Et par få skud fra weekenden

Mestendels elendigt vejr ved Avnø Vig (og vist nok resten af Sønderjylland!) i weekenden. Jeg vovede mig alligevel ud et par morgener:

Isfugl – for tæt på!

En isfugl viste sig pludseligt og satte sig akkurat på grænsen til minimumsafstanden for fokus – som er cirka 6 meter for min tele. Jeg var i gang med at lægge an til at trække hele kameraet med stativ og det hele lidt tilbage, da den fløj. Blæsten var kold og flåede i skjulets camouflagenet – og i formentlig samme fugls “frisure” da den lidt efter kom tilbage:

Forblæst isfugl, Avnø Vig.

I morges kunne solen akkurat snige sig ind mellem vigens vand og et tæt gråt skydække kort efter solopgang. En fiskehejre fouragerede et godt stykke væk, på lavt vand efter småfisk:

Fiskehejre i morgenlys, Avnø Vig.

Der gik vel 10 minutter med smukt morgenlys – men desværre viste isfuglen sig ikke.

Flot lys – desværre ingen fugl!

Kort efter ovenstående billede er taget begyndte det at regne kraftigt og jeg fortrak indendøre igen. Fotomæssigt en noget mager weekend!

Hjemme havde jeg til gengæld modtaget et print af min “collage” af isfugle. I forhold til udgaven her er baggrunden ændret til en blå udgave, der giver et mere roligt udtryk.

Print af isfugle-collage.

Planen er indramning formentlig i løbet af kommende uge og muligvis et print mere i et noget større format. Jeg vil dog lige se, hvordan den lille udgave tager sig ud med ramme og det hele, først.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *