En kort tur til Bundsø søndag morgen blev det til – selvom jeg ved ankomst var ved at droppe projektet grundet en ret kraftig vind og dermed bølgeskvulp på søen – noget der ikke fungerer særlig godt med et flydende skjul! I søens nordøstlige del var der dog mere roligt, men jeg havde åbenbart fortrængt hvor langt der faktisk er – inden jeg var på plads havde jeg gået i vandet i næsten tre kvarter og lyset var ved ankomst allerede ved at være for hårdt. Fugle var der til gengæld (stort set) heller ingen af, så det hele gik bestemt ikke efter planen!
En knarandrik stillede op til et foto på alt for lang afstand. Trods skjul virkede fuglene meget forbeholdne over for min tilstedeværelse denne morgen:
En musvåge overfløj min position. Det er dog begrænset hvor meget kameraet kan peges opad i et flydeskjul, så billedet er taget på lang afstand og croppet urimeligt meget:
Der var meget småt med fugle den morgen – ikke engang blishøns eller gråænder var at se nogetsteds. Som en trøstpræmie puslede det lidt i krattet tæt ved min position og en rørhøne stillede kort efter op til fotos. Nedenfor et typisk rørhønefoto:
Dette eksemplar valgte dog heldigvis at kravle op på en gren og posere lidt. Nedenfor et ikke særlig typisk rørhønefoto:
Jeg var efterhånden noget nedkølet trods årstiden. Lige før jeg brød op, kom en vipstjert flyvende ind på en passende pind og gloede på mig:
Et noget magert udbytte, men alligevel en skøn morgen – i hvert fald efter jeg var kommet i læ af vinden, der fik hele skjulet til at gynge – fotografering er fuldstændigt umuligt under sådanne forhold.
På fredag kan jeg måske nå en tur til Margrethekog ved Højer, hvor der de seneste par dage er set en flot han af steppehøg. En art, det i øvrigt kun er lykkedes mig at fotografere en enkelt gang før, nemlig sidste år i april ved Abild, hvor også en han valgte at raste nogle dage før trækket gik videre. Her et langskud af den smukke fugl i kamp med en blå kærhøg:
Det kræver dog for det første at fuglen bliver i området til på fredag og for det andet at jeg så rent faktisk kan finde den. For det tredje skal jeg så også formå at komme på fotoafstand. Meget kan med andre ord gå galt, men jeg forsøger nu nok alligevel. Heldet tilsmiler som bekendt den, der opsøger det.