Dobbeltbekkasiner ved Bundsø

Forudsigelig fuglefotografering? Det har jeg aldrig hørt om eller oplevet – hvilket blev bekræftet i morges ved Bundsø, hvor målet var ske- og hvinænder, som jeg havde bemærket en del af ved en kort “inspektion” med kikkert forleden. Der var ovenikøbet i begyndelsen af ugen meldt en nordisk lappedykker ind på DOF-basen, så med mulighed for en bonus, begav jeg mig ud på søen lige omkring solopgang. Her dagens første skud – uredigeret direkte fra kameraet – af en gruppe hvinænder i det disede morgenlys.

Arten er sky – vel næsten lige så sky som skeanden, som jeg flere gange uden held har forsøgt at nærme mig. Jeg synes ellers jeg var meget forsigtig, men de fandt sig alligevel ikke i skjulet:

Øv – igen måtte jeg konstatere at et flydeskjul ikke er nogen “fribillet” til problemfrit at kunne nærme sig svømme- eller dykænder. Jeg forsøgte mig herefter med en ny strategi: Find et godt sted og vent! Af hensyn til lyset søgte jeg ned i søens sydøstlige ende og bemærkede en lille gruppe dobbeltbekkasiner rastende i søens meget lave vand, tæt på bredden:

Bekkasinerne var i modsætning til hvinænderne meget ligeglade med mig og mit skjul og jeg kunne uden problemer nærme mig den lille gruppe:

Vadefugle er generelt nemme at nærme sig fra vandet af, er min erfaring. Ænder derimod supersvære! Her tre styks på efterhånden rimelig nært hold – mon ikke omkring 10 meter:

En duo i flot komposition – med vandråber:

Og her det typiske korte vift med vingerne efter fjerpudsning og vask:

Dagens bedste bekkasin-billede af en også fjerpudsende fugl, der viste sin flotte hale frem – og samtidig fint demonstrerede, at det yderste af næbbet faktisk er fleksibelt:

Og hvad med ænderne? Tja, de kom aldrig nær. Lappedykkeren så jeg heller intet til. En enkelt hvinandrik viste sig på afstand – her croppet maksimalt:

Og en enlig skeand på flere hundrede meters afstand, her ucroppet:

Ja, det er altså en skeand:

En dejlig morgen med et andet resultat end håbet. Men bekkasinerne var flotte!