Vi starter lidt mere udramatisk med en tillidsfuld ung fiskehejre, der var ret ligeglad med mit skjul. Billedet er taget lige før fuglen overskred nærgrænsen for objektvitet – sjældent det sker!:
Fuglen havde kort forinden siddet og pudset fjer – måske var det derfor jeg fik lov at komme så nær. Her i en ret pjusket udgave:
Ved østbredden var en artsfælle i gang med fødesøgning i det lave vand. Her netop som der hugges efter en fisk:
Som det ses, var der faktisk en smule sol på fuglen. Den forsvandt dog kort efter. Fiskehejren fiskede videre i gråvejret og nu var der mere held med projektet:
Fisken blev efterfølgende vendt på langs – så er den nemmere at sluge:
Mens jeg lå og betragtede hejren, kom en skarv ganske nær:
Skeænder, var der en del af – men som sædvanlig var de umulige at komme nær. Denne andrik lå og småslumrede og jeg formåede at snige mig ind på omkring 25 meter vil jeg tro – den lettede øjeblikket efter fotoet er taget:
Læg i øvrigt mærke til dragten – såkaldt eklipsedragt, som er mere afdæmpet og “hunagtig” end yngledragten, der ses nedenfor – også et billede fra Bundsø, men i maj:
Og nu til dramaet som faktisk skete før billederne ovenfor. På lang afstand spottede jeg en spurvehøg siddende i resterne af et udgået træ. Desværre kom jeg ikke ret meget nærmere før fuglen pludselig lettede:
Årsagen var ikke mig, men en and, som høgen (ret optimistisk!) gjorde udfald i mod:
Det hele gik lynhurtigt og jeg formåede ikke at få det hele med – desværre. Her et crop uden and:
Anden fik bemærkelsesværdigt hurtigt vendt sig 180 grader i et væld af sprøjt:
Herefter fik jeg en række ufokuserede billeder af høgen i millioner af vanddråber. Da kameraret endelig fangede fuglen igen, var fotografen desværre for sløv med retningen. Her det ubeskårede, uredigerede billede:
Megaærgerligt, da billedet ellers er superinteressant at se på – synes jeg. Det fik derfor en tur igennem billedbehandlingsprogrammet. Her først med et mere hensigtsmæssigt crop:
Udfordringen er selvfølgelig at genskabe vingen uden det kan ses. Her er venstre vinge klonet, spejlvendt og efterfølgende tilpasset “stumpen” på højre side.
Slutteligt er overgangene mellem den påsatte vingestump og baggrunden forsøgt udvisket:
Ikke værst. Man kunne godt have mørknet den påsatte vingedel en smule – den ses en anelse lysere end resten. Derudover lider billedet også lidt under at være et ualmindeligt hårdt crop. Jeg synes dog fortsat det fungerer ok – eller hvad?
Tilføjelse: Her en udgave mere, hvor vingestumpen er mørknet en smule. Jeg vil mene man skal stå tidligt op for at se “snyderiet”:
Der var i øvrigt mere drama ved søen den dag. Fiskehejren med fisken for oven lettede kort efter og angreb en artsfælle ganske voldsomt – desværre på lang afstand. Jeg fik en serie langskud i hus og forsøger at sætte en lille film sammen. Men teknikken driller som sædvanligt. Der kommer forhåbentligt et indlæg senere. De mange billeder jeg har liggende fra en tur til Højer mangler jeg også fortsat at få postet!