Grå billeder med et blåt lyspunkt

En mindre række fotos taget i dag og i går fra vores sommerhus lidt nord for Haderslev, hvor vejret var mestendels elendigt. Området har været ganske hårdt ramt af den meget høje vandstand for nogle uger siden. Meget store dele af rørskoven syd for huset, er således lagt ned af vandet og uendelige mængder af halvrådne tagrør ligger nu spredt ud over vores grund. I forhold til så mange andre, er vi dog sluppet meget billigt.

Lørdag morgen sad jeg nær bredden og kiggede lidt efter isfuglen og håbede samtidig på, at en mindre gruppe hvinænder ville komme lidt nærmere. En pibeand viste sig pludseligt ganske nær. Fuglen er i eklipsedragt og jeg er faktisk ikke helt sikker på, om det er en hun eller han:

Hvinænderne var som sædvanligt meget skeptiske overfor selv små ændringer i landskabet – i dette tilfælde mig, siddende ved bredden, delvist dækket af et camouflagenet. Her et elendigt skud med masser af støj – men alligevel taget med, da det fint viser begge sidder af arten samtidigt:

Trods midt på formiddagen og “beskedne” 1/2000s, ender vi på iso 6400. Det ses, når det som her croppes en hel del!

En skarv viste sig også i det triste lys. Læg mærke til højre “næbvig” – der anes en lille fisk på vej ned i maven på fuglen.

Her gruppen af hvinænder. En enkelt anden art har sneget sig med på billedet:

Klik for svar

Mens jeg sad og nød roen ved vandet, blev stilheden brudt af en regelmæssig højlydt prusten. Først troede jeg det måtte være odderen, jeg var så heldig at møde sidst vi besøgte stedet. Kilden til lydene var dog et noget større pattedyr:

I eftermiddags sad min kone og jeg i kanten af skoven bag huset, hvor man nu kan se direkte ned til Sillerup Å, efter oversvømmelsen har raseret landskabet. En sølvhejre skabte fin kontrast til efterårsfarverne:

Her min udlagte pind med en isfugl på vej væk:

Jeg formåede først at fange fokus igen længe efter fuglen var fløjet, her croppet en hel del:

Læg mærke til rørskoven ved åens fjerneste bred – den står nogenlunde som vanligt. Normalt ville nærmeste bred se ligesådan ud – og dermed uden frit udsyn til åen som her. Det blev udnyttet i dag:

Fuglen passerede os tre gange mens vi sad der – over en periode på en god time. Det er faktisk ganske godt i forhold til hvad jeg er vant til nede ved vigens bred, hvor jeg plejer at sidde. Det nye sted holder nu nok kun frem frem til sommer – så er det hele formentlig groet til igen og lokaliteten ubrugelig. Måske et par forsøg mere, mens tid er. Vi får se.