Birkepøl på film

Tre små videoer med tre af Birkepøls “signaturarter”. Vi starter med en syngende/kaldende hun af sortstrubet bynkefugl, filmet her til morgen:

Sortstrubet bynkefugl, Birkepøl.

Den lyder ikke af meget, men høres alligevel på rimelig afstand, hvilket er en stor hjælp når man leder efter fuglene.

Næste indslag, også fra i morges: En ædende tårnfalk, som der i år er rigtig mange af på lokaliteten. Her filmet på lang aftand og efterfølgende croppet på computeren – som lader sig fint gøre når der filmes i 8k! Det betragtede jeg egentlig som et “gimmick” da det i sin tid begyndte at dukke op (Canon R5, Sony a1, Nikon Z9 etc), men det er faktisk en fordel af kunne beskære så voldsomt uden alt for meget tab i kvalitet. Støjen i baggrunden skyldes de mange vindmøller på stedet. Alligevel høres også tydeligt en bynkefugl i baggrunden:

Tårnfalk æder mus, Birkepøl.

Sidste klip er fra i forgårs, også fra Birkepøl. Endnu en ædende fugl, men denne gang en rødrygget tornskade, med en fed larve af en slags. Filmet i super-slowmotion svarende til 240 fps – som desværre kun lader sig gøre i HD-opløsning (egentlig ikke så underligt, mængden af data ville være enorm i 4k/8k). Videoen er yderligere croppet efterfølgende og det kan godt ses i form af lidt tab i skarphed:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Fuglen blev ved at slå larven mod pælen – der til sidst bristede (altså larven!). Herefter blev larven slugt. Jeg er ikke klar over, hvorfor denne manøvre er nødvendig for skaden – måske fordi fangsten ellers var for stor at sluge i en mundfuld.

Arten yngler fast derude – jeg er ret sikker på minimum 3 par i år. Både hun og han deltager nu i fodringen, men hannen forekommer mig at være klart den flittigste. Her netop som der lettes fra udkigspost, hvor der spejdes efter insekter:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Samme fugl, samme busk – her kan man som fotograf udnytte, at fuglen ofte vender tilbage til samme udkigspost:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Her et mislykket foto af den slags man drømmer om:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Ofte muser skaden kortvarigt, svirrende i luften i meget lav højde:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Her også kortvarigt musende, hvor man skal være meget hurtig på aftrækkeren – desværre delvist blokeret af krat og derfor vredet godt igennem billedbehandlingsprogrammet:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Her i en meget pludselig opbremsning (og desværre ikke 100 procent i fokus), måske efter noget blev spottet i krattet:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

En sværmer af en slags sidste sekunder, ses nederst, midt i billedet:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

En del fortæres selv – for eksempel larven på filmen foroven (måske der gylpes føde op til ungerne efterfølgende?). Andre indfangede emner blev bragt direkte til ungerne – jeg så to siddende i en busk, godt skjult:

Rødrygget tornskade, Birkepøl.

Vi slutter med et “find Holger”-billede, her ucroppet og derfor datamæssigt i den tunge ende. Der gemmer sig en enkelt (spændende!) fugl, men den er svær at få øje på. Billedet er taget for to dage siden på Als:

FInd Holger!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *