Crop versus teleconverter #2

Forrige indlæg handlede mest om fordele og ulemper ved brug af en teleconverter. Min konklusion var, at det oftest er bedre bare at lade teleconverteren ligge derhjemme (eller lade være med at købe en i første omgang!), men efterfølgende kom jeg til at tænke på, at min lille test måske var lidt “uretfærdig” (udover usystematisk og meget uvidenskabelig!) idet vejret på den tur var ret diset – og at der derfor måske rent faktisk ikke var flere detaljer at hente ved yderligere forstørrelse.

Jeg besluttede derfor at prøve med endnu en test i weekenden under lidt mere kontrollerede forhold – måske havde jeg gjort teleconverteren uret?

Glughul i plankeværk, Avnø Vig

Billedet foroven er fra efteråret, hvor jeg savede et lille hul i plankeværket ved vores sommerhus, der vender ud mod en lille blandingsskov, fortrinsvis bestående af løvtræer.

Glughul i plankeværk, Avnø Vig

Lørdag formiddag stillede jeg et par bukke op, lagde diverse grene over og hængte et par foderautomater op – snyd og humbug, men godt til en lille teleconvertertest!

Vi starter med en spætmejse:

Billede 1, Spætmejse, Avnø Vig

Og en mere:

Billede 2, Spætmejse, Avnø Vig.

Begge billeder er eksporteret med minimal redigering og jeg har forsøgt at croppe billederne så fuglen fik nogenlunde samme størrelse. Her er par crops mere – helt tæt på:

Billede 1, udsnit, Spætmejse, Avnø Vig.
Billede 2, udsnit, Spætmejse, Avnø Vig.

(Der er croppet til 1920 pixels på langs ved billedet taget uden teleconverter og lidt mindre på billedet taget med teleconverter (for at få fuglen nogenlunde i samme størrelse) og herefter eksporteret til jpeg svarende til 1920 på langs.

Bedøm selv, men husk at klikke billederne op i stor størrelse og vær opmærksom på, at fokusplanet ved så kort afstand (tæt på minimumsfokusdistancen på 4.5 meter) er ekstremt tyndt. Hele fuglen er derfor ikke i perfekt fokus – så kig på de skarpeste sektioner på hvert billede og bedøm så!

En sumpmejse kom også forbi:

Billede 3, Sumpmejse, Avnø Vig.

Og en mere:

Billede 4, Sumpmejse, Avnø Vig.

Og tæt på – med samme fremgangsmetode som ved spætmejsen:

Billede 3, udsnit, Sumpmejse, Avnø Vig.
Billede 4, udsnit, Sumpmejse, Avnø Vig.

Igen – husk at kigge på billedernes skarpeste dele når der sammenlignes!

Inden jeg afslører hvilken spæt- og sumpmejse, der er taget med teleconverter, lige et par fotos mere fra weekenden, der som det fremgår blev tilbragt ved Avnø Vig. Hver aften kommer en flok sangsvaner ind for at raste for natten på vandet, i sikkerhed for rovdyr. Jeg prøvede med et par morgenskud i det sparsomme lys:

Sangsvaner, Avnø Vig.

Og naturligvis lettede flokken før lyset rigtig duede til noget:

Sangsvaner, Avnø Vig.

Et par skud mere – nu i eftermiddagslys af småfuglene bag huset:

Sumpmejse på spring, Avnø Vig
Spætmejse tanker solsikkefrø, Avnø Vig.

Og (langt om længe!) nu til resultatet af min lille test: Billede nummer 1 og 3 er taget uden mens billede 2 og 4 er taget med teleconverter. Jeg er, i tråd med forrige indlæg, fortsat ikke helt overbevist om den store gevinst ved brug af (i hvert fald min) teleconverter, men måske på et andet kamera med færre megapixels og dermed mindre “cropability” er det muligt gevinsten er til stede. De to sidste billeder i indlægget her er i øvrigt taget med teleconverter. Man burde jo nok lave en “studietest” med præcis afstand, belysning, eksponering, fokusplan etc. Men hvis man alligevel ikke rigtigt kan se forskel i “felten” – er det vel egentlig spild af tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *