Trods tåge drog jeg i går mod Bundsø, hvor målet igen var bedre fotos af lille skallesluger. Hunnen har jeg efterhånden en del nogenlunde billeder af, mens det fortsat halter noget med hannen. Vi starter dog lige med tre billeder fra i onsdags ved Herredsenge, hvor jeg tilbragte et par timer – også i tæt tåge, der nægtede at lette, som vejrudsigten ellers havde lovet:
Ikke ligefrem fotooptimale vilkår, men de kan så give nogle meget anderledes billeder – måske i en mere malerisk retning. Her en krikand i flugt på lang afstand i disen:
I øvrigt intenst at sidde i tågen og høre krikændernes konstante og meget karakteristiske “pludren” og hele tiden prøve at forudsige, hvor en flok pludseligt kunne dukke op. Og se bare: En lille gruppe (ud af mindst et par hundrede vil jeg tro) fløj en runde og kom uforvarende ret nær mig, der ikke sad særlig godt skjult – tågen gjorde det nok ligeså svært for dem at se mig:
Egentlig var ideen kærhøg eller mosehornugle, der skulle være regelmæssige gæster på engen – dem så jeg bare absolut intet til. Måske også på grund af tågen.
Tilbage til Bundsø, hvor det om muligt var endnu mere diset. En sølvhejre lod sig akkurat ane i suppen:
Og så var jeg ellers heldig at et eksemplar valgte at flyve ind og sætte sig ganske nær min position – på det tidspunkt var jeg ikke engang kommet ud af bilen endnu:
Skarpheden lider en del på grund af tågen, men den korte afstand hjælper meget. Her et skud af den finurlige fugl i en stirrende udgave, tæt beskåret:
Smuk fugl, trods tågen:
Her med et mere flabet udtryk:
Herefter valgte den minsandten at flyve ned fra grenen og sætte sig ved bredden få meter væk. Sjældent man oplever ikke at kunne få hele fuglen med i billedet! Den er dog også ret stor:
Kort efter lettede fuglen på grund af en hundelufter og forsvandt hurtigt ud af syne i den tætte tåge. Jeg ventede lidt i bilen og da tågen ikke forekom helt så tæt længere, gik jeg ellers i gang med at få samlet mit skjul. Her et af de første billeder taget i vandet:
Kønt er det ikke, men viser fint omstændighederne. Også typisk det igen “blot” var en hun – jeg har åbenbart bare ikke held med de hanner. En han af stor skallesluger kom til gengæld nær:
Trods den korte afstand, mon ikke 10-12 meter, gør tågen fortsat billedet noget mælket at se på!
Og det var sådan set det, hvad skalleslugere angår. Tågen lettede i takt med min gradvise (i bogstaveligste forstand) nedkøling. Her en hvinand i knap så tæt tåge:
Her i landingsøjeblikket, hvor ryggen fint vises frem:
Kort før jeg gik på land, fik jeg en lille serie af en toppet lappedykker, der kom rimeligt nær. Tågen var nu nærmest lettet:
Her i en “portrætbeskæring”, hvor solen faktisk kortvarigt var fremme:
Og her et i dykningsøjeblikket, et foto der krævede mange forsøg:
Vi slutter med et hvinandepar i modlys, hvor man fortsat fornemmer det disede vejr:
Igen en nitte, hvad han af lille skallesluger angår. Min stædighed fordrer nok et forsøg mere, men det er faktisk ved at være sidste udkald i år – om ikke ret længe søger de nemlig mod ynglepladserne i den nordlige del af Skandinavien.