt trukket næsten et stop ned, for at understrege billedets i forvejen lidt mørke og varme udtryk, men stadig med lys nok på fuglens “ansigt”.
Et par billeder fra sidste weekend:
Og en hurtig sammenbikset kombination:
Her er der faktisk tale om 2 redigeringer. Først er der skabt lidt plads bag svanen i forgrunden ved at “croppe” billedet større og derefter klone/strække baggrunden til kant. Herefter er dette billede “smeltet” sammen med billedet af de 3 svaner ved hjælp af et overlay-layer. Slutteligt er de tre svaner “blurred” en smule – for at illudere begrænset dybdeskarphed! Havde jeg brugt lidt mere tid på det og med de originale filer i stedet for de i forvejen komprimerede udgaver, vil jeg mene, det kunne gøres uden man ville få mistanke om fup!
Det er man dog næppe i tvivl om her:
Her er der naturligvis tale om mange forskellige skud af formentlig samme fugl taget over flere dage, der efter justering for eksponering og farvebalance, er møjsommeligt sat sammen i photoshop ved hjælp af fortrinsvis clone stamp tool – en ret tidskrævende opgave, hvis det skal se godt ud. Endelig er det hele forsynet med en pæn baggrund, taget fra et af billederne og forstørret op.
Og endelig et mere kreativt (outreret?!) billede, opnået ved at kombinere to andre skud fra sidste uge, nemlig en diset skarv og isfugl:
Ved at bruge et “difference layer” – der på kompliceret vis udregner en ny farvning baseret på forskellene i de to billeders farvesammensætning, fås et ret syret udtryk, der ikke desto mindre er mere interessant end summen af de to oprindelige skud – hvis man spørger mig:
Pointen må vel være, at alt er tilladt – men redigeringer udover det konventionelle og forventelige i en given sammenhæng, bør deklareres!