En tidlig morgen ved Torup Made viste dette par sig pludseligt i det blåtonede skumringslys:
Hunnen forsvandt kort efter igen ned bag buskadset omkransende dammen, hvorefter hannen fløj en morgenrunde og inspicerede området:
En lille gruppe sølvhejrer var også tidligt oppe. De landede efter lidt tilfældig flaksen rundt, helt ovre ved østsiden af dammen:
Vejret var koldt og blæsende. Et lag tykke grå skyer, der ikke lod ret meget lys passere igennem, nødvendiggjorde lidt langsommere lukkertider. Det går såmænd ofte fint til lidt større fugle med deres mere langsommelige bevægelser, men til småfugle er det en anden sag:
Billedet er taget ved 1/800s – og det er tydeligvis slet ikke hurtigt nok til disse lynhurtige kræ, der pludseligt flaksede op fra græsset op mod volden til pulverbækken. 1/1600s eller hurtigere havde været mere ideelt – men det nåede jeg ikke og det sparsomme lys indbød heller ikke til hurtige lukkertider.
Efter lidt tid viste rørhøg-hannen sig igen på den nordlige side af pulverbækken:
Det var nu ikke føde der var målet, men noget helt andet:
Og så gik det ellers i rutefart til og fra reden (der så vidt jeg kunne fornemme måtte ligge langt inde i rørskoven på nordsiden af dammen) med diverse strå og pinde.
Både næb og kløer blev taget i brug:
Jeg har engang ladet mig fortælle af en naturvejleder, at rørhøge-hanner ofte bygger to reder – en til hunnen, der står for rugningen og en til dem selv – vist nok for ikke at forstyrre hunnen for meget. Hunnen kom i øvrigt kortvarigt frem lidt senere på morgenen:
Efter yderligere lidt tid faldt der ro over maden og høgene viste sig ikke længere – de hvilede velsagtens efter den travle morgen – hvorefter jeg stille krøb ud af skjulet og listede af. Et par billeder mere fra turen: