Forleden aften ved Trillen var der livlig aktivitet i dagens sidste lys, hvor omkring 15 digesvaler på ekvilibristisk maner fangede insekter i luften. En særdeles udfordrende disciplin at indfange på fotos, da det går meget stærkt. Lukkertiderne skal gerne være særdeles korte, gerne 1/3200s eller hurtigere, hvilket selvfølgelig kræver meget lys – noget der ikke denne aften var særligt meget af grundet overskyet vejr og det sene tidspunkt på dagen:
En hel del støj, men det går lige. Her to skud lige efter hinanden, hvor det første er nogenlunde fokuseret – læg mærke til myggen – den lille plet til venstre og lidt over svalen. Da fokusplanet er så tyndt, bliver myggen noget udvisket at se på:
Og her øjeblikket efter, hvor myggen er på vej ned i gabet og fuglen desværre en smule misfokuseret:
Her et par, hvor jeg formåede at holde dem i søgeren indtil de vel var inde på 10-15 meters afstand. Digesvaler (og andre svaler) laver ofte nogle meget pludselige retnings- og højdeskift, som gør det mere eller mindre umuligt at holde dem i søgeren med en kraftig tele på kort afstand:
Lyset blev naturligt nok svagere og svagere. Her endnu en myg millisekunder før myggetilværelsen var slut:
Et af de få skud fra den aften, hvor fuglen (efter maksimalt crop!) fyldte nogenlunde i billedet:
Jeg er generelt meget tilfreds med mit kamera, men her kom autofokus’en på overarbejde og valgte desværre ofte at springe væk fra fuglen og i stedet fokusere på en bølgetop eller en kontrastfyldt spejling i vandet. Så er det om at være hurtig på fingrene og forsøge at erhverve fokus igen, mens fuglen fortsat er i søgeren. Her lykkedes det:
Her i efterhånden umulige lysforhold:
Og slutteligt to skud mere, der nærmer sig noget jeg går og drømmer om. Fokus er dog ikke helt i skabet og lyset var nu så svagt at billedstøjen også bidrager til (efter crop) nedsat skarphed:
Og lige efter – ser man godt efter er myggen faktisk endnu ikke slugt:
Jeg sluttede denne gang ikke da lyset var helt væk, men da jeg (for første gang nogensinde) løb tør for plads på kortene. Knap 3000 billeder på 1 time! Og hvor mange slettede jeg så efterfølgende? Cirka 2980!