I forgårs kunne jeg akkurat nå en lille spadseretur inden solnedgang. Kameraet kom nu alligevel med, et billede i elendigt lys er vel stadig bedre end slet intet – eller hvad det nu hedder!
En halemejse gravede i de nyudsprungne blomster – jeg antager efter insekter, ligesom gransangeren forleden:
Lidt længere ude fløj en gravand fornærmet væk, efter at være blevet forstyrret i sit aftensmåltid:
Et par præstekraver fouragerede langs vandkanten på deres karakteristiske “løb-stop-æd”-facon i svagt skumringslys:
Jeg havde heldigvis mit sædvanlige outfit på, i form af en aflagt jakke og outdoor-bukser, så jeg lagde mig ned og forsøgte at snige mig langsomt nærmere. Det må have set lidt besynderligt ud for Trillens øvrige spadserende gæster, men hvad gør man ikke for et godt skud!
En ryle kom luskende ind fra højre, gjorde holdt i aftensolens sidste stråler og sendte mig et noget skeptisk blik. Den blev selvfølgelig også foreviget, hvorefter jeg fortsatte frem mod præstekraverne:
Læg mærke til den sorte næbspids og de orange ben: Stor præstekrave! Billedet er i øvrigt croppet – så tæt på kom jeg trods alt ikke, men i forhold til afstanden kunne man egentlig forvente et skarpere motiv. Problemet er lyset. Dårlige lysforhold giver en lavere opfattet skarphed – og det er ikke kun på grund af sensor-støj ved den høje iso, her i øvrigt 2500.
Den seneste uge har jeg desuden besøgt Birkepøl et par gange. Der er observeret bynkefugle derude og mosehornuglen synes jeg egentlig snart burde vise sig frem. Det gjorde den nu ikke – og bynkefuglene holdt sig på lang afstand og sås kun i mikroskopisk størrelse gennem telen:
En sanglærke steg op og stirrede på fotografen:
I går forsøgte jeg så igen. Aftensolen varmede farverne godt op og en kærhøg viste sig, desværre kun kortvarigt og alt for langt væk, i det ellers så flotte lys:
En musvåge skreg og krager rømmede sig – og i mangel af bedre tog jeg et billede af kragen:
Med kameraet på kragen så jeg ud af øjenkrogen en rovfugl lande i græsset længere mod vest. Og så må man ellers i gang med at lede:
Jeg var ud fra det korte glimt jeg fik ikke sikker på arten, men håbede selvfølgelig på kærhøg. Et ekstremt crop (midt for, øverste tredjedel) afslørede ikke med sikkerhed musvåge eller høg:
Og så sad vi ellers der og stirrede på hinanden. “Let dog!”, tænkte jeg. “Smut dog hjem!”, tænkte fuglen velsagtens. Minutterne gik og en fasankok brød stilheden med sit typiske kald og efterfølgende rysten af fjerene:
Jeg løb tør for tid og måtte give op. Bedre held (og mere tid) næste gang! Fasaner er der i øvrigt mange af i vejkanterne for tiden. Forleden, på vej hjem gennem Lambjerg, en lille afstikker jeg ofte tager efter arbejde, viste en flot fasanhøne sig frem:
Billedet ville blive bedre såfremt kameraet var mere på niveau med fuglen – men det er lidt svært, når det som her er taget ud af bilruden. En bedre fuglefotograferingsbil ville således være noget i den her retning:
Det er måske lige ekstremt nok, trods alt.